John Dillermand

Instruktøren Jacob Ley er ganske rigtigt søn af tv-personligheden og komponisten Hans Henrik Ley, der regerede i DR’s børneunivers i fra 1966 og frem. 

Men han er også selv instruktør og idéudvikler hos produktionsselskabet Made By Us. Og da han skulle til at underholde sine egne børn, opfandt han en dag karakteren John Dillermand.

John er nu blevet hovedperson i animationsserien af samme navn. Filmene, der er lavet som en blanding af stopmotion og tegninger, er instrueret af Jacob Ley sammen med Tor Fruergaard, som er kendt for Ekko Shortlist-hittet Venus – en dukkefilm om et par, der besøger en swingerklub.

Baggrunden i de fjorten, små historier på bare fem minutter hver er et lille, trygt univers, der ikke er meget større end dem, vi kender fra Vinterbyøster eller Postmand Per.

Visuelt er detaljerigdommen imponerende, men den blandes med noget mere skitseagtigt, når mange af karaktererne for eksempel ikke rigtigt har ansigter. Farveholdningen er domineret af douche farver – sådan lidt retro a la 1970’erne.

Stemningsmæssigt er seriens afsnit søde, sjove, pudsige og originale. De er også både opbyggelige og pædagogiske.

John Dillermand er en moden mand, der er som klippet ud af 1910’erne. Han har maskinklippet sideskilning med pomade. Han har en stribet helkropsbadedragt på. Han har et lille cykelstyr på overlæben.

Derudover er det mest iøjnefaldende ved ham nok, at hans dillermand – altså hans penis – er utroligt lang. Den ser ud til at veksle mellem tre og tyve meter, og den kan have alle længder derimellem. Meget fantasifuldt – og anstændigt – er den iført badedragt og stribet uanset, hvad den laver.

John er en komisk figur, en opbyggelig antihelt. Han er uartig, fræk og modig. Men også bange, en kryster, en kujon, der giver andre skylden.

”Den diller får mig altid i problemer,” siger han. Og Jacob Ley, der selv laver fortællerstemmer på en baggrund af mumlereplikker, lydeffekter og musik, tilføjer: ”Nu må du få styr på den dillermand, du er jo trods alt John Dillermand.”

Problemer er der nok af.

Dilleren bliver bidt – af hunde, slanger og sågar af en gedde – og den fryser fast i en dybfryser, får stød, bliver kørt over, bliver trådt på og ryger i en stor maskine.

Men den kan også fikse mange ting.

Dilleren redder en baby og styrer trafikken, den er som jagthund på en fasanjagt, den redder børn op af havet, og den pynter op til fødselsdag. Den kan nemlig både være labradiller, dillerkopter og dillerlante.

Dilleren slår græs, den hamrer teltpløkker i, den henter vildfarne balloner ned.

Bortset fra en lille forelskelse i naboen Yvonne og så naturligvis Johns lille overskæg, er serien støvsuget for næsten alle kønnede og seksuelle referencer. Det kropslige og erotiske og vulgære fylder faktisk så utroligt lidt, at man bliver mest forbløffet over, at en hunds efterladenskaber direkte kaldes for ”en hundelort” i den ellers anstændige serie.

Den lange penis kan nok bedst forstås som en slags fantasy-element, der fungerer gennem overdrivelse, fjollerier og hittepåsomhed i en slags moderne fabel.

Det er skørt og fordrejet ligesom ænderne med tøj på i Andeby, ligesom Pippi Langstrømpes surreale univers eller som Skipper Skræks forvoksede arme og overnaturlige styrke.

Allerede inden nogen havde set serien, var forargelsen total.

De bornerte forargedes bare over, at serien overhovedet kunne have en diller som hovedperson. Men DR har sådan set allerede for længst lavet fis med både specialklasser, hijab-piger og frækt undertøj i Gepetto News – og Onkel Reje har skejet totalt ud i årevis.

Så kom den feministiske kritik. Skal børn virkelig se en mand, der ikke kan styre sin pik?

Kritikken virker nærmest hysterisk, fordi John, Dillermand inklusive, er cirka så afseksualiseret, som han kan blive. Og ville man faktisk komme med en moralsk kritik, så skulle man nok hellere påpege, at John Dillermand fremstilles som en nar, en antihelt, en regulær idiot – og at mænds seksualitet dermed latterliggøres igennem hans umyndiggjorte og af kvinder konsekvent nedgjorte karakter.

For eksempel bor han stadig som voksen hjemme hos sin rappenskralde af en oldemor – som i øvrigt er et smukt etisk korrektiv til hans løsslupne svaber. Det er nemlig hende, der siger, at ”dilleren hører til i bukserne”.

Så kan de lære det, de små.