Jo Nesbøs Harry Hole

Harry Hole er kriminalbetjent i Oslo og specialist i seriemord. Men desværre er han også dybt traumatiseret og voldsomt alkoholiseret. Så da han får færten af et psykopatisk cykelbud, som dræber mennesker over hele byen, er han netop typen, der pludselig går solo. 

På den måde ligner Jo Nesbøs krimihelt næsten enhver anden krimihelt. For er det ikke en nedbrudt og toksisk mand i politistyrken, som samtidig har et sløjt bagland, men som dog også overgår alle andre i intelligens, er det en overmenneskeligt begavet og gudesmuk kvinde på et dagblad, som dog samtidig har afhentningsproblemer i børnenes daginstitution og er ude af stand til at holde på en mand. 

Harry Hole-figuren er bare en af de måder, som den nye storserie skamrider klichéerne på. 

Men det sære er, at det faktisk ikke rigtigt gør noget. For selv om der er klamt homohad, bestialske kvindedrab, seriemordsæstetik, latterliggørelse af kristne, brodne kar i politistyrken, en ynkelig kreativ klasse, idiotiske kunstnere og så videre, virker hele serien faktisk forbløffende frisk. 

Jo Nesbøs evne som plotmager skuffer ikke. Det er et skakspil for viderekomne, for forfatteren har mange blodige brikker at flytte med. Og han er flere træk foran publikum. 

Jo Nesbøs Harry Hole er primært baseret på den femte roman i bogserien, Marekors fra 2005. 

Scoopet er hovedrolleindehaveren Tobias Santelmann, der er fremragende som både ødelagt misbruger, omsorgsfuld papfar og råstærkt mandfolk. Han rummer alle facetter af sin rolle. Han spiller den moralske genopretter i et univers af nedkogt ondskab, hvor andre smadrede sjæle hjælper og støtter ham i kampen for retfærdighed. 

Over for Harry Hole står flere modstandere i det klassiske spil om liv og død, som hurtigt forvandler sig til indtil flere menneskejagter. 

Den på en gang smukt maskuline og dybt ulækre Joel Kinnaman er den anløbne og korrupte politimand Tom Waal, som – apropos klichéer – var udsat for vold og seksuelle overgreb som barn og derfor nu er blevet Satan selv. 

Men er det faktisk ham, der dræber de mange mennesker i Oslo og klipper en finger af dem? Tilsyneladende ud referencer fra Johannes Åbenbaring i Bibelen? Og som lægger spor af bloddiamanter fra Sierra Leone ved hvert offer? 

Der er andre bud på en morder. Et af de mest forrygende er Willy Barli, som spilles eminent androgynt af Frank Kjosås. Er han egentlig bare en meget feminin mand, eller han er faktisk en lesbisk trans? Det er virkelig flot arbejde både i sminken og personinstruktionen. 

Der er mange gode interiørs, lækker fuldnorsk stemning, fine plotforskydninger, perfekt research, fede og dybe karakterer. 

Serien er teknisk set lavet på et reklamelækkert niveau og med en næsten excentrisk farveholding. Alle nuancer i de flotte billeder er skruet helt skingert op, så de vakler på kanten af en spansk æstetik a la en Almodovar-film. 

En almindelig sweater, en kuglepen, lidt blod på et gulv eller en almindelig bil er i skrigende pangfarver kontrasteret med baggrunde. På samme måde er lydsiden båret af eksplosive skift i volumen og af selveste Nick Caves rå, rusten rock, der pludselig lægges over for eksempel en hel længere scene. En markør? 

Det fikse er, at klichéerne bruges konstruktivt. De spændes i hvert fald helt op til deres alleryderste, så man faktisk tror på dem. Tom Waal er ond. Harry Hole er fortabt i alkoholens svøbe. Willy Barli er flydende. 

Det, der for alvor vil dele vandene, er seriens voldsomhed. Her er vold nok til flere års forbrug, og vi får det slemt udpenslet. Samtidig er det en slags ”kreativ vold”. Liget i vandsengen og den vakuumpakkede afdøde i kælderrummet sender tankerne i retning af klassikeren Se7en og dens hittepåsomme drab. 

Jo Nesbø har skrevet manuskriptet og udpeget skuespillerne, så på den måde er serien lige efter bogen.