Serieanmeldelse
14. jan. 2025
Jerry Springer: Fights, Camera, Action

Amerikanske Jerry Springer var i næsten 30 år vært for et absurd dramatisk tv-show, hvor gæsterne kom med de vildeste bekendelser, slog tænderne ud på hinanden og rev skalpen ud af hinandens hovedbund.

Foto | Netflix

Jerry Springer: Fights, Camera, Action

Hvis man bare kunne myrde mennesker rigtigt på tv, siger producer fra verdens værste tv-show, der i dag nærmest er kommet til at virke banalt.

Af Kristian Ditlev Jensen

Tv-showet, som den tidligere borgmester i Cincinnati Jerry Springer var vært for i næsten 30 år mellem 1991 og 2018, handlede for en stor dels vedkommende om fordrejning. 

Udtrykket ”dokumentarserie” er da også i tilfældet Jerry Springer: Fights, Camera, Action på Netflix en lille stramning.

Der er kun to afsnit. Til gengæld er de virkelig gode og interessante. 

Når man i dag ser klip fra The Jerry Springer Show – som Peter Gabriel i 2002 lavede satiresangen The Barry Williams Show om – virker det nærmest banalt.

Gæsterne fyrer stole igennem luften, slår tænder ud på hinanden og river skalpen ud af hinandens hovedbund. De flasher kæmpebryster eller tager deres penis frem. Eller også står de og snaver med en pony – eller heiler. I den bedste sendetid. 

Som den Chicago-baserede tv- og mediekritiker Robert Feder siger et sted i den nye miniserie, er en af årsagerne, at verden siden er blevet endnu mere kugleskør, end den allerede var i forvejen. 

I dag er retssager mellem ægtefæller i Johnny Depp og Amber Heard-klassen hverdagskost. Den slags skyller vi dagligt ned med en cocktail af lige dele #MeToo-sager og Keeping Up With the Kardashians

Dokumentaren, som stilmæssigt er komplet modsat sit platte og udskældte emne, går grundigt og ordentligt til værks. Igennem interviews med ikke mindst Tobias Yoshimura, Annette Grundy og Melinda Chait Mele – som alle tre var tilrettelæggere på hver deres forskellige Jerry Springer-afsnit – hører vi om gæsterne, historierne og metoderne i kulissen. 

Vi møder også den skrupelløse Richard Dominick, der var executive producer på det ypperste eksempel på, hvad der i dag kaldes trash tv. Hans nærmest psykopatiske udsagn er legendariske. Som da han på en optagelse fra 1990’erne siger, at hvis man bare kunne myrde mennesker rigtigt på tv, ville han med glæde selv begå et drab midt i studiet. 

Vi hører om, hvordan man konkurrerer på seertal. Vi ser, hvordan Oprah Winfrey sviner Jerry Springer til – indtil han pludselig overhaler hende. Vi ser, hvordan Jerry Springer ender i en trekant i en seng på et hotelværelse med to gæster. Klip til, at han under en introduktion i showet siger, at vi alle nok har sider, vi nok helst ville have holdt for os selv. 

Dramatikken er godt etableret. Igennem indsigt i det meget interessante tv-format – hvis man tager arbejdet med at finde de værst tænkelige vinkler seriøst – får vi indtryk af den virkelighed, showet var lavet i. 

Da det er etableret, kommer jordskælvet. Drabet, som overgorillaen Dominick efterspurgte i et gammelt klip, kommer nemlig. En ting er, at folk i showet prygler hinanden, springer ud som både dette og hint, indrømmer skandaløse sidespring eller samlejer med deres egne søskende eller forældre. 

Noget helt andet er, når det ender med døden. 

En tysk immigrant myrder sin ekskone Nancy Campbell-Panitz. Han slår hende ned hjemme og tramper hende i smadder, så redderne siger, at de aldrig har set noget så brutalt. Det sker samme dag, som ekskonen, den nye kone og den sidenhen livstidsdømte morder alle tre havde optrådt i The Jerry Springer Show

Og den myrdedes søn Jeffrey Campbells fortælling om den ultimative pris, som den underholdende, trashy historie kan have, er forstemmende. 

Jerry Springer døde i 2023 af kræft i bugspytkirtlen, men han medvirker i serien som en slags sladder-spøgelse fra fortidens medievirkelighed. Alle beskriver ham som sød, venlig og ordentlig, og det var åbenbart, hvad der – foruden sprut og rå manipulation – skulle til, for at folk ville indrømme, at de gik i seng med deres egen bedstemor. 

Holdet bag Springers show fraskriver sig iskoldt ethvert ansvar for, at Jeffrey Campbell mistede sin mor og fik midten af sit liv ødelagt. Men nu kan du jo gøre, som Jerry Springer opfordrede sine seere til: 

Se serien om verdens værste tv-show med dine egne øjne – og døm så selv!

Titel:
Jerry Springer: Fights, Camera, Action

Land:
USA

År:
2025

Instruktør:
Luke Sewel

Medvirkende:
Jerry Springer, Tobias Yoshimura, Annette Grundy, Melinda Chait Mele, Richard Dominick

Spilletid:
To afsnit af cirka 48 minutter

Anmeldelse:
To afsnit

Premiere:
7. januar på Netflix

Fra samme skribent

Tv-anmeldelse
04. dec. 2025
Hvem passer på grisene?

Hvem passer på grisene?

Serieanmeldelse
01. dec. 2025
Valdes jul – Vintermiraklet

Valdes jul – Vintermiraklet

Serieanmeldelse
28. nov. 2025
Blossoms Shanghai

Blossoms Shanghai

Serieanmeldelse
24. nov. 2025
The Beast in Me

The Beast in Me

Nyhed
15. dec. 2025
Disney indgår stor AI-aftale

Disney indgår stor AI-aftale

Disney investerer over seks milliarder kroner i selskabet bag AI-tjenesten Sora, som får adgang til at generere videoer med det enorme galleri af figurer fra Star Wars og Marvel.

Nyhed
15. dec. 2025
Dansk film leverer flotte tal for 2025

Dansk film leverer flotte tal for 2025

Nekrolog
15. dec. 2025
Rob Reiner er død

Rob Reiner er død

Den gode stemning
Serieanmeldelse
14. dec. 2025

Den gode stemning

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Rob Reiner er død
Nekrolog
15. dec. 2025

Rob Reiner er død

Dansk film leverer flotte tal for 2025
Nyhed
15. dec. 2025

Dansk film leverer flotte tal for 2025

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten