Jeg tror jeg elsker dig

Den fremragende første sekvens i Jeg tror jeg elsker dig er ren horror, taget direkte ud af knolden på sin hovedskaber, instruktør og manuskriptforfatter Silas Holst.

Juleaften 1989. Den lille dreng Anders åbner døren fra sit børneværelse og ser noget, der ud fra reaktionen at dømme må være en apokalyptisk scene.

Hvad ser han?

Filmen spoler få timer tilbage. Anders, storebror Allan og forældrene Lone og Jørgen får besøg af den pukkelryggede til flæskesteg og familiehygge. Det er så festligt og fjollet, som det skal være, men et eller andet får nakkehårene til at rejse sig.

Vi mærker det først i Turkman Souljahs smånervøse musik og Rob Davidssons traumatiserede lyddesign. Så ser vi det i Lise Baastrups forfærdede ansigt som mosteren, der betragter sin søster Lone. Endelig ses kilden til frygten, da Lones mand Jørgen får et isnende blik i øjnene, fordi der ikke er købt agurkesalat.

En tåkrummende gaveseance og en halvkåd omgang pardans til julepop senere er gæsterne sendt hjem og børnene lagt i seng. Værtsparret bliver enige om, at det var en hyggelig juleaften.

”Bare ærgerligt, at det skulle blive ødelagt,” hvisker Jørgen i Lones øre og slår med ét over i et chokerende blodigt angreb på sin hustru med knytnæver, spark og en dør, der smækkes i hovedet på hende.

Døren til børneværelset glider op. Lille Anders ser verden styrte i grus, mens hans mor – indsmurt i blod – kravler hen, sætter den nye walkman på hans ører og lukker ham inde i stilheden.

Den kendte danser og musicalstjerne Silas Holst spillefilmdebuterer med manuskriptforfatter Yusuf Othman og medinstruktør Brian Sean Tange ved sin side. Resultatet er en gribende og ekstrem personlig fortælling.

Silas Holst filmatiserer ikke bare historien om sin families kamp med den psykopatiske far, som døde i 2023 – navnene er ændret, og der er dramatiseret, men meget er taget fra egne minder. Han har også castet eksmanden Johannes Nymark som sin far, deres søn Bob som sig selv og den tidligere dansepartner fra Vild med dans,Laura Drasbæk, som sin mor.

Titlen lægger op til et kvalmt privat hosteanfald, men filmen er tværtimod en vedkommende fortælling, drevet af en smittende vrede og med hovedofferet i fokus.

Laura Drasbæk er tragisk vidunderlig som den sødmefulde og alt for tålmodige boksebold Lone. Med små tics og skrækreaktioner på mandens mindste håndbevægelser – forstærket af det aktive lyddesign – gør hun scenerne med Jørgen endnu mere uhyggelige.

Silas Holst har valgt at male sin filmfar som et decideret monster, måske en tand for umenneskelig, selv om Johannes Nymark også formår at vise usikkerheden, der driver værket.

Det debuterende instruktørpar skal have stor ros for personinstruktionen. Filmen er gennemført velspillet.

Lise Baastrup er suveræn i birollen som moster og danseskolelærer. Det animerede komikeransigt bliver til smertelig tough love og indignation, når hun igen og igen ser sin søster med sår i ansigtet.

Lisbet Dahl er mormoren, der med en spids replik giver et indblik i den psykologi, som Lone er opvokset med, og som har gjort hende i stand til at udholde helvedet.

”Der er iskoldt på toppen, men når du først er der, kan du købe en pels. Så ved du det,” siger mormoren.

Lone får faktisk en pels, men alle kan se, at hun må væk fra Jørgen. Midt i dramaet kulminerer det i en befriende, om end lidt kluntet scene, hvor flammer og mere vold åbner porten for familiens flugt.

Det er effektivt at se Anders’ spirende forelskelse i dans falde i baggrunden, mens morens store drama udspiller sig. Man fornemmer instruktørens skam over alt det, han ikke lagde mærke til, mens han havde travlt med at være barn. Og samtidig vreden over de ting, han alligevel så.

Sidste del af filmen, som foregår i starten af 00’erne, er en godt tænkt, men knap så elegant meditation over, hvordan børn husker traumatiske oplevelser senere i livet.

De nu voksne Anders og Allan og deres komplicerede forhold til faren træder i forgrunden, og mod slutningen bliver historien lidt forhastet og overfortalt.

Dog mister Jeg tror jeg elsker dig aldrig sin nerve.

Hele vejen igennem lykkes fotografen Sebastian Stigsby med skift mellem småklaustrofobiske nærbilleder og brede indstillinger, der giver plads til Sune Wildau Hansens production design, fyldt med detaljer fra mindernes mørkeste dyb.