Jeg er stadig Alice

”Jeg ville ønske, jeg havde kræft. Så ville jeg ikke skamme mig sådan,” siger Alice Howland.

Hun ligner med svigersønnens ord knapt en på 40, men kort efter sin 50 års fødselsdag får hun konstateret tidlig Alzheimers. Sygdommen æder hendes ordforråd, og deri ligger Alices stolthed.

Ud over at være en smuk, veltrænet, hengiven hustru og kærlig mor til tre er hun professor i lingvistik. Og da hun begynder at miste grebet om navneordene i sine sætninger, ved hun, at hun er ved at miste sig selv.

Jeg er stadig Alice er det tætteste, man kommer på at opleve denne angstfyldte proces – at miste sig selv – på egen krop.

Filmen er baseret på neurologen Lisa Genovas bestsellerroman Still Alice fra 2007, som vakte genklang hos instruktør/manuskript­-ægteparret Richard Glatzer og Wash Westmoreland.

Glatzer lider af amyotrofisk lateral sklerose (ALS), der langsomt lammer alle kroppens muskler. Og sammen med sin mand skrev og instruerede han filmen ved hjælp af en Ipad, som kunne læse de sætninger op, han indtastede – først med fingrene, siden med sin højre tå.

Instruktørerne har både første­ og andenhåndserfaring med en sygdom, der hæmmer kommunikationsevnen. Men her vælger de et fascinerende, smalt fokus, hvor sygdommen altid opleves gennem Alices øjne. Og det gør de befriende usentimentalt.

Alice bider tænderne sammen og håndterer katastrofen med en videnskabsmands rationale: Hun laver hjernegymnastik med krydsord og selvopfundne hukommelsestests. Og når hun ikke længere kan besvare sine egne spørgsmål som: ”Hvad hedder min ældste datter?” planlægger hun at bunde pilleglaset, der er gemt væk i kommoden.

Instruktørerne famler desværre efter et filmisk udtryk for, når klappen går ned for Alice. At lade billedet sløre i baggrunden og strygere file ildevarslende på soundtracket, er ikke den mest inspirerede løsning.

Det var det til gengæld at caste Julianne Moore. Titelrollen har netop affødt hendes første Oscar-sejr.

Faktisk leverer hun ikke en typisk eksalteret, tårevædet og himmelvendt Oscar-­performance, men vender i stedet energien indad i en kraftpræstation af tilbageholdt dødsangst og livslyst. Det er ikke store armbevægelser, men små ansigtsmuskler, der afslører, at den midaldrende kvinde går i barndom.

Alec Baldwin tør vise sprækker af selviskhed i rollen som Alices trofaste, godmodige akademikermand. Og da det viser sig, at morens sygdom er arvelig, gynger familiedynamikken faretruende og interessant mellem Kate Bosworths snusfornuftige advokat­storesøster og Kristen Stewarts slacker-­lillesøster.

Instruktørerne virker forhippet på at undgå tv­filmens melodramatiske disease-of-the-week-­faldgrube. Og det lykkes overbevisende i en sagte, gribende film, der også gør plads til lyse momenter.

Men nogle scener virker underligt afstumpede.

De stopper netop dér, hvor det trækker op til voldsomme følelser, som om de ikke blot er bange for melodramaet, men også hr. Alzheimers grimme ansigt, der kunne skræmme tilskuere – og eventuelle donorer – væk fra en god sag.

For Alice er en meget pæn dame, hun har en pæn familie, som tager det hele meget pænt. Men Alzheimers er ikke en pæn sygdom. Faktisk er personlighedsændringer i en aggressiv og ondskabsfuld retning ganske almindelige.

I et helt andet sygdomsforløb viser Michael Haneke i Amour, at skønhed, grimhed og store følelser kan sameksistere med største naturlighed under livets sidste krampetrækninger.

I Jeg er stadig Alice er det, som om filmen – i modsætning til sin hovedperson – vægrer sig ved at indse, at Alzheimers gerne ender med, at nogen siger: ”Nu er hun ikke sig selv længere.”