Jeg er Ingrid

Der er ingen ende på lyksalighederne i Stig Björkmans nye portrætfilm om Ingrid Bergman (1915-82).

Ingrid Bergman in Her Own Words, hedder den på engelsk, og den baserer sig på hendes egne ord, hundreder af breve fra 1927 og frem,utallige privatoptagelser, billeder og smalfilm, vidnesbyrd fra Bergmansfire børn og et par fyndige, præcisekarakteristikker fra kollegaer.

Björkman er ikke duperet over noget, han er ingen starfucker, helt enestående inden for den biografiske dokumentar. Han har en vinkel på stoffet, og han går direkte efter guldet. Ingen kendisser er blevet bedt om at sige sødladne ligegyldigheder om Bergman, og vi bliver ikke forevist bare ét banalt, fortærsket billede fra de store film.

Om det så er den mest udbredte syge i tidens dokumentarfilm, undviger Stig Björkman den stædigt. De nye interviews er filmet i bredformat, men de gamle klip beholder deres oprindelige ratio i stedet for at blive strakt uklædeligt ud ved livet.

Fortællingen begynder med en trettenårig Ingrids dagbogsoptegnelser om farens død, springer frem til turen over Atlanten ti år senere, da bigtime-produceren David O. Selznick kaldte, og klipper dernæst tilbage til Bergmans begyndelse som statist på film og på scenen.

Det er bevægende at få øje på Bergman bagest i en kø af statister i hendes første film. I 1936 lyder et notat: ”Der er gået et rygte om, at jeg er det største talent i dag. Mine skolekammerater har intet at lave, og mig slås de om som kannibaler. Det er helt skræmmende at tænke på.”

Hun arbejder kort i Berlin i 1938, og på hendes egne farvefilm og billeder ser vi smilende, vinkende Hitlerjugends på march i ubegribeligt korte bukser. Vi ser hende forbrændt af solen i Cannes i 1938 og lænet i blomstret sommerkjole over sin bil et sted i Tyskland, mens SS-tropper passerer forbi.

Fra Hollywood bringer dokumentaren hendes første prøvefilm. En ung, sexet, smilende, forventningsfuld Ingrid, som bare sidder der i et minut eller to og lader kameraet vænne sig til hende. Hun sidder i sine egne tanker, bevæger hovedet lidt på skrømt, holder et smil tilbage, indtil hun ikke kan mere. Stjerneappeal, der ikke kunne holdes tilbage. Den scene alene er hele filmen værd.

Alle Ingrids fire børn medvirker i Björkmans film. Den ældste, Pia, fik hun som ung med sin svenske hjernekirurg, som hun elskede, men sjældent var sammen med, fordi hun havde travlt med karrieren. Pia er filmet alene, mens de tre børn, som hun fik med italienske Roberto Rossellini, er filmet sammen – et flot, filmisk valg

Affæren, graviditeten og siden ægteskabet med Rossellini var en af tidens store skandaler. En senator fordømte hende og proklamerede, at op af asken fra Ingrid Bergmans karriere ”vil rejse sig et nyt og bedre Hollywood”.

Hun forlod sin svenske datter for at bosætte sig i Italien, fik tre små Rossellini’er, men indså, at selv om hun var tiltrukket af Rossellinis improviserede, mere rå stil, egnede hendes talent sig ikke til det.

Hun forlader endnu en gang sine børn og møder en svensk teaterproducent, som hun flytter sammen med i Paris, og en rød tråd i filmen er, at det er hendes behov for at udvikle sig kunstnerisk, der gang på gang får hende til at bryde op med, hvad der måtte opstå af personlige ofre i kølvandet.

At hun insisterede på sine egne personlige valg.

Hendes børn er frustrerede. Også i dag, 33 år efter deres mors død, men ikke bitre. ”Hun var simpelthen for sjov at være sammen med. Vi ønsker bare, at vi havde fået mere af hende.”

Hun var ”den naturlige stjerne”, hende uden makeup. Hun var vel ikke feminist på nogen moderne måde, men via sit eksempel demonstrerede hun, at begge køn har lige god ret til at følge deres inklination.