Jay Kelly

Hollywood har en lang tradition for at hylde sig selv, og da Jay Kelly starter med et ti minutter langt, ubrudt kranskud fra sidste scene af en filmoptagelse, bliver man imponeret og bekymret i lige mål. 

Kameraet svæver rundt på settet, hvor assistenter og agenter vrimler forbi, mens George Clooney i hovedrollen sætter sig til rette ved en lygtepæl med filmblod under blazerjakken og leverer en dybfølt monolog, mens hans karakter dør en tragisk død. 

Det er Hollywood for fulde violiner og et ironiserende bud på den slags film, der har gjort hovedpersonen Jay Kelly til internationalt allemandseje. 

Det er også instruktørblær, der ligger fjernt fra Noah Baumbachs skarpsynede familiedramaer og nærmere hans seneste film, den forvoksede og dødsneurotiske Hvid støj. Man mærker tydeligt, at Netflix igen har givet den tidligere independent-instruktør et budget, man kan slå sig på, men Jay Kelly er bedre tilpasset hans styrke som instruktør. 

I sine bedste film – The Squid and the Whale, Frances Ha og mesterværket Marriage Story, der handler om et forlist ægteskabs vraggods af vrede og afmagt – skildrer han morsomt skrøbelige menneskers behov for omsorg og egopleje. 

Det gør han også her. 

Jay er egentlig for selvoptaget til at indse, hvor selvoptaget han er. Men virkeligheden slår hul igennem, da han til sin fallerede læremesters begravelse støder på den gamle skuespilven Tim (Billy Crudup). 

Tim beskylder Jay for at have stjålet hans gennembrud og udfordrer ham til nævekamp. Morgenen efter takker Jay pludselig ja til den ærespris fra en italiensk festival, han ellers på det kraftigste havde frabedt sig. Han benytter anledningen til at crashe sin yngste datters sidste Europa-rejse, før hun flyver fra reden. 

Som det selvfølgeligste tager Jay hele sit hof med sig: manager, publicist, stylist og en håndfuld andre oppassere. De er alle strengt nødvendige for at overbevise både ham og omverdenen om, at han er den guttermand, han giver sig ud for at være. 

Jay Kelly står i skyggen af utallige showbiz-film, som Fellinis 8½ og måske særligt Woody Allens Stardust Memories, som handler om en succesrig filmskaber på vej til at modtage en ærespris og samtidig på rejse tilbage i hukommelsen. 

Ombord på et bumletog fra Paris til Toscana skifter Jay kupé og træder direkte ind i sine minder i fantasifulde scener, hvor hans ældre ”jeg” betragter det yngre. 

Manuskriptet, som Noah Baumbach har skrevet sammen med skuespilleren Emily Mortimer, er ikke diskret. Til gengæld er det effektivt. 

I en dramatisk togscene stjæler en cyklist (den tyske stjerne Lars Eidinger) en ældre dames taske, og Jay kaster sig resolut i hælene på ham, mens de øvrige passagerer blot måbende står og filmer med deres telefoner.

Scenen spidser filmens tema til: Hvem og hvad vi spejler os i, og hvordan kameraet – uanset om det er monteret på en kran eller gemt i en smartphone – forfladiger virkeligheden. 

Jay Kelly leger med George Clooneys persona på en måde, der minder om den stjernebehandling, Robert Redford fik i sin sidste film, Den sidste gentleman. Men Noah Baumbachs film er allermest rørende, når den zoomer ud og skildrer de mere eller mindre selvopofrende sjæle, som holder den skrøbelige Jay oppe. 

Adam Sandler leverer en af sine bedste præstationer til dato som manageren Ron, der slår knuder på sig selv og sylter sin familie for at være ven, fixer og sjælesørger for klienterne – med den tragiske forventning om, at forholdet er gensidigt. 

”Han betyder mere for os, end vi betyder for ham,” formaner den udkørte publicist, der er Rons ekskæreste og spilles bittert af Laura Dern. 

George Clooney er charmant og uforfængelig, så man køber hans bekræftelsessyge alter ego. Men det er Adam Sandlers sårbare ømhed, når han tegner Jays hvide hår sorte med en sprittusch, der virkelig bliver hængende.