Biografanmeldelse
10. apr. 2015
Jauja
Med arkaisk dansk tale og fortvivlet mine drager Viggo Mortensens kaptajn Dinesen ud efter sin forsvundne datter. Foto | Timo Salminen

Jauja

Viggo Mortensen brillerer som en verdensfjern kaptajn i Lisandro Alonsos drømmende og sanselige fortælling om en mands rejse ud i vildmarken.

Af Thure Munkholm

Med seks film på godt ti år har den argentinske instruktør Lisandro Alonso hurtigt slået sit navn fast som en af de væsentligste stemmer blandt en ny generation af instruktører, der med en blanding af ekstrem realisme, billedbårne stemningsbeskrivelser og handlingsmæssig minimalisme har defineret en ny strømning inden for filmkunsten.

Nogle kritikere kalder strømningen ”slow cinema”, fordi filmene ofte snegler sig frem uden egentlig udvikling i historien.

Men de kan også ses som en flabet opdatering af den klassiske roadmovie-genre – barberet helt ned, så den blottet for dramaturgiske udsving alene skildrer et ofte indadvendt og umælende menneskes rejse fra A til B. Som i Alonsos gennembrudsfilm Los Muertos (2004), der følger en midaldrende mands udramatiske rejse ind i junglen, måske på flugt fra fortidens spøgelser.

Eller som i hans seneste Jauja, der blandt andet er produceret af danske Kamoli Films. Denne gang er det Viggo Mortensen, der forvilder sig ud på en flakkende rejse gennem det argentinske landskab. Her er vi dog hensat til slutningen af 1800-tallet i Patagonien, den sydlige del af Argentina, der i denne periode var genstand for den sidste vestlige indvandring i moderne tid.

Filmens titel refererer til det forjættede land, som menneskeheden i årtusinder har efterstræbt og her reflekterer nybyggerdrømmen. Vi møder Mortensen, der på en herligt knækket version af vores modersmål spiller den danske kaptajn Dinesen. Sammen med sin femtenårige datter Ingeborg (Viilbjørk Malling Agger) og en deling soldater er han på rekognosceringstur i det land, der snart skal blive deres.

Til hans store misfornøjelse får den liderlige løjtnant Pittaluga et godt øje til Ingeborg, men inden denne kan nå at handle på sin lyst, forsvinder Ingeborg selv i ly af natten med en menig soldat.

Den underspillede flugtscene minder mest af alt om en drøm og sætter på sin vis tonen for filmen. For nok drager Dinesen ud efter sin datter, men nogen eftersøgning bliver det aldrig til. Ingeborg forsvinder ud af filmen, og i stedet skildres rejsen som en blanding af John Fords western-klassiker Forfølgeren, hvor John Waynes fåmælte karakter rejser gennem de amerikanske landskaber i jagten efter sin niece, og Werner Herzogs febervilde kolonialiseringsfilm Aguirre, den gale erobrer.

I Alonsos film er handlingen aldrig det væsentlige. Ved at holde årsager og virkninger på et absolut minimum skaber han i stedet et visuelt univers omkring personerne, der inviterer indenfor alene i kraft af den atmosfære, der fremmanes – og som ofte indeholder en slet skjult understrøm af mystik.

Det gælder ikke mindst her, hvor den dvælende skildring af rejsen gradvist antager eksistentiel karakter, kulminerende i en kryptisk afslutning, der både introducerer Ghita Nørby i rollen som pastiche over den oplyste eneboer og et samtidslag ved siden af den historiske virkelighed.

Instruktøren leger bevidst kispus med publikums forventninger til fortællingen, for nogen erkendelse når Dinesen aldrig til. I stedet åbnes op for en skildring af forholdet mellem drømme og myter og den virkelighed, de er forankret i.

På billedsiden genoptager Alonso det næsten kvadratiske Academy-format og tilføjer de sanselige billeder af den sydamerikanske natur en næsten abstrakt karakter i kraft af helt mættede blå og røde nuancer, som konstant antyder en anden verden end den, vi ser.

Filmens største force er og bliver dog Viggo Mortensens kaptajn Dinesen. Med sin søvngængeragtige gang og arkaiske brug af det danske sprog er Mortensen en elegant og verdensfjern karakter, der på samme måde som filmen veksler mellem denne verden og det hinsides.

Denne anmeldelse blev skrevet lige efter Cannes-festivalen 2014 og bragt i Ekko #65.

Titel:
Jauja

Land:
Argentina, Danmark, Frankrig, Mexico, USA, Tyskland, Brasilien

År:
2014

Instruktør:
Lisandro Alonso

Manuskript:
Lisandro Alonso, Fabian Casas

Medvirkende:
Viggo Mortensen, Viilbjørk Malling Agger, Ghita Nørby

Spilletid:
108 min.

Premiere:
6. maj i Dragør Biograf. Vises derefter i udvalgte byer. Månedens film i maj i Cinemateket.

Relevante artikler

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten