It’s Never Over, Jeff Buckley

Nogle musikstjerner brænder så stærkt, at de går op i flammer. 

Den historie har man hørt før, og hvis man ellers husker andet om Jeff Buckley, end at han lavede et af historiens bedste covers med sin version af Leonard Cohens Hallelujah, er det formentlig hans kometkarriere og tragiske druknedød i en alder af kun 30 år i 1997. 

Amy Bergs ømme dokumentar It’s Never Over, Jeff Buckley rokker ikke for alvor ved historien, men filmen nuancerer billedet med en moden forståelse for, hvad stjernestatus gør ved et følsomt – og sårbart – menneske. 

Indledningsvis opsummeres Jeff Buckleys liv, talent og betydning. Hans opvækst med en enlig, ung og uansvarlig mor i Anaheim i Californien, efter at hans far Tim Buckley rejste bort for at dyrke musikken.

Jeff nåede kun at tilbringe en uge med sin far, der levede et hårdt stjerneliv og døde af en heroinoverdosis i en alder af 28. Et tidligt tab, der gav den unge dreng  livslange ar på sjælen.

Dokumentaren fortæller om Jeff Buckleys vilde kamæleonvokal, der kunne ramme hvad som helst over fire oktaver, og som han snoede og strakte til det yderste uden at tabe styrke eller klang. 

Og så hans status som en overset, eksperimenterende ener i sit amerikanske hjemland. Han blandede rock og folk-musik, skønsang og sjælesmerte, på et tidspunkt, hvor grungebølgen fik unge amerikanere til at søge mod det rå og upolerede. 

”Han passede ikke godt ind i de tolv forskellige genrer, radioerne kunne finde ud af at spille,” hører vi. 

Alligevel satte han sit tydelige præg på musikhistorien og blev kultdyrket allerede i sin samtid af musikere som Radiohead, Soundgarden og David Bowie, der kaldte hans eneste studiealbum, Grace (1994), for det bedste nogensinde. 

Det er store ord, som Amy Berg heldigvis ikke spilder hele filmen på at kvalificere, selv om hun tydeligvis er benovet over Jeff Buckleys nærmest instinktive forståelse for musik. 

”Første gang jeg hørte Jeff synge, var da han lå i krybben og nynnede med på radioen,” siger hans mor Mary i et af filmens mange talking heads-interviews, der også indbefatter nogle af hans tidligere kærester. Der var altid gang i radioen eller en plade på anlægget i hjemmet, så musik blev hans måde at forstå verden, længe før det blev til en karriere. 

Den forskel forstår Amy Berg til fulde. I hjemmevideoer og koncertoptagelser viser hun hans utrolige evne til at efterligne sine idoler og dermed tale deres sprog. 

Som barn klatrede Jeff op på højttalerne, når hans stedfar spillede Led Zeppelin højt nok til, at hele gaden kunne høre det. Under Glastonbury-festivalen i 1995 kravlede han selvmorderisk op på stilladset over scenen, mens de gav koncert, så han igen kunne lytte med hele kroppen. 

Gennemgående mærker man en søgende ung mand på jagt efter tryghed snarere end den succes, han længe holdt stangen som kompromisløs bohememusiker i New York. Da han endelig indgik en pladekontrakt med Columbia Records, fik han kunstnerisk kontrol og fuld opbakning fra pladestudiet. 

Grace er en klassiker, der vidner om en musikalsk begavelse langt ud over det sædvanlige. Hen over velvalgte musikalske pluk fra hans karriere illustrerer instruktøren Jeff Buckleys tankeproces med frenetisk klipning og animationer et sted mellem skolehæftekruseduller og lokkende neonskilte. 

Det nørdede mobbeoffer, der fejlfrit kunne gengive Édith Piaf, Nina Simone og den pakistanske sanger Nusrat Fateh Ali Khan, udviklede sig til en smuk og sexet rockstjerne. 

Filmen fanger mislydene midt i succesen. 

Hans sprælskhed og tendens til at trække følehornene katatonisk tilbage. Hans selvbebrejdelse og hang til dulmemidler, hvad enten det er sex, sprut eller stoffer. Og hans morbide fatalisme, der bliver stadig mere udtalt, som forventningspresset stiger, og berømmelsen får ham til at føle sig fremmedgjort fra sig selv. 

Jeff Buckley uddrev sine dæmoner i sine sangtekster, men han fik aldrig sit urolige sind helt under kontrol. Da han døde, skyldtes det hverken stoffer eller alkohol, men en pludselig indskydelse om at tage en svømmetur fuldt påklædt i Wolf River Harbor nær Memphis. 

Strømmen fik fat på tøjet og trak ham med sig. 

Hvad ville en psykolog kalde sådan en personlighed? Jeff Buckley mente selv, at han var maniodepressiv, som i dag går under navnet ”bipolar lidelse”. Amy Berg gør det klart, at hvis han tids nok var kommet i behandling, kunne han have været her endnu. 

It’s Never Over, Jeff Buckley er både en udredning og et helteportræt, men først og fremmest en dybt empatisk skildring af en stor kunstner og det store aftryk, han trods alt nåede at sætte i verden.