Irrational Man

Hvordan begår man det perfekte mord? Og kan man leve ufortrødent videre med udåden på samvittigheden? Og hvad er egentlig meningen med livet?

Humoristen Woody Allen har aldrig været bleg for at give sig i kast med eksistentialismens tungeste drenge. Han har på forskellig vis udforsket ovenstående Dostojevskijske-spørgsmål i Små og store synder, Match Point og den mindre kendte Cassandra’s Dream.

Lægen Judah Rosenthal, tennistræneren Chris Wilton og brødrene Terry og Ian har alle været hovedpersoner i de velorkestrerede mordmysterier, og i dette nyeste skud på stammen lader Allen så en depressiv filosofiprofessor lægge krop til sit eksistentialistiske eksperiment.

Abe Lucas (Joaquin Phoenix) skal undervise på sommerkurserne i filosofi på det fiktive Brailyn College. Vi møder ham, da han, med den ene hånd på rattet og den anden om lommerlærken, er på vej dertil i bil gennem solbeskinnede sommerlandskaber til de jazzede toner af Wade in the Water.

Idyllen varsler på ingen måde det moralske uvejr, der er i vente.

Udeladelsen af geografiske holdepunkter og tidsangivelser lader filmuniverset syne som en skæg og ubestemmelig tidslomme, hvis sammensætning af historiske universitetsbygninger, moderne påklædning og 60’er-jazz som eneste underlægningsmusik peger i hver sin retning.

Rygterne om den dameglade, enspænder fylder universitets gange og sale, og kvinderne venter i ivrig spænding på den fascinerende grubler.

Kollegaen Rita Richards (Parker Posey) og den yndige topstudine Jill Pollard (Emma Stone) tryllebindes af Abes weltschmerz og føler sig kaldet til at redde den sortsynede stakkel op i lyset.

Men skæbnen vil alligevel, at Abe bukker under for Ritas hede flirteri. Og han indleder en slags mentorforhold til den opvakte, livlige Jill, der dog heller ikke lægger skjul på sin fysiske tiltrækning af ham. Joaquin Phoenix og Emma Stone er glimrende som hovedrollepar, og deres tag på den velkendte Allenske mentor-elev-konstellation er forfriskende.

Phoenix er et godt valg til en karismatisk, småalkoholisk tænker som Abe, der, foruden den trofaste lommelærke, bærer rundt på en solid dunk under de lidt for små t-shirts.

Også Emma Stone er fremragende som Abes diametrale modsætning Jill Pollard. Hun er munter, livlig og selvbevidst, men hun drages af eksistentialismens sorte hul og romantiserer sin mentors livslede. Man kan tydeligt se beundringen i hendes store, observerende øjne, når Abe fortæller om sin indre afgrund.

På en af deres mange udflugter overhører Jill og Abe en samtale, hvori en kvinde snøftende fortæller, at hun står til at miste forældremyndigheden over sine børn på grund af en korrupt dommer.

Abe opildnes ved tanken om at kunne redde kvinden med en enkel, men veludført forbrydelse. Vitaliseret af de morderiske planer genvinder han hurtigt sin livsglæde. Han er overbevist om, at han gør godt. Målet helliger midlet. Eller gør det?

Herfra tager handlingen fart og trækker stærke tråde tilbage til Små og store synder og Match Point, men denne gang giver Alen en ny, finurlig drejning på historien om den perfekte forbrydelse, der måske alligevel ikke betaler sig.

Allen fortæller sit drama i en decideret munter tone og lader tragedien udspille sig midt i naturskønne, harmoniske omgivelser. Desværre nedtoner humoren og tragedien også hinanden, så det bliver en blanding uden farligt bid. 

Derfor kan Irrational Man heller ikke holde trit med Allens beslægtede mesterværker og hører snarere hjemme på hylden med søde, men forglemmelige film som To Rome With Love, You Will Meet a Tall Dark Stranger og Magic in the Moonlight fra de senere år.

Joaquin Phoenix og Emma Stone leverer dog brillante præstationer, og Irrational Man byder på en overraskende, genialt grotesk slutning – og Allens første actionscene i hans snart 50-årige karriere – som gør filmen mindeværdig.