Iron Man 3

Bare fordi man er superhelt, kan man sagtens have et skrøbeligt sind og støde på mentale nedture.

Det må Tony Stark sande i den tredje omgang af Iron Man. Han lider af angstanfald, hans alter ego ligner efterhånden en pensionsmoden skrotbunke – i det hele taget er livet ikke nemt for den stenrige og hyperintelligente superflanør.

”Alt har ændret sig, siden den store mand med hammeren faldt ned fra himlen,” siger en af filmens skurke til Stark. Han henviser til afguden Thor og dermed også til filmen af samme navn og sidste års superheltepotpourri The Avengers, hvor Thor, Iron Man og et par superheltekolleger måtte nedkæmpe Thors adoptivbror Loke, der sammen med en flok dystre rumvæsener invaderede New York. En oplevelse, der tilsyneladende har taget hårdt på vores stakkels jernmand.

I Iron Man 3 er der ikke længere brug for Robert Downey Jr.’s superheltepioner, for militæret har fået deres egen officielle udgave: redningsmanden Iron Patriot klædt i det amerikanske flags stolte farver. Også kærligheden til konen Pepper Pots (Gwyneth Paltrow) er rustet. Og midt i nedturen træder en ny superskurk, den mystiske terrorist The Mandarin (Ben Kingsley), frem på terroristscenen og detonerer bomber rundt omkring i USA.

I en blanding af desperation og depression oplyser Stark sin privatadresse for hele verden. The Mandarin er ikke sen til at følge op på invitationen, og i en imponerende sekvens bombes Starks kæmpepalæ sønder og sammen, så murstensbrokkerne flyver ud af lærredet.

Stark må gå fra asken til ilden og tilbage til begyndelsen for at genfinde sig selv – uden rustning og ansigt til ansigt med The Mandarins hær af overlegne krigsveteraner, en slags levende robotter ikke ulig Robert Patricks flydende metal-skurk i Terminator 2.

Videnskabsmanden Aldrich Killian (Guy Pearce) står bag den drabelige opfindelse, og allerede tidligt erfarer vi, at årsagen til hans umættelige had til Stark er playboyens velkendte og kække arrogance: netop den provokerende attitude, som i Downey Jr.’s gør Iron Man til en mere helstøbt og underholdende karakter end de trivielle superhelte som Spider Man og Captain America.

Niveauet i denne tredje udgave af jernmand-franchisen løftes dog for alvor af den pondus, filmens skurke kan bryste sig af. Guy Pearce er en gennemført led satan, og da plottet tager en uventet drejning, leverer Ben Kingsley de vel nok mest underholdende øjeblikke overhovedet i trilogien.

Jon Favreau, der instruerede de to første film, spiller en kort rolle som Starks livvagt, hvilket han gør langt mere kikset end komisk. Favreau er stadig producer, mens Shane Black har overtaget instruktørstolen. Black er den legendariske manuskriptforfatter bag film som 80’er-90’er-hits som Dødbringende våben, The Long Kiss Goodnight og Den sidste actionhelt. I 2005 bragede han igennem som instruktør på Kiss Kiss Bang Bang, der med Downey Jr. i hovedrollen tog herligt meta-fus på netop Blacks tidlige film.

Samme sans for komik og action tager han med til Iron Man 3. Toeren var en fuser, men ikke mindst den sidste halve time af den nye film er et så overdådigt, visuelt festfyrværkeri, at 3D-brillerne forvandler sig til beskyttelsesbriller.