Io Capitano

Matteo Garrone er en af tidens mest interessante og overraskende italienske instruktører. Det gælder, hvad enten han tackler napolitansk gangstermiljø i den banebrydende Gomorra og fremragende Dogman, eller om han fabulerer i Pinocchio og den eventyrlige Tale of Tales.

Hans flygtningedrama Io Capitano udspiller sig et sted mellem rå realisme og fantasi.

Vi følger den sekstenårige dreng Seydou. Han bor stuvet sammen med sin mor og yngre søstre i et enkelt værelse i den senegalesiske hovedstad Dakar. Der er ikke megen luksus over tilværelsen, men der er mad på bordet, et udvalg af tøj og parykker og kærlighed til overflod.

Det står klart i en tidlig scene, hvor Seydou spiller på sabar-tromme, mens kvinderne i nabolaget holder dansekonkurrence. Man mærker en stemning af fællesskab og tradition, som gør det nærliggende at spørge: Når livet er så godt, hvorfor så rejse bort?

Det er ikke for at undslippe krig og forfølgelse, at Seydou og hans fætter og bedste ven Moussa beslutter sig for at drage mod Europa.

Som vesteuropæer kan det til en start være svært at forstå, hvorfor disse unge mænd er parat til at sætte livet på spil og gå så grueligt meget igennem blot for at nå frem til et befæstet kontinent, hvor de vil have vanskeligt ved at leve et anstændigt liv.

Men ganske som Vestens unge følger deres nysgerrighed på rygsækrejse, tager Seydou og Moussa på eventyr fulde af drømme om en bedre fremtid.

Iklædt deres Barcelona- og Liverpool-trøjer sigter de mod det forjættede land mod nord. Og de bliver oprigtigt overraskede, da en sortbørshandler fortæller dem, at Europa er et koldt, fjendtligt sted, hvor folk må leve på gaden.

Fotograf Paolo Carneras følsomme kamera fører os knugende tæt på drengene under deres odysse tværs over det afrikanske kontinent. I Niger, hvor grænsevagter røver deres livsnødvendige euroer, gennem Saharas ørken og frem til Libyen, hvor kriminelle giver karavanen af migranter afføringsmiddel for at skylle de sidste, gemte mønter ud.

Drengene bliver adskilt, og Seydou føres bort til et forladt fængsel. Det er et helvede på jord, hvor hverdagen består af tortur og afpresning. Seydou sætter alt ind på at finde sin fætter, så de endelig kan sejle nordpå sammen.

Elementer af magisk realisme bliver en ledetråd.

En heksedoktor fra deres hjemby dikterer drengenes rejseplaner, et spøgelse svæver over ørkenen, og Seydou kommunikerer på mystisk vis med sin mor.

Io Capitano er nøje baseret på en ung, mandlig migrants hårde rejse til Italien, men der er samtidig en opløftende eventyrlighed over Matteo Garrones film. Det adskiller den fra mere tungsindige flygtningedramaer som Agnieszka Hollands Green Border og Jonas Carpignanos Mediterranea.

Til trods for alle de prøvelser, Seydou går igennem, er han mere en helt end et offer.

Den purunge skuespildebutant Seydou Sarr var bare sytten år gammel, da filmen blev optaget. Men han er karismatisk og charmerende i centrum fra den solrige begyndelse til den slagkraftige afslutning.

Med en skuespilpris på Venedig-festivalen – hvor Matteo Garrone også vandt Sølvløven for bedste instruktør – ligner han en kommende stjerne. Den unge mand, der har givet inspiration til Io Capitano, tilbragte seks måneder i fængsel, da han ankom til Italien.

Matteo Garrone er ikke blind for de tusindvis af menneskeliv, der hvert år går tabt på vej mod Vesten. Men ved at slå et slag for optimismen lykkes han med noget, som andre film om flygtningekrisen end ikke forsøger.

Han gør Seydou til sin egen lykkes smed, hvis viljestyrke giver ham handlekraft, selv når alt ser sort ud. En ung mand, det er umuligt ikke at holde med.

Med Io Capitano har Garrone skabt en fortryllende fortælling, der er lige så smuk og gribende at se på, som den er umulig at ryste af sig. Det er en uomgængelig historie til tiden.