The Invisible Man

”Det er, hvad magt og penge kan købe: Mennesker.”

Efter Harvey Weinsteins dom er der et lille håb om, at de klamme og ubehagelige mænd får, hvad de fortjener, så de ikke længere kan gemme sig bag deres formuer og status.

Timingen for premieren af denne inkarnation af H.G. Wells’ historie om en mand, der bliver usynlig, kunne ikke være bedre – ikke engang en manuskriptforfatter kunne have skrevet det så perfekt.

Hvor fokus tidligere har været på manden, har instruktør og manuskriptforfatter Leigh Whannell valgt en anden vinkel.

I et stort og luksuriøst hus med udsigt til Stillehavet ligger Cecillia. Det er midt om natten. Forsigtigt løfter hun dynen væk. Hans arm er omkring hende: Adrian.

Med den yderste nænsomhed rykker hun den, så hun kan komme væk fra sengen. Hun har puttet medicin i hans vandglas, så han sover tungere. Nu er chancen for at slippe væk.

Det lykkes med hjælp fra hendes søster. Men arrene fra tiden med den voldelige mand er der stadig. Pludselig får hun et opkald. Han er død og har efterladt hende fem millioner dollars, forudsat hun er ved stabilt mentalt helbred og ikke begår noget kriminelt.

Alt burde være godt.

Men hårene rejser i nakken på Cecillia flere gange. Det er, som om der er noget i rummet. Den samme følelse af rædsel, hun havde, når hun var sammen med Adrian.

Gulvene knirker i huset hos hendes ven, politibetjenten James. Han lader hende bo hos sig og sin teenagedatter. De ser og hører ikke de ting, Cecillia gør, og bliver mere og mere bekymret over hendes – i deres øjne – irrationelle opførsel.

Leigh Whannell har tidligere været med til at definere, hvad der skal være trenden inden for amerikanske horrorfilm igennem de sidste to årtier. Sammen med instruktøren James Wan lavede han Saw, som blev starten på den stribe af film, der har fået betegnelsen ”torture porn” på grund af deres detaljerede, grafiske tortur- og dødsscener.

De lavede også den overnaturlige Insidious, som var en forløber til den form for gys, James Wan senere lavede til perfektion i Nattens dæmoner-filmene.

Og man fornemmer tydeligt, at Whannell ved, hvordan han skal skrue en uhyggelig scene sammen. Som når han lader kameraet dreje væk fra handlingen og dvæle ved en tilsyneladende tom plads. Lyden af glade Cecillia og de andre fylder øregangene, men en ubehagelig følelse spreder sig i kroppen.

Hvad er det, kameraet ved?

I centrum for det hele er Elisabeth Moss, der leverer en fremragende præstation som Cecillia. Hendes skildring af en kvinde, som er blevet misbrugt fysisk og psykisk, er rystende.

Panikken lyser ud af hende og afspejler den frygt, der eksisterer i en kvinde, som er traumatiseret. Men i stedet for at være reduceret til et passivt offer har Cecillia en trodsighed: Hun nægter at være et offer for Adrian igen.

Desværre mister filmen sin finesse i for mange folk-tror-ikke-på-Cecillia-øjeblikke og en noget rodet slutning, hvor den får fuld hammer på actionen, men på bekostning af logikken.

Det til trods er The Invisible Man en ferm horrorfilm, der rammer #MeToo-tidsånden, uden at det virker kalkuleret.