Intet bliver som før

Hvad sker der, hvis vi holder op med at lade, som om vi kan kontrollere naturen, og i stedet indser, at vi er naturen, lyder det igen og igen i Intet bliver som før.

Filmens forfatter Naomi Klein, som også har skrevet en populær bog af samme navn, spørger flere gange, om vi ikke blot er gæster her på jorden. Vi styrer ikke naturen, og vi bliver straffet af naturkatastrofer for vores dårlige opførsel.

Undervejs analyserer Naomi Klein menneskets udvikling og levevis med en lidt for luftig argumentation.

”Vi skal være opmærksomme på, når vinden blæser, og solen skinner,” siger hun, og det kan man jo dårligt være uenig i.

Naomi Klein har været en uomgængelig venstreorienteret stemme i den offentlige debat siden år 2000, hvor hun udgav No Logo, der har solgt over en million eksemplarer på 28 forskellige sprog. Bogen går til angreb på forbrugerismen og verdensomspændende brands som Nike, der udnytter fattige arbejdere i U-landene.

I 2007 kom hun på alles læber med Chokdoktrinen, som gør op med neoliberalismen og det frie marked, og med bogen Intet bliver som før fra 2014 peger hun på de klima- og naturkatastrofer, neoliberalismen medfører.

Hun har fået millioner af fans og lyttere verden rundt. Men alt er ikke ros. En gennemgående kritik er, at hun overdramatiserer og oversimplificerer, og som den berømte økonom og Nobelprismodtager Joseph Stieglitz har sagt er hun ”ikke akademiker og skal ikke dømmes herfor”.

Dokumentaren Intet bliver som før er da heller ikke fyldt med akademikere, men til gengæld er den rig på almindelige mennesker og farverige reportager fra forskellige lande, som Naomi Klein og hendes mand – instruktøren Avi Lewis – har fanget med billedskøn naturæstetik.

Oppe i Alberta udvindes der milliarder af tønder tjæresand, en form for olie, som er ekstra giftig for naturen. Det er en industri, som er eskaleret særligt siden 1980’erne, beretter Naomi Klein.

Vi møder de lokale, fortrinsvis indianere, som er berørte af destruktionen, og som kæmper imod yderligere udvinding. Senere kommer vi til Grækenland, hvor et canadisk mineselskab, Eldorado, vil udvinde guld til den lokale borgmesters store begejstring. Men efter befolkningens protester og Syrizas massive valgsejr droppes projektet.

I Indien protesterer en stor gruppe fiskere og bønder mod et lokalt kulkraftværk. Værket udrydder den omkringliggende natur, så lokalbefolkningen bliver arbejdsløse. Efter konfrontationer med politiet og to dræbte går verden i harme, og projektet nedlægges. Endnu en sejr for naturen.

Og i Beijing er smoggen så tyk, at børn aldrig har set himmel og skyer, og folk må blive indendørs over 100 dage om året på grund af byens forurening. Nu er Kina ved at nedlægge de største kulkraftværker i hovedstaden.

Budskabet er klart og hørt før. Den massive afbrænding af fossile brændstoffer – kul og olie – varmer kloden op, og kapitalismens forbrugersamfund, hvor vi køber og smider væk, fører med stor hastighed til ødelæggelse af naturen.

Desværre går filmen nærmest intellektuelt i stå.

Som den beretter, vinder folk små sejre rundt omkring, men det er stadig kapitalismen, som hersker, og dermed bløder naturen. Filmens løsningssvar er, at vi skal leve bæredygtigt med solenergi – en ukonkret, økonomisk samfundsmodel, der minder mere om end en given fristads klippeklistersamfund end en højt udviklet civilisations.

Filmen lider under at dele verden op i ”god” og ”ond”, og så mangler de nuancer, der ellers kunne skabe mere kvalitet i debatten.

Olie har for eksempel været en ekstremt vigtig ressource for mennesket og verdens udvikling. Tænk bare på transportsektoren og udvekslingen af ressourcer, medicin og teknologi, der har gjort os alle rigere og sundere.

Det ville også have været interessant, hvis filmen havde sat den grønne omstilling ind i en historisk kontekst og vist forståelse for, at menneskeheden fortsat ønsker at kravle op ad udviklingens stige og derfor har svært ved at vende forbrugs- og olie-kulsamfundet ryggen uden et holdbart alternativ.