Ingen vej tilbage

”Lad, som om du stadig sover,” hvisker Lasse til kæresten Nanna, der kort før hendes fødselsdag flytter ind.

Han kysser hende på panden og går ud for at lukke fødselarens lillesøster med familie ind for at vække Nanna med flag, sang og morgenmad.

Også hendes mor er med over en iPad, og det bliver et komisk indslag, når forbindelsen hele tiden fejler. Den midaldrende kvinde smiler påtaget og spørger, hvad der bliver sagt, imens de ved bordet afslører, at det nyforelskede par allerede venter et barn.

Graviditeten bydes velkommen, men sætter også det spirende parforhold på en prøve. Ikke mindst fordi Nanna (Ane Stensgaard Juul) lever med skizofreni, og hendes medicin kan skade fosteret, der vokser i hende.

I al hemmelighed beslutter hun sig derfor for at trappe ned uden lægefaglig rådgivning.

Imidlertid har Lasse (William Halken) svært ved at se sig selv forene sit utilfredsstillende arbejde i et supermarked med, at han snart skal forsørge et barn.

Serien udspiller sig som et parforholdsdrama, der fremhævermenneskeligheden bag sociale fejltrin, nedbryder tabu om sindslidelser og udstiller hverdagens moralske dilemmaer.

Men når Lasse er på arbejde, forvandles den for en stund til en arbejdskomedie i stil med The Office eller Langt fra Las Vegas.

”Læser du ikke alle ansøgninger?” spørger han arbejdsgiveren Rúna (Beinta Clothier), når han i en morsom sekvens fortæller hende, at han vil søge den opslåede stilling som souschef med højere løn.

Med et glimt i øjet prøver hun at skjule, at hun helst vil springe over, hvor gærdet er lavest, og bare ansætte ham.

Seriens færøske instruktør og forfatter Andrias Høgenni vandt i 2020 bedste fiktion for Ikki illa meint ved Ekko Shortlist Awards såvel som bedste kortfilm i Cannes.

Høgennis film udspiller sig ofte i Danmark, men skiller sig ud med et særligt perspektiv på tilværelsen i rigsfællesskabet, og instruktørens landsmænd er ofte til at få øje på i persongalleriet.

I Ingen vej tilbage kommer det især til udtryk, fordi Lasse er den eneste ansatte i supermarkedet, der ikke er færing.

”Jeg er helt sikker på, at hun ikke findes,” hvisker de pudseløjerlige kollegaer på færøsk om Nanna, når Lasse fortæller, at kæresten er flyttet ind.

Hver gang han ikke forstår snakken, afslører noget i hans blik, at han nok alligevel fanger essensen af det.

Til en fest taler en kollega energisk om, hvor skarpe køkkenknivene fra Victorinox er. Replikken er hurtigt glemt og fremstår for mange arbitrær. Men det er en kammeratlig reference til færøske seere om et redskab, der er lige så udbredt på øerne, som Kähler-vaser er i Danmark.

Andre gange bruges kulturforskelle som et redskab til at udforske ensomhed. Som den eneste dansker til firmafester er Lasse ikke forberedt på den stærke importerede snaps, der går på runde, og han kan ikke være med, når de andre bryder ud i fællessang på modersmålet.

Han er stadig en outsider, når han kommer hjem og ikke forstår Nannas mentale pres.

Ane Stensgaard Juul stråler som Nanna. Sammen med andre smiler hun over hele femøren for at skjule angsten, der stadig kan læses bag skuespillerens ellers imødekommende øjne.

Med hende i front blander humor sig med tungere emner, der giver serien en særlig karakter.

Nannas ubehag ved at få en creme til gravides mellemkød fra svigermor er urkomisk. Men hendes vrisne kommentar stammer øjensynligt fra, at hun er ved at bukke under for byrden af en diagnose, hun er alene om at bære på.

Forelskelsen mellem hovedpersonerne, der ikke har kendt hinanden længe, og deres nyfigenhed efter hinanden sprudler til lyden af Sune Kølsters sirlige og dragende lydspor.

I takt med at Nannas medicin nedtrappes, bliver den legende underlægningsmusik mere dyster med stikkende sangstemmer, der afspejler hendes forværrede sindstilstand.

Ingen vej tilbage er en mesterlig sammenfletning af parforholdsdrama og humor, der på trods af hvert afsnits begrænsede spilletid på femten minutter formår at nedbryde et moderne tabu.