Ingen kære mor

At blive voksen er at acceptere den ubarmhjertige totaldestruktion af den glade dejlige jul.

Det sker på særligt grov vis for 27-årige Luis. Gavtyvesmilende pynter hun bilen med julestads på turen til sommerhuset, hvor den står på nøje planlagt, ritualiseret afslapning med moren Christel frem mod 24. december.

Men da de ankommer, står der en gravsten i indkørslen. Den tilhører Christel. Hun er syg og abstraherer fra sin snarlige død ved at få ordnet så meget praktisk bøvl som overhovedet muligt, så den uselvstændige datter ikke skal stå tilbage med det hele.

Instruktøren Charlotte Bordhagen, der før har markeret sig på Ekko Shortlist, melder sig ind i årets nu fjorten personer store kor af spillefilmdebutanter – hvoraf flere er yderst kompetente – med Ingen kære mor. Filmen kunne også have heddet Dejlig er jorden, for den er lige dele julesang og begravelsessalme.

Samspillet mellem Freja Klint Sandberg som småbarnlige Luis og Lene Maria Christensen som stoisk sårbare Christel er eminent. Slægtskabet er troværdigt, den indforståede dialog er naturlig, og Christels flygtige, vemodige smil til datteren får sneen til at smelte.

Ind i det rolige kammerspil smides Birthe Neumann som mormoren Vivi. En snøvlende, rablende og alkoholisk elefant i porcelænsbutikken. Selv om Vivi praler med, at hun engang kunne bage klejner, er hendes bramfrihed en alvorlig trussel mod hyggen og Christels sidste jul.

Birthe Neumann spiller med større armbevægelser end de yngre kolleger og lader gestaltningen af Vivi svinge mellem det komiske, sørgelige og tåkrummende.

Charlotte Brodthagen viser i det hele taget overskud i personinstruktionen af dramaet, hvor de tre kvinder på skift indtager rollerne som pleaseren, den fornærmede og den galde-spygende drage.

Ingen kære mor kunne ligne et forsøg på at portrættere tre generationer af kvinder, men de aldersmæssige observationer er mest de sædvanlige, overfladiske karakteriseringer.

Den respektløse boomer Vivi er ”simpelthen vild med sådan noget etnisk mad”, generation x’eren Christel er praktisk gris med respekt for penge, og z’eren Luis føler i stedet for at synes.

Pointen i Brodthagen og Simon Weils manuskript er ikke at fylde generationskløften med rødkål og andesovs, men at vise os et dysfunktionelt, kvindeligt stamtræ, der akkurat holder sig stående på juletræsfod. Og det lykkes.

Filmen er fuldstændigt fri for mænd bortset fra Søren Mallings tragiske klovn af en genbrugsplads-arbejder i en lidt strittende scene. Fraværet af hankønsvæsner giver i sig selv det lille sommerhusunivers en friskhed og får de sarte forskelligheder og fællestræk hos kvinderne til at træde tydeligt frem.

Det hele kulminerer som i så mange andre familiedramaer med det obligatoriske råbeklimaks, hvor nuancerede personer bliver til hovedløse uhyrer efter et glas Amarone.

Især Luis skifter totalt personlighed for dramaets skyld og pisser formålsløst på den gode stemning, hun lige har brugt en times film på at kæmpe for. Heldigvis formår slutningen at binde knude på slægtsfortællingen, så den lægger en klump halsen sammen med gaven i sokken.

Ingen kære mor bruger kløgtigt den idealiserede danske jul til at udforske uskyldstabet i at se sine forældre og bedsteforældre som fejlbarlige, dødelige mennesker.

Har man været så heldig at vokse op med en tryg jul, som altid har været den samme, er Ingen kære mor en empatisk, men brutal påmindelse om, at det ikke varer evigt.