Infinite Deep

Den blev sammenlignet med en tur i et spøgelsestog, da David Lynch-udstillingen Infinite Deep kom til Olten i Schweiz i april 2021.

Schweiz var det første land i Europa, der kunne slå dørene op for netop denne Lynch-udstilling, som er skabt af den danske fotograf Christian Nørgaard.

Nu kan vi endelig se den herhjemme, men med flere værker og i Nikolaj Kunsthals helt særlige rum i København.

Det er en forførende udstilling, der dækker flere planer, medier og udtryksformer. Men den føles mere som et æstetisk retrospektiv over Lynchs fotokunst og en visuel illustration af hans arbejde med kontraster end som en uhyggelig tur i et spøgelsestog.

Udstillingen tager sit afsæt i en række forskellige fotografier, som den amerikanske multikunstner har lavet gennem de seneste årtier. Flere af fotografierne har optrådt i Lynch-bøgerne Distorted Nudes, Factory Photographs og Nudes.

I sine unge år lavede Lynch skitser, malerier og litografier. Han var betaget af vennen Toby Keelers far, Bushnell, der viste ham, at man kan leve af at male og udtrykke sig gennem billeder.

Lynch hørte om Robert Henri og hans værk The Art Spirit fra 1923, og Bushnell var for den unge Lynch en konkret manifestation af Henris tanker: en mand, der levede og åndede for kunsten!

Lynch ville også leve ”the art life”, og han lavede herefter en række velkendte kortfilm, der kombinerer animation og live-action. Filmene ligger i direkte forlængelse af hans organiske oliemalerier. I Six Figures Getting Sick fra 1967 brugte han gipsafstøbninger af sit eget hoved, og filmen er et levende maleri af nogle ansigter, der brækker sig i et loop.

Siden spillefilmdebuten Eraserhead fra 1977 har han skiftet mellem diverse kunst- og udtryksformer – fra litografier og malerier over fotokunst og musik til dokumentarprojekter og skøre vejrudsigter til davidlynch.com og YouTube.

For nylig har han sågar åbnet en surrealistisk klub i Ibiza, og han har også designet øl, champagneflasker og yogatøj.

Infinite Deep er et glimrende eksempel på den del af Lynch’ kunst, som ofte forsvinder i skyggen fra hans populære film og tv-serier. Udstillingen består af en række små og større fotografier, der er sat sammen i serier og mindre montager på de smukke gange og gotiske trappeskakter i Nikolaj Kunsthal.

Udstillingen viser Lynch’ øje for kontraster – mellem lys og skygge, sort-hvid og farve, det smukke og det grimme. Det er interessant at se sammenstødet mellem de erotiske nøgenbilleder og fotos af ødelagte, gamle fabrikker.

Dragende billeder af kvindelæber og forvrængede kroppe går i dialog med fabriksbilleder, således at kroppen og de nedlagte fabrikker ligner forskellige variationer af samme sag.

Lynch’ arbejde med kontraster ses i og på tværs af de forskellige billeder, men kontrasterne afspejles også i mødet med fotografierne og den arkitektoniske ramme.

Som Nikolaj Kunsthal skriver på sin hjemmeside, har tanken været at skabe et fascinerende sammenstød mellem den gotiske arkitektur og Lynch’ fotografier. Og det fungerer særdeles godt.

Det er også fint, at nogle fotografier er sat sammen i smukke, omfattende serier, mens andre hænger – nærmest hengemt – i nogle hjørner og halvskjulte rum.

Det er vitterligt, som om man går på opdagelse i Lynch’ univers.

Et afgørende aspekt af Lynch’ oeuvre ligger i hans arbejde med lyd, og det aspekt har udstillingen også fået med. I et hjørne kan man se og høre bidder af Lynch, som ryger og lytter til regn fra sit hjem i Los Angeles. Optagelserne stammer fra dokumentaren The Art Life fra 2016.

Der tales meget om Lynch’ arbejde med ukronologiske fortællinger og hans forskellige temaer og faste motiver, men for mig at se er han først og fremmest en æstetiker.

Hans værk er rendyrket sanselighed, og det afspejles fornemt i Nikolaj Kunsthal, hvor regn, røg, nøgne kroppe og forladte fabrikker gennem Lynch’ linse skaber et smukt, grimt og dybt fascinerende univers.