Inderst inde

Legetøj, der er levende. En rotte, der kan lave mad. Biler, der har følelser. En pensioneret superheltefamilies hverdag.

Som så mange andre Pixar-produktioner er Inderst inde en genial idé, der egentlig slet ikke har brug for en historie, men som alligevel har et plot. For det skal man jo have, og heldigvis er Pixars effektive storyteams i stand til at brygge noget troværdigt og fungerende sammen over næsten hvad som helst.

Resultatet er, at man følger med – for udgangspunktet for Inderst inde er så sjovt, at det næsten er lige meget, at handlingen både er forudsigelig og klichéfyldt. Man ender med at huske filmen for dens hovedtanke. 

Som man huskede rotten, når den lavede mad, legetøjet, når det holdt personalemøde, og bilernes levende øjne.

Og den hovedtanke er enkel, indlysende og rummer det geniale: et billede af hjernen med grundfølelserne omsat til personer og et indre rum med minder og virkeliggjorte personligheder. Det kunne have været gjort på mange måder, men man køber det, næsten som noget velkendt, for vi har vel alle et billede af, hvordan vores hjerne er indrettet (denne anmelders ligner nok snarere noget fra Brazil).

 I Inderst inde er hovedpersonens hjerne et kontor med følelseslivet repræsenteret af personer, der udlever den enkelte følelse 100 procent. De er hver især glæde, sorg, vrede og så videre. Og de opfører sig som helt rene, ublandede udgaver af de forskellige.

Deres kampe er klassiske konflikter mellem komiske arketyper, og det er som at se en gammel cirkusforestilling med klovne, hvis personlighed er skåret ud i pap. Det er på en gang overrumplende og forudsigeligt og forrygende. Faktisk er netop det forudsigelige i hele affæren det morsomste, for de karikerede, fritskrabede følelsesfigurer gør alt det, der forventes, og man morer sig ved at få sine anelser og fordomme bekræftet.

Det er vistnok en særlig pointe, at det sind, det hele handler om, er en teenagepiges (Riley). Måske fordi det er en etableret fordom, at piger i den alder har hjerner, der er særligt svære at forstå og er særligt humørsyge. Jeg er ret sikker på, at forestillingen kunne have været brugt til alle slags personer i alle aldre, og at netop denne oplagte placering er filmens største svaghed.

Åh, hvor vi alle ved, hvor særligt sjovt det må være derinde i hovedet, og hvor meget man gerne vil forstå. Men er det ikke sådan med alle mennesker i alle aldre?

Instruktøren Pete Docter er Pixar-veteran. Idéen er hans egen, og den bygger især på Docters forsøg på at forstå sin datter. Han serverer den med dramaturgisk perfektion, nerve og munter fantasifuldhed.

Og selv de værste klichéer – som Rileys far, der ikke lytter til sin datter ved middagsbordet – glider ned. Docters stab af animatorer (og de ganske fremragende skuespillere bag stemmerne) er nemlig så virtuost sikre, at hver en drejning får den helt særlige gnist, der kun kan frembringes af de bedste inden for feltet.

Og dem har Pixar. 

Men et sted i Pixars virtuose professionalisme og hittepåsomhed forsvinder også noget umiddelbart og nuanceret. Den overrumplende idé er næsten for god til en historie, der er så forudsigelig, og personer, der er så ordinære.

Den første halve time præsenterer et univers, man fryder sig over, med alt fra genkendelige mennesketyper til overraskende, vittige replikskifter. Og så sætter hele det sikre fortælleapparat i gang, og man forlader langsomt det enkle grundlag til fordel for den dramaturgiske nødvendighed.

Alligevel er der helt sikkert Oscars og hæder på vej. For Inderst inde er nem at elske og svær at blive sur på. Men den er ikke perfekt, for den tynges af kampen mellem en vidunderlig tanke og et banalt plot.