Idealisten

Idealisten starter og slutter godt med eksempler på, hvad der er dens styrke: brugen af arkivmateriale.

Først fortæller en rystet amerikansk overlevende om det atomvåben­ bærende B52­flys uhyggelige styrt på Grønlands Thule Air Base i 1968. Flyets mission kan han ikke fortælle om, og straks anslås et hovedtema: De involveredes hemmeligheds­kræmmeri, der udvikler sig til direkte løgnagtighed.

Og som filmens afskedssalut toner inspirationskilden bag titelpersonen frem på lærredet, journalisten Poul Brink. Han døde i 2002, kun 49 år gammel, men nåede at få Cavlingprisen for gennem næsten en halv snes år at afdække den lyssky og pinagtige affære, som flystyrtet udløste.

Han bragte de kræftramte Thule­arbejderes sag frem i lyset og afslørede to socialdemokratiske statsministre – H.C. Hansen og Jens Otto Krag – i at lyve, da de påstod, at regeringens politik var, at Danmark skulle være en atomvåbenfri zone.

Takket være Brinks utrættelige research og terrier­agtige stædighed afsløredes det, at regeringen tværtimod havde givet USA carte blanche for atomvåben­anbringelse og overflyvninger på Grønland.

I arkivoptagelserne viser Poul Brink selv en mere professionelt cool og nøgtern attitude end den, han fremstilles med i løbet af filmen, hvor Peter Plaugborg med brændende blikke lægger voldsom intensitet i figuren, måske i et forsøg på at kompensere for den menneskeligt set papirtynde karakterisering af denne seje ener.

Resultatet er desværre en forstærkelse af den firskårne banalitet i mange af hans scener.

Brink starter ved østjysk regional­radio som en lidt provinsiel type i discountvindjakke og bondeskjorte, og han udvikler sig ikke synderligt filmen igennem, selv om han stiger i graderne til at være tv-­avisens betro­ede mand på sagen (det var dengang DR havde nyhedschefer, man kunne respektere – her spiller Jens Albinus udmærket én af dem).

Vi får halvhjertede glimt fra Brinks privatliv, plus lige så halvkvædede viser om, at han skygges af gådefulde myndigheder, uden at det uddyber portrættet af manden, der meget af vejen står alene mod en mur af modvilje.

Han har samme seje målbevidst­ hed som hovedpersonen i Christina Rosendahls meget seværdige dokumentarfilm om søsteren og Swan Lee-­forsangeren Pernille, Stjernekigger (2002), der skildrer en musikers årelange kamp for at få foden inden for de etablerede pladestudiers døre.

Og Idealisten bæres da også i sine bedste scener af samme solidari­tet med outsideren, der står fast trods tilsyneladende umulige odds. Alligevel er det for få afsnit, der overbeviser om, at denne kraftigt virkeligheds­baserede film ikke havde haft bedst af at forblive rent dokumentarisk – som den udstrakte brug af arkivmateriale jo også antyder.

Klichéerne tager for ofte overhånd – som journalisten, der modtager opmuntrende smil fra sin søde, kvindelige kollega, da sagen begynder at rulle. Træske redaktører, som prøver at stoppe vor helts march ud på retfærdighedens vej. Figurer højt på strå, som gennemskueligt taler grueligt udenom. Det er scener kendt til bevidstløshed fra et utal af ikke mindst amerikanske film.

Samtidig tilføjer iscenesættelsen ikke mange over­- eller undertoner i den meget rudimentære fotografering uden større kunstnerisk vision.

Den skandaløse sags menne­skelige ofre, de kræftramte Thule­-arbejdere, udviskes efterhånden i sagens efterfølgende storpolitiske perspektiver, og filmen kommer mere til at handle om dansk løgn og hemmeligholdt underdanighed over for Nato­partneren USA end om uvederhæftig sygdoms­håndtering.

Heldigvis har arbejderne, der mest ses stumme og alt for statist­agtige, en seværdig talsmand i Søren Mallings lederskikkelse, der tilfører sine scener meget af den nerve og uforudsigelighed, man ellers savner.