Ich und Kaminski

I 2003 bragede instruktør Wolfgang Becker igennem med den dybt originale Good Bye Lenin!, der tog både kritikere og publikum med storm. Siden har der været bemærkelsesværdigt stille omkring den 61-årige instruktør, der i den mellemliggende periode kun har lavet et par kortfilm.

Ich und Kaminski er Beckers comeback til spillefilmen, og med sig har han et arsenal af begavede herrer.

Daniel Brühl, der spillede hovedrollen i Good Bye Lenin! og i mellemtiden har udviklet sig til en international stjerne (Rush, Inglouriuos Basterds, The Bourne Ultimatum), spiller den arrogante journalist Sebastian Zöllner. Vor egen Jesper Christensen, der er en evig garant for høj kvalitet, er den livskloge kunstmaler Kaminski. Og bogforlægget er minsandten skrevet af Daniel Kehlman, der også skrev den fantastiske bestseller Opmålingen af verden.

Stærke kræfter på alle poster. Det burde umuligt kunne gå galt, tænker man om filmen, der vises i Danmark på minifestivalen Tyske Filmdage.

Den helt igennem usympatiske journalist Sebastian Zöllner er på evig jagt efter penge og berømmelse. Zöllner opdager, at ingen endnu har skrevet en biografi om en af de mest hyldede kunstnere i tiden, Manuel Kaminski. Og da den næsten blinde Kaminski er oppe i årene, øjner Zöllner, at han kan time biografien til kunstnerens død.

Zöllner opsøger ihærdigt Kaminski og begynder at optage deres samtaler. Da journalisten opdager, at en kvinde, der i Kaminskis unge år iturev hans hjerte og igangsatte hans karriere, stadig er i live, beslutter han sig for at tage Kaminski med på rejse og genforene de to, så biografien kan få en lykkelig slutning.

Problemet er, at Zöllner fremstilles så hamrende dum, at man efter et kvarter ikke længere har lyst til at være i selskab med ham. Han er rent ud sagt en irriterende, opblæst nar. Han har ingen situationsfornemmelse, ingen social intelligens, og hans kendskab til kunstens verden er bundet op på den overfladiske berømmelse.

En usympatisk hovedperson er et umådeligt svært greb, som kun enkelte verdensklasse-auteurs, eksempelvis Michael Haneke og Dardenne-brødrene, mestrer til perfektion.

Her kommer Becker til kort. Der mangler en motivation for Zöllners handlinger, en lille sprække af sympati, som gør os interesseret i ham.

Heller ikke Jesper Christensens kunstmaler hjælper til med forståelsen. Kaminski virker underligt afskåret fra fortællingen, på trods af at det er ham, som hele filmen i virkeligheden handler om. Og det hjælper heller ikke på indlevelsen, at eftersynkroniseringen ikke sidder lige i skabet.

Becker forsøger at spidde kunstverdenens snyltere og udstille den hykleriske adfærd i mediebranchen, hvor alle forsøger at få en bid af kagen og kunstneren. Og hvor ville det dog have været godt, hvis det var blevet gjort skarpt og konsekvent.

Ich und Kaminski er tysk dramedy i højt fortælletempo, der forsøger at fange de billige grin, men nogen større åbenbaring fremkommer aldrig.

Til gengæld kan man nyde den enorme mængde kunst, der pryder nærmest enhver flade af filmen. Ligesom i Good Bye Lenin! er production designet en fryd for øjet. Det er allerbedst, når de to kunstarter, film- og malerkunst, flyder helt sammen.

Et maleri bliver levende, eller omvendt, en scene bliver til et maleri for øjnene af os, og pittoreske bjerglandskaber bryder grænserne, så man til tider bliver helt i tvivl om, hvad det er, man ser. Især slutsekvensen er vanvittigt betagende, hvor berømte malerier bogstavelig talt bliver til levende billeder.

Der ligger en interessant problemstilling om kopier kontra original kunst gemt i Ich und Kaminski. Uheldigvis ender filmen selv med at fremstå som en mindre vellykket kopi af Kehlmans litterære værk.