Ibelins enestående liv

Netflix var ikke sen til at købe rettighederne til Ibelins enestående liv efter verdenspremieren på Sundance-festivalen i januar. Det forstår man godt.

Dokumentaren handler om den muskelsyge, unge nordmand Mats Steen, der er fra omverdenen, men lever online i World of Warcraft. 

Det er en overraskende, velfortalt og hjertevarm historie, der blev et stort samtaleemne i festivalens billetkøer. Jeg talte under festivalen selv med den norske, 35-årige instruktør Benjamin Ree, der kunne rejse hjem med både en publikumspris og en pris for bedste instruktør.

Jeg har ofte tænkt på filmen siden, og nu da den langt om længe er landet på Netflix, kan jeg ved gensyn konstatere, at den er mindst lige så rørende, som jeg husker den. 

Strukturen er altafgørende.

Vi følger Mats Steens liv, som det tog sig ud for hans ulykkelige forældre. Mats fødes med Duchennes, en degenerativ sygdom, der fratager børn førligheden, indtil den dræber dem i en ung alder.

Jo mere svækket Mats bliver, desto mere søger han tilflugt i computerspil, indtil han dør nærmest uden at have oplevet livet i en alder af 25. 

Men da forældrene skriver om Mats’ død på den blog, han lavede om sit liv med Duchennes, vælter det ind med kondolencer fra hans medspillere. For trods Mats’ fysiske begrænsninger rollespillede han sig til et rigt liv i fantasiverdenen Azeroth, hvor hans medspillere kendte ham som privatdetektiven Ibelin.

Det kan lyde som et sølle plaster på såret. Men filmen vækker rollespillet charmerende til live med farverig animation baseret på spillernes chatbeskeder, mens vi hører fra Ibelins venner, hvor stort et aftryk han satte på deres liv.

Hollandske Lizette – hans første forelskelse – fortæller, at Mats overtalte hendes forældre til at lade hende spille videre, da de tog computeren fra hende. Danske Xenia fandt en måde at nærme sig sin autistiske, isolerede søn, da Ibelin foreslog hende, at de kunne spille World of Warcraft sammen. 

Igen og igen ser vi, hvordan onlinefællesskabet betyder alverden for dets medlemmer. 

I en forrygende sekvens zoomer kameraet nærmere på Mats’ blege computerskærm på grynet hjemmevideo, indtil den fortryllede skov i spillet fylder hele lærredet, kasseformatet breder sig ud til widescreen, og triumferende popmusik sætter en fed streg under, hvilken frihed han fandt som Ibelin. 

Filmen går et spadestik dybere, efterhånden som Mats får det værre, og historien nærmer sig sin tragiske slutning. Vi ser, hvordan Mats’ stedfortræderliv også kunne være en usund virkelighedsflugt. Han ville hellere hjælpe sine venner med deres problemer end fortælle om sine egne. 

Benjamin Ree graver en medrivende historie frem af familiens hjemmeoptagelser, der er skåret til med visuel opfindsomhed. Som da Mats’ forkrampede hånd i mørket blænder over i Lisettes, mens de mødes på lige fod i Azeroth. 

Ibelins enestående liv er i det hele taget effektivt skruet sammen. Robert Stengårds energiske klipning holder et rask tempo. Uno Helmersson betoner historiens vendepunkter med opløftende musik, og Mats selv fortæller sårbart og humoristisk om sit liv i en voiceover stykket sammen af betragtninger fra hans blog.

Instruktøren lykkes igen med at dirke en aparte historie op efter sin gennembrudsfilm The Painter and the Thief fra 2020.

Her skræller han lagene af et aparte forhold mellem en kunstmaler og en småkriminel mand, der i narkoens vold har stjålet hendes malerier. Et ulige venskab, hvor styrkeforholdet skifter over tid, og som den unge instruktør følger tålmodigt og forstående.

Ibelins enestående liv er en gavmild fortælling om sorg og heling. Den viser, at de aftryk, vi efterlader os, kan være større, end vi aner. Moralen kan næsten minde om juleklassikeren It’s a Wonderful Life, men dokumentaren bliver aldrig sukret.

Da ringen sluttes, og publikum føres tilbage til udgangspunktet med en ny forståelse for det liv, der er ovre, skal man være gjort af sten for ikke at fælde en tåre.