Biografanmeldelse
12. nov. 2019
I morgen danser vi
Irakli (Bachi Valishvili, tv.) og Merab (Levan Gelbakhiani) er konkurrenter i deres dansekompagni, men samtidig sender de lange og lystne blikke efter hinanden. Foto | Lisabi Fridell

I morgen danser vi

Et fintfølende talent bliver født i svensk-georgisk dansefilm, der med labre billeder fortæller en historie om forbudt kærlighed.

Af Michael Bo

Skal man unde sig én filmforelskelse før jul, kunne det blive i denne film, i dens stjerne, i det Tbilisi, der danner ramme for fortællingen.

I morgen danser vi foregår i et georgisk dansekompagni. Her praktiseres en atletisk, meget folkeligt funderet stil – ekspressiv og maskulin.

Den unge danser Merab slider i det, elsker det. Men føler han det for meget? Balletmesteren holder øje med ham.

”Georgisk dans handler ikke om sex, men om renhed og jomfruelighed,” husker han Merab på.

En dag dukker en ny, selvsikker dreng op i klassen. Irakli er en indlysende rival til den ledige stilling som solist i hovedtruppen. Men måske også til mere end det for Merab?

Vi får at vide, at den tidligere solist blev tævet sønder og sammen af de andre dansere, fordi de fandt Irakli i seng med en mand, og et tidligt billede i filmen viser den ene unge mands hånd hvile på den andens knæ.

Den svensk-georgiske forfatter og instruktør Levan Akin holder ikke kortene særligt tæt ind til kroppen. Til hans ros skal siges, at filmen aldrig degenererer til den voldelige martyrhistorie, vi har set så mange gange før – også selv om den løser sine problemer på lidt vel belejlig vis.

Filmen er helt exceptionelt lysstærkt og labert filmet af svenske Lisabi Fridell, hvis lige som fotograf jeg ikke kender i disse år. Hvad hun ikke fik antydet af kriblen og krablen i skovbunden i det oversete, lille mesterværk Something Must Break.

Hvor vi er vant til at se de gamle sovjetrepublikker skildret i naturalistisk eller ekspressionistisk sort, hvidt og gråt med vammelsøde noter af kål i forrådnelse, har Fridell hele paletten fremme.

Og når unge Merab forelsker sig styrtende og selvfortabende, gør vi altså det samme.

Jeg har ikke selv besøgt Tbilisi, men filmens fremstilling forekommer mig at være et overdådigt generøst visuelt take på byens baggårde og parker, selv det andre ville have betonet som betonhelveder.

Det er et stærkt poetisk billede på, hvad der foregår inde i Merab, og filmen har netop sin særlige fascinationskraft i den hypersanselige, antropologiske tilgang.

Den tradition, der er giftig over for de unge mænd, skildres nemlig ikke besk. Vi ser dens skønhed, ænser dens melankolske sang om trange historiske kår, får øre for dens ubesværede og uventede harmonier. Og der skal så lidt til for at gøre traditionen sexet, selv om det netop er det, der er tabuet.

Når man så sidder og mod sin vilje solidariserer sig med georgisk heteronormativitet, rammes man pludselig i en glidende panorering af et desperat blik fra en af de drenge, der aner, at hans skæbne er ved at vriste ham væk fra den trygge midterstrøm.

Jeg gemmer det bedste til sidst. For det store og helt afgørende, som filmen formår, er at bringe den georgiske danser Levan Gelbakhiani ind på verdensscenen i rollen som Merab.

Han er født med det enorme handicap at være fra en del af verden, Hollywood ikke er vant til at rekruttere fra. Så kort tid efter Timothée Chalamet i Call Me by Your Name og mere end 50 år efter Thommy Berggren i Bo Widerbergs Barnevognen og Ravnekvarteret synes et beslægtet fintfølende talent at være født.

Gelbakhiani redegør så tæt og naturalistisk for Merabs udvikling, om end fotograf og instruktør må tage æren for, at byen og naturen og himlen og græsset tager farve af drengens uimodståelige forelskelse.

Den unge stjerne er hemmelighedsfuldt smilende i en uimodståelig scene i bussen, mere og mere overgiven i dansesekvenserne og i bund og grund uforglemmelig.

I morgen danser vi tjener så rigeligt alle skolepengene hjem på sin centrale skuespiller. Vælger han danservejen nationalt? Bliver han international stjerneskuespiller?

Jeg venter i spænding.

Titel:
I morgen danser vi

Originaltitel:
And Then We Danced

Land:
Georgien, Sverige, Frankrig

År:
2019

Instruktør:
Levan Akin

Manuskript:
Levan Akin

Medvirkende:
Levan Gelbakhiani, Bachi Valishvili, Ana Javakishvili

Spilletid:
113 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
21. november

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
30. sep. 2019
XY Chelsea

XY Chelsea

Biografanmeldelse
29. juli 2019
Carmen og Lola

Carmen og Lola

Biografanmeldelse
08. apr. 2019
Gloria Bell

Gloria Bell

Biografanmeldelse
16. mar. 2019
X&Y

X&Y

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten