I krig

Stemmerne forstummer. Fabrikkens talsmand Laurent står stadig og opildner den strejkende flok med store armbevægelser. Men på lydsiden høres kun en simpel guitarmelodi. Pludselig virker deres kamp nærmest håbløst komisk. De står der med deres røde faner, stålsatte øjne og vilde gestikuleren, uden at en lyd kommer over deres læber.

I krig viser os kampen, som fabrikkens ledelse må opleve den: De kan se deres fagter, men hører dem ikke.

Håbløsheden fæstner sig hos tilskueren i de stille sekunder. Hvad nytter det egentlig? Den multinationale koncern har allerede besluttet at lukke fabrikken, selv om de 1.100 arbejdere for to år siden indgik en aftale om lønnedgang til fordel for jobsikring i minimum fem år.

Slaget synes tabt, indtil lyden kommer tilbage, og man igen mærker arbejdernes kampiver. For gu’ fanden skal man kæmpe. Hvad skal man ellers gøre? Lægge sig ned og dø?

52-årige Stéphane Brizé har de seneste år undersøgt arbejdsforholdene på bunden af samfundet i Frankrig med en stærk realisme ikke ulig de belgiske Dardenne-brødre.

I 2015 vandt instruktørens hofskuespiller Vincent Lindon prisen for bedste mandlige hovedrolle på Cannes-festivalen for Brizés Markedets lov. Her spiller Lindon en fabriksarbejder, der mister sit job og må tage en tur gennem det ydmygende jobcentercirkus, før han får et arbejde som sikkerhedsvagt, hvor han skal overvåge den selvsamme underklasse, han er en del af.

Vincent Lindon er en gave som skuespiller, og denne gang deler han som Laurent atter generøst ud af talentet. Hans spil er så præcist og naturligt, hans menneskelighed så nuanceret, at vi glemmer, at der inde bag naturligheden rent faktisk gemmer sig en skreven rolle.

I krig starter med en ophidset stemning i et mødelokale, hvor direktionen fra Perrin Industrie forsøger at forklare Laurent og hans kollegaer, at de er sammen om at være kede af det: ”Du må forstå: Det er ikke arbejdere mod ledere mere.”

At fabrikken skal lukke grundet aktionærernes utilfredshed med et overskud på blot sytten millioner euro er en mindre detalje. Overordnet set er det markedets skyld, så de kan intet gøre.

Argumentationen er genkendelig.

Vi så den i Danmark efter finanskrisen, hvor store virksomheder som SAS og Danish Crown også forhandlede kollektiv lønnedgang med argumentet om, at medarbejderne skulle være solidariske med virksomheden og hjælpe til fælles overlevelse i et sammenbrudt marked.

I Frankrig er problematikken mere udbredt og lønningerne efterhånden så lave, at en afgiftsstigning på benzin kan vælte læsset for de trængte arbejderes økonomi. Det har udløst de største demonstrationer i nyere tid og desværre også de mest voldelige, da de gule vestes protester eskalerede sidste år.

Stéphane Brizé stikker hovedet ned i hvepsereden, og selv om han er på arbejdernes side, ser vi også den voldelige side af konflikten. For nok står arbejderne sammen, men egeninteresserne er også i spil.

Nogle vil acceptere en løncheck, andre vil bryde strejken, og de forskellige fagforeninger har svært ved at arbejde sammen. I midten står standhaftige Laurent, der insisterer på et møde med den øverste chef for den tyske koncern Dimke, der ejer Perrin Industrie.

Men også han bliver udsat for kritik, da stemningen når bristepunktet efter flere måneders strejke og forhandlinger. Eric Dumonts håndholdte kamera mister ham aldrig af syne. I en kakofoni af protester, der bare stiger og stiger, er han vores menneskelige fikspunkt.

Filmen er båret af en fornem realisme, der dog punkteres i de sidste minutter, da Stéphane Brizé foretager en unødvendig og uforståelig overdramatisering. Men selv om den ikke når helt i mål, er I krig et stærkt sindbillede på den desperate situation, som mange franskmænd oplever i disse år.