I fars hænder

”Skal vi ikke hellere snakke om nutiden og fremtiden?” spørger bedstemoren sit barnebarn Sven Vinge, da han forsøger at forstå sin fars mørke sind.

Men hvordan kan vi vide, hvem vi er i dag uden en forståelse af vores arv og fortid?

I fars hænder er en medrivende dokumentarfilm og et rørende familieportræt, som udforsker fortidens til tider grumme greb i mennesket. Super16-instruktøren Sven Vinge mistede i en ung alder sin far, der døde af et alkoholmisbrug. Det var en far, der brugte mere tid på sine kunstneriske ambitioner som keramiker end på sine to sønner.

Gennem flimrende hjemmevideoer, båndoptagelser, private brevudvekslinger og rekonstruktioner bliver publikum taget med på Sven Vinges rejse til fortiden i forsøget på at forstå faren. Det giver en fornemmelse af at være helt inde i familiens intimsfære.

Samtidig får dokumentarfilmen et metalag, da Sven Vinge arbejder på at lave en fiktionsfilm inspireret af sin egen barndom.

Instruktørens studie af fortiden giver både i tone og tematik stærke associationer til Sami Saif og Phie Ambos mesterlige Family.

Her vender Sami Saif ligeledes kameraet mod sig selv og reflekterer over processen at lave film. Han kæmper også med en manglende faderfigur, og begge film beskæftiger sig med at grave op i fortiden for at forsone sig med, hvor man er i dag.

Vi føler os som gæster til en terapisession, og her får Sven Vinges bror en helt særlig funktion. Han korrigerer instruktøren undervejs.

”Du ville jo aldrig kalde ham far,” pointerer broren. Og når Sven Vinge giver udtryk for sin frygt for at ende som faren, der brugte al sin tid på kunsten, må broren igen irettesætte ham.

”Du er i virkeligheden bange for at komme til at drikke,” siger han og afslører instruktørens selvbedrag.

Sven Vinge er bange for at gentage farens fejl. I en voice-over sammenligner han sine egne handlinger og karaktertræk med faren, og i en af filmens stærkeste scener udforsker han sit eget mørke.

Med ufokuseret kamera optager Sven Vinge sig selv, mens han i en blanding af fuldemandssnak og interessante indspark reflekterer over livet og sandheden.

Scenen er et udtryk for det umiddelbare og spontane, som Sven Vinge dyrker gennem hele filmen. Gennem rystende kamerabevægelser, Sven Vinges tankestrøm og et metalaget, hvor broren underskriver en kontrakt om deltagelse i dokumentarfilmen, skabes en følelse af at komme inde bag facaden.

Men rekonstruktionerne bliver et svagt element. Sven Vinge caster personer til sit fiktionsprojekt, og de bliver bedt om at genskabe scener mellem Niels og ham selv. Idéen er god, men sekvenserne kommer lidt sporadisk og bliver for ufokuserede. De rammer desværre aldrig den nerve, som idéen ellers har potentiale til.

Intensiteten er til gengæld i høj grad til stede, når vi i selskab med Sven Vinge følger i farens fodspor den kolde vinterdag, hvor faren lagde sig til at dø i det danske snelandskab.

En trist scene, som ikke kan undgå at gå lige i hjertet, når Sven Vinge lægger sig i sneen akkurat det sted, hvor faren døde i den bidende kulde.