I Am Not Your Negro

Med bøger som Go Tell It on the Mountain, Notes of a Native Son og Giovanni’s Room skrev James Baldwin sig direkte ind i hjertet af den afroamerikanske litteratur og blev en værdig arvtager efter 1920’ernes såkaldte Harlem-renæssance.

Men som så mange andre sorte, amerikanske forfattere havde han svært ved at trække vejret frit i sit fødeland. Og da han debuterede i 1953, havde han i fem år kaldt Paris sit hjem.

Selv fra sit mere eller mindre frivillige eksil kunne Baldwin imidlertid ikke lukke øjnene for de ofte voldsbetonede racespændinger i USA. Og i 1957 traf han beslutningen om at droppe sin outsider-position som iagttager for at vende hjem og tage aktivt del i kampen mod racismen. Hvorved han – efter en relativt ubekymret tilværelse i Frankrig – hvirvledes direkte ind i den gryende, amerikanske borgerrettighedsbevægelse og blev en fremtrædende sort stemme med en FBI-sagsmappe på flere tusinde sider.

Det er den kamp og de år, der er emnet for den haitianske instruktør Raoul Pecks intense, stofmættede og forstemmende aktuelle portræt af James Baldwin: I Am Not Your Negro.

Eller ”portræt” er måske misvisende, idet filmen rettelig er baseret på et ufærdigt manuskript af Baldwin selv fra 1979, hvor han satte sig for at fortælle historien om racisme i efterkrigstidens USA set gennem sine personlige relationer til tre ikoniske skikkelser: Medgar Evers, Malcolm X og Martin Luther King – alle brutalt myrdet i årene 1963-68.

Filmens rygrad er passager fra Baldwins manuskript (oplæst af Samuel L. Jackson). Men dens emotionelle kraft ligger i de arkivoptagelser, hvor den velformulerede forfatter tryllebinder forsamlinger med sin roligt indtrængende stemme og sit martrede, men dog determinerede ansigtsudtryk, der som den sørgmodige klovns konstant veksler mellem sorg og smerteblandet smil.

Og rundt om dette grundstof er så monteret et rent overflødighedshorn af arkivmateriale, der er anvendt med en kreativ frihed, som bringer tankerne hen på Jim Jarmusch-dokumentaren Gimme Danger om Iggy Pop.

Hvad angår det sidste, så myldrer I Am Not Your Negro med klip fra den amerikanske populærkultur: Hollywood-film, tv-udsendelser, reklamer, musik – alt sammen eksempler på fremstillingen af sorte i det offentlige rum og dermed vidnesbyrd om amerikansk selvforståelse.

Udsagnene spænder vidt, fra diverse versioner af den klassiske Onkel Tom-figur til Baldwins medvirken i Dick Cavetts talkshow, hvor han rejser følgende relevante spørgsmål: Når det hvide Amerika tilsyneladende lever fint med at have udryddet kontinentets befolkning af indianere, hvad skulle så afholde dem fra at dræbe alle sorte?

Den røde tråd i alt dette er portrættet af USA som et samfund baseret på vold. Og den voldelige understrøm, der gør racismen til et ekstra uhyggeligt fænomen, personificeres i filmen gennem tre nøgleafsnit, hvor Baldwin genkalder sig omstændighederne omkring mordene på henholdsvis Evers, Malcolm X og King.

De tre sekvenser står som sorte huller af skam og brutalitet, om hvilke alle de øvrige informationer og analyser kredser – med konstant fare for at blive suget ned i den håbløshed, som Baldwin bevidst forsøger at holde sig fri af. Han ytrer sig, fordi han er nødt til det for at overleve som menneske. Men det er hårde ord, der kommer fra hans mund.

”Man kan ikke lynche og undertrykke en hel befolkningsgruppe uden selv at blive monstre,” siger han et sted. Og et andet: ”Historien om de sorte i Amerika er historien om Amerika. Og det er ikke en køn historie.”

Ikke desto mindre er det en historie, som må fortælles, og det har Raoul Peck nu gjort på fornem vis. Det er ikke en sjov historie, men det er en blændende god film.