Hvem griber Sarah?

Da låsesmeden og Sarahs familie omsider får døren til hendes lejlighed op, spørger den empatiske låsesmed, om han ikke skal gå derind – altså i stedet for familien.

Alle ved det. Sarah er død. Alligevel reagerer enhver i Sarahs familie på hver sin måde. Med hver sin version af et chok.

Der er ikke meget plot i DR’s dokumentar om 23-årige Sarah Dam Rasmussen, der lider af depression, og som – på grund af psykiatriens hjerteskærende ligegyldighed og himmelråbende inkompetence – ender med meningsløst at tage sit eget liv.

Det får vi at vide i første sætning i filmen. Den her film handler om et dødsfald, som kunne have været undgået, hvis systemet havde været tilnærmelsesvis funktionelt.

Som tilskuer bliver man chokeret over at se, hvordan et ungt, sygt menneske – samt hendes familie og venner – bliver behandlet. For flokken, der hører Anne Linnet og lægger blomster på hendes grav i en af de sidste indstillinger, tæller op mod tyve personer.

Hver og én traumatiseret for livet. Fordi ingen i psykiatrien for alvor gad.

Det er vitterligt det indtryk, man sidder tilbage med. Da Sarahs mor opregner de seks forskellige læger, hun tilses af på tredje måned – og de fire forskellige diagnoser, der stilles, som vinden blæser – kan alle se problemet. 

Sarah fik oprindelig hjælp i Glostrup på en psykiatrisk afdeling. Her fik hun en vellykket behandling, som hjalp hende ud af depressionen. Men i stedet for at sende hende retur hertil, da hun får et tilbagefald, bliver hun fodslæbende sendt fra Herodes til Pilatus.

Hendes nærmeste siger samstemmende, at det virker underligt, at hun ikke bare får mere af den hjælp, som dokumenterbart hjalp. I stedet afgår et ungt menneske ved døden.

Det er det mest skøre i dokumentaren, som ellers handler om både skizoide typer og mennesker med en ængstelig, evasiv personlighedsstruktur. 

Dokumentaren skildrer et ungt menneske, sådan som hun var, da hun var allermest i live og havde det rigtigt godt. 

Der er mobiloptagelser fra fester, ferier, byture og hyggeaftener hjemme. Og der er bevægende og skarpe interviews, der viser alle sider af sorgen. Sarahs mor bliver grebet af aktivisme, for nogen må gøre noget ”for alle de andre Sara’er”, som hun siger. 

Men måske mest rystende er skildringen af Sarahs far og den forknytte sorg, han bærer på en måde, der ser uendeligt ensom ud. At sætte ham til at læse Sarahs afskedsbrev er blot en af mange, små perfektioner i denne dokumentar, som mere end af billeder er båret af sin fortælling og indignerede undersøgelse. 

To forskellige professorer i psykiatri taler som de eneste i psykiatrien om mennesket Sarah. Da den ansvarlige cheflæge skal stå på mål for den ubrugelige behandling, hendes patient har fået, taler hun bureaukratisk.

Hun virker helt ufølsom i forhold til den smerte, som hendes afdeling ved sine groteske undladelsessynder har forvoldt en hel familie og en hel kreds af unge.

Filmen har fået de bedste anbefalinger med i andre medier. Og harmen over, at ingen griber dette unikke og uerstattelige menneske, men lader hende dø i en pedantisk gletsjerspalte imellem indkaldelser, ventetider og kasten bold, er forståelig. 

Da der skæres ind til benet, fremstår problemet tydeligt. I grunden er der ingen i psykiatrien, som tager et reelt ansvar for patienterne. 

Dokumentaren får også en rose med herfra.

Den kan man så lægge på Sarahs skriggule ligkiste. For den her film bør være pensum. For familier med unge, i de ældre klasser i skolen og i særdeleshed for de læger, der arbejder i den mest udskældte del af et sundhedsvæsen, der i den grad trænger til et skud af noget opkvikkende.