Hutlifusk

En juniaften i 1992 hændte et lille mirakel.

Miniputnationen Danmark besejrede overmagten fra Tyskland i EM-finalen i fodbold. På Nya Ullevi i Sverige skreg fodboldkommentatoren Flemming Toft ”Hutlihut”, da John ”Faxe” Jensen og Kim Vilfort sparkede pokalen hjem til et stolt fædreland.

Det var en sejr for nationen. Et opgør med mindreværdskomplekser og småstatsmentalitet, der havde præget Danmark siden 1864.

”If you can’t join them, beat them!” sagde den glade udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen efterfølgende.

Langt mere end blot en sportssejr var det dansk identitetshistorie, der blev skrevet. Det blev brugt som tegn på, at vi ikke behøvede EU’s Maastricht-traktat, som landet stemte nej til uger forinden.

Men hvad nu, hvis det hele var fusk? At vi slet ikke vandt på ærlig vis på grønsværen?

Den satiriske mockumentary Hutlifusk bliver vist på TV 2 Zulu og er skabt af produktionsselskabet Dummy Entertainment. I serien afslører to journalistpraktikanter, at Danmarks EM-sejr i 1992 var fabrikeret. At det var vaskeægte matchfixing.

Mildt sagt en kontroversiel afsløring.

Idéen er genial. Hvad er sjovere end at prikke til noget af det, vi har allerkærest?

De to medvirkende, Emil Pahl og Kåre Toft Sørensen, er født i 1994 og oplevede derfor ikke selv den vilde fest på Rådhuspladsen dengang. Ved at pille det hele fra hinanden giver de en uppercut til alle dem, der fik lov at opleve euforien.

Fundamentet til en morsom og spændingsfyldt nmockumentary er altså i højeste grad til stede. Men selv om de to unge mænd gør et ærligt og hæderligt forsøg, er deres eksperiment hverken vildt underholdende eller særligt dragende.

Et anonymt brev sætter gang i konspirationen for de to praktikanter, der egentlig blot skal lave et indslag om EM-sejren i 1992. De bliver ledt på sporet af, at de bør undersøge en række sære omstændigheder omkring en kanin-maskot, tilbagelægningsreglen og balkonen, som de fejrende spillere stod på, mens de viste pokalen frem for de fremmødte på Rådhuspladsen.

Selv om EM ’92 naturligvis ikke var matchfixet, må man erkende, at nogle hændelser er mistænkelige, når man ser på dem i dag.

Det danske hold var i finalen ikke blege for at spille bolden tilbage til Peter Schmeichel, der blot kunne samle den op og trække tiden. Og tilbagelægningsreglen blev af FIFA ændret umiddelbart efter slutrunden.

Hutlifusk er ikke den rene fiktion. Og det er da fornøjeligt at følge med i, hvordan serieskaberne brygger historien ud fra virkelige elementer.

Men det lykkes dem ikke at løse genrens iboende problem. Mockumentaryen er absurd og byder ofte på interessante tankemæssige eksperimenter. Derfor er forankringen i og bearbejdelsen af virkeligheden af afgørende betydning.

Sacha Baron Cohens vanvittige Borat er for eksempel en fiktiv størrelse, der bevæger sig i en virkelig verden med virkelige mennesker. Det ægte aspekt midt i fiktionen gør Borat så morsom.

I AFR fra 2007 skaber Morten Hartz Kaplers et univers på egne præmisser ved at klippe virkeligheden fiktivt sammen og skaber en helt ny fortælling om daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Men i Hutlifusk har skuespillet og fiktionen overtaget fortællingen. Både Lars Løkke Rasmussen, Flemming Toft, Henrik ”Store” Larsen og John ”Faxe” Jensen spiller ihærdigt med på Emil Pahl og Kåre Toft Sørensens historie, men undervejs mister fiktionen grebet om virkeligheden.

Det hele bliver for digterisk, og skuespillet er ikke nok til at sikre troværdigheden.

Derfor ender serien som noget, der mere ligner et sjovt indslag til DBU’s julefrokost eller reunion for ’92-landsholdet end en velkomponeret mockumentary.