The Hustle

Ghostbusters, Ocean’s 8 og What Men Want er blot en håndfuld af eksempler på en tendens, som i de senere år har oversvømmet amerikansk filmindustri. 

Den hvide mands mangeårige dominans i Hollywood er på tilbagetog, og i et forsøg på at få nogle point på kønskontoen reproducerer instruktører i massevis gamle klassikere med det twist, at de tidligere mandlige hovedroller er skiftet ud med kvinder. 

Seneste skud på stammen er svindlerkomedien The Hustle, hvor Anne Hathaway og Rebel Wilson spiller svindlerne Josephine og Penny, der i den franske Riviera snyder rigmænd med store egoer for millioner – akkurat som Steve Martin og Michael Caine gjorde i 80’er-versionen Dirty Rotten Scoundrels – i øvrigt også et remake. 

Josephine har opbygget en luksuriøs tilværelse som svindler i den franske Riviera. Men en dag får hun uventet konkurrence, da den bramfri og impulsive fupmager Penny træder ind på hendes territorium. 

Penny arbejder i småtingsafdelingen, men Josephine tvivler på, at området er stort nok til dem begge.

”En kaninjager kan skræmme storvildtet væk,” siger hun eftertænksomt, ligesom Michael Caines karakter gjorde det tre årtier tidligere. Josephine lærer Penny op, men er ikke villig til at dele, og snart starter en rivalisering.

De indgår et væddemål om at svindle den unge IT-milliardær Thomas (Alex Sharp).

Der er ikke meget nytænkning i forhold til den gamle version. Handlingen er nærmest identisk fra start til slut, og Anne Hathaway og Rebel Wilson har nøje studeret deres forgængere og lægger sig tæt op ad deres stil. 

Så tæt, at Anne Hathaway og Rebel Wilson aldrig tager ejerskab over filmen. Hvis man har set Dirty Rotten Scoundrels, bliver den nye film til én lang sammenligning. Er Rebel Wilsons Penny en anelse mere grovkornet og karikeret end Steve Martins karakter? 

Men flere scener er nærmest gengivet en-til-en. Som da Rebel Wilson i en fængselsscene med livlig mimik prøver at erindre Josephines navn til fængselsvagterne – en direkte kopiering af Steve Martins version. 

Det gør imidlertid ikke noget godt for filmen. Rebel Wilson gør et solidt stykke skuespilarbejde og er da også morsom, men hun kommer aldrig op på Steve Martins niveau.

Det ses især i scenen, hvor hun i et fupnummer for at skræmme mænd væk skal spille Josephines skøre søster.

Steve Martin er til gengæld eminent som den sindssyge bror Ruprecht, og han leverer en magtdemonstration i komik ved blandt andet at lægge ansigtet i alverdens folder. 

Havde Rebel Wilson og Anne Hathaway bare gjort karaktererne til deres egne. 

Det er dog stadig forrygende komisk at se de to modsætningsfyldte typer spille op til hinanden.

Penny er den klodsede, bramfri og umiddelbare fupmager med for småt tøj, to rygsække som en anden backpacker og slidte gummisko med et glimmerlyn på siden. Mens Josephine er elegant, sofistikeret og kold, hun slanger sig graciøst af sted i den ene glimmerkjole efter den anden og dyre designsmykker. 

Alex Sharp er godt castet som de to kvinders unge, godhjertede offer. Naiviteten stråler ud af hans hundeøjne, og han virker fuldstændigt harmløs. 

Og så leverer danske Casper Christensen også en fin præstation i den lille rolle som en overfladisk, egocentrisk mandsperson, der bliver offer i et svindelnummer. 

Det er i høj grad den fysiske komik, som er i fokus. Det bliver dog sjældent til mere end træk på smilebåndet, og flere steder bliver det meningsløst overdrevet, som da Josephine under en lang og kedelig oplæringssekvens i svindlerfaget, beder Penny om at springe over buk. Hvorfor? 

Det hele kører hurtigt derudad, og først sent i filmen rammes en nerve, da Penny i et sårbart øjeblik fortæller, hvorfor hun rent faktisk fupper mændene og tager deres penge. 

Øjeblikke som dette kunne man godt have brugt flere af. I stedet bliver filmen en solid mellemvare, og den føles mest, som om der ikke har været andre ambitioner end at skifte køn på hovedrolleindehaverne.