Biografanmeldelse
09. maj 2019
The Hustle
De to svindlere Penny (Rebel Wilson) og Josephine (Anne Hathaway) er meget forskellige og kaster sig ud i en konkurrence om, hvem der kan fuppe en ung milliardær. Foto | Christian Black

The Hustle

Genindspilning af 80’er-svindlerkomedie, hvor de mandlige hovedpersoner er udskiftet med kvinder, står i skyggen af forgængeren.

Af Patricia Smollerup

Ghostbusters, Ocean’s 8 og What Men Want er blot en håndfuld af eksempler på en tendens, som i de senere år har oversvømmet amerikansk filmindustri. 

Den hvide mands mangeårige dominans i Hollywood er på tilbagetog, og i et forsøg på at få nogle point på kønskontoen reproducerer instruktører i massevis gamle klassikere med det twist, at de tidligere mandlige hovedroller er skiftet ud med kvinder. 

Seneste skud på stammen er svindlerkomedien The Hustle, hvor Anne Hathaway og Rebel Wilson spiller svindlerne Josephine og Penny, der i den franske Riviera snyder rigmænd med store egoer for millioner – akkurat som Steve Martin og Michael Caine gjorde i 80’er-versionen Dirty Rotten Scoundrels – i øvrigt også et remake. 

Josephine har opbygget en luksuriøs tilværelse som svindler i den franske Riviera. Men en dag får hun uventet konkurrence, da den bramfri og impulsive fupmager Penny træder ind på hendes territorium. 

Penny arbejder i småtingsafdelingen, men Josephine tvivler på, at området er stort nok til dem begge.

”En kaninjager kan skræmme storvildtet væk,” siger hun eftertænksomt, ligesom Michael Caines karakter gjorde det tre årtier tidligere. Josephine lærer Penny op, men er ikke villig til at dele, og snart starter en rivalisering.

De indgår et væddemål om at svindle den unge IT-milliardær Thomas (Alex Sharp).

Der er ikke meget nytænkning i forhold til den gamle version. Handlingen er nærmest identisk fra start til slut, og Anne Hathaway og Rebel Wilson har nøje studeret deres forgængere og lægger sig tæt op ad deres stil. 

Så tæt, at Anne Hathaway og Rebel Wilson aldrig tager ejerskab over filmen. Hvis man har set Dirty Rotten Scoundrels, bliver den nye film til én lang sammenligning. Er Rebel Wilsons Penny en anelse mere grovkornet og karikeret end Steve Martins karakter? 

Men flere scener er nærmest gengivet en-til-en. Som da Rebel Wilson i en fængselsscene med livlig mimik prøver at erindre Josephines navn til fængselsvagterne – en direkte kopiering af Steve Martins version. 

Det gør imidlertid ikke noget godt for filmen. Rebel Wilson gør et solidt stykke skuespilarbejde og er da også morsom, men hun kommer aldrig op på Steve Martins niveau.

Det ses især i scenen, hvor hun i et fupnummer for at skræmme mænd væk skal spille Josephines skøre søster.

Steve Martin er til gengæld eminent som den sindssyge bror Ruprecht, og han leverer en magtdemonstration i komik ved blandt andet at lægge ansigtet i alverdens folder. 

Havde Rebel Wilson og Anne Hathaway bare gjort karaktererne til deres egne. 

Det er dog stadig forrygende komisk at se de to modsætningsfyldte typer spille op til hinanden.

Penny er den klodsede, bramfri og umiddelbare fupmager med for småt tøj, to rygsække som en anden backpacker og slidte gummisko med et glimmerlyn på siden. Mens Josephine er elegant, sofistikeret og kold, hun slanger sig graciøst af sted i den ene glimmerkjole efter den anden og dyre designsmykker. 

Alex Sharp er godt castet som de to kvinders unge, godhjertede offer. Naiviteten stråler ud af hans hundeøjne, og han virker fuldstændigt harmløs. 

Og så leverer danske Casper Christensen også en fin præstation i den lille rolle som en overfladisk, egocentrisk mandsperson, der bliver offer i et svindelnummer. 

Det er i høj grad den fysiske komik, som er i fokus. Det bliver dog sjældent til mere end træk på smilebåndet, og flere steder bliver det meningsløst overdrevet, som da Josephine under en lang og kedelig oplæringssekvens i svindlerfaget, beder Penny om at springe over buk. Hvorfor? 

Det hele kører hurtigt derudad, og først sent i filmen rammes en nerve, da Penny i et sårbart øjeblik fortæller, hvorfor hun rent faktisk fupper mændene og tager deres penge. 

Øjeblikke som dette kunne man godt have brugt flere af. I stedet bliver filmen en solid mellemvare, og den føles mest, som om der ikke har været andre ambitioner end at skifte køn på hovedrolleindehaverne.

Titel:
The Hustle

Land:
USA

År:
2019

Instruktør:
Chris Addison

Manuskript:
Stanley Shapiro, Paul Henning, Dale Launer, Jac Schaeffer

Medvirkende:
Anne Hathaway, Rebel Wilson, Tim Blake Nelson, Casper Christensen

Spilletid:
93 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
9. maj

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
07. maj 2022
How I Met Your Father

How I Met Your Father

Serieanmeldelse
19. apr. 2022
The Dropout

The Dropout

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten