Hushpuppy

Det kan virke temmelig letsindigt at kalde en film, der får premiere 3. januar, for årets bedste. På den anden side bliver det svært at overgå dette på én gang lille og uendeligt store filmværk, der allerede har gået sin sejrsgang på festivaler som Sundance og Cannes.

Hushpuppy (originaltitel: Beasts of the Southern Wild) forvandler en social tragedie a la Katrina til en livsbekræftende fabel og et filmisk festfyrværkeri, så man ser til med åben mund og polypper.

Seksårige Hushpuppy lever alene med sin far Wink i The Bathtub – Badekarret – som er et sumpet område adskilt fra hovedlandet af en stor dæmning. Efter flere orkaner befinder området sig i permanent alarmberedskab, og hytterne er bygget på pæle for at kunne modstå den næste flodbølge.

Badekarfolket lever i yderste fattigdom med dommedagstruslen bogstavelig talt hængende over hovedet. Alligevel nægter de lokale at søge mod højere beliggende områder eller lade sig evakuere. De er et stolt folk, der lever i samhørighed med naturen og elsker deres hjemstavn, som Hushpuppys far kalder ”det smukkeste sted på jorden”. De fejrer livet med fest og dans, og Hushpuppy er også godt tilfreds, for som hun konstaterer: Badekarfolket har flere feriedage end resten af verden!

Det er hendes fortællerstemme, der binder begivenhederne sammen, mens hun holistisk filosoferer over at ”være en lille ting i et stort univers”. Den unge pige, der ofte er overladt til sig selv, har en livlig fantasi.

Hun fører samtaler med sin mor, der ”svømmede væk” for år tilbage. Og da hun på skolebåden lærer om global opvarmning, forestiller hun sig isbjerge, der smelter, og kæmpemæssige hængebugsvin, som efter at have været nedfrosset i århundreder kommer faretruende buldrende i horisonten.

Vi ser det og tror på det, fordi debutinstruktøren Benh Zeitlin ikke skelner mellem virkelighed og fantasi, men får det hele til at smelte sammen til én virkelighed: Hushpuppys.

Filmen er med andre ord noget så usædvanligt som en gennemført jeg-fortælling, hvor alt, hvad vi ser og hører, er noget, Hushpuppy ser, hører og fantaserer sig til.

Derfor tager det også et stykke tid, før det går op for os (og Hushpuppy), at hendes far er alvorligt syg. Og forstår, at hans hårdhændede opdragelsesmetoder har til hensigt at gøre datteren i stand til at overleve alene, når han er væk og borte. Han lærer hende at knække krabber og fange fisk med de bare næver, men frem for alt lærer han hende at være frygtløs. Og frygtløsheden får hun brug for i filmens klimaks, som – tør jeg godt love – tager pusten fra én.

Hushpuppy har kostet mindre end en dansk standardfilm, men det kan man ikke se på den. Den ligner heller ikke den typiske, snakkesalige og ironiske indie-film fra USA.

Hushpuppy er en helhjertet fabel. Den er båret af storslåede billeder og lyde, maleriske kompositioner fra den største orkan til de mindste partikler – og et poetisk soundtrack, der delvist er skabt af instruktøren selv. Tilsammen bringer det mindelser om magisk-realistiske film af Emir Kusturica og Terrence Malick.

Hele filmen emmer af autentisk stemning fra Louisiana, hvor den er optaget. Skuespillerne er lokale amatører, og i hovedrollen som Hushpuppy er Quvenzhané Wallis et forbløffende fund. Hun udstråler så megen vildskab og intelligens, at det vil være uretfærdigt, hvis hun ikke bliver nomineret til en Oscar som den yngste nogensinde.

Det er nærmest ånden fra Obamas første valgkamp, der i tone og stemning får filmisk forløsning her, med den lille piges næsten uendeligt stærke evne til at manøvrere, kæmpe og drømme, selvom verden falder sammen om hende.

Hvor tit oplever man et sansemættet mesterværk, hvor man ikke har hørt om en eneste på rulleteksten? Den eneste bekymring, man kan have, er, hvordan 30-årige Benh Zeitlin dog nogensinde overgår en debut af denne kaliber.