Hundeliv

I lang tid er et Hundeliv irriterende. For alting i den unge pige Sofias liv er simpelthen så overdrevent usselt, at det bliver urealistisk.

Om dagen arbejder hun på en pølsefabrik, og som om det ikke er trøstesløst nok, så sveder hun over kødgryderne på sin kontrollerende og ondskabsfulde stedfar Lars’ bodega om aftenen.

Moren er bartender på det snuskede værtshus, men får gerne et ordentligt lag tæsk, hvis blot en af de bøvede stamgæster har bagt på hende.

Heldigvis har hun sin søde halvlillesøster Olivia. De sover i en gammel campingvogn bag bodegaen, og den er deres simple helle, komplet med en meldugget plakat fra Bayern, som Olivia drømmer om at flygte til.

”Der ser bare så fredeligt ud,” forklarer hun. En mindre eksotisk drøm findes nok ikke.

Pigerne er næsten lige gamle, tæt på at være voksne, men hidtil har de været fanget i Lars’ klamme klør. Selv om Sofia en dag også får på tæven, så er det alligevel hans egen datter, der har det værst. Lars bliver nemlig ulækkert incestuøs, da han forærer Olivia frækt undertøj på hendes sekstenårs fødselsdag og insisterer på, at hun skal vise sig frem i det for ham og gutterne.

Det er for meget, at det er så white trash redneck i den ødeste udkant af Lars Tyndskids mark. Alle personerne taler dog rigsdansk, hvilket ifølge pressematerialet er bevidst, for så kan det nemlig ikke stedfæstes, hvor handlingen foregår.

Men der er smukt. Markerne, naturen og vejrets luner indrammer den triste fortælling. Heldigvis tager dramaet imidlertid en drejning og bliver til begsort humor.

Sofia tror, at hendes far er død, men en dag, da moren er særligt fuld og underkuet, fortæller hun, hvor Sofia kan finde oplysninger på ham.

Hun får fingrene i noget sovemedicin og handler hurtigt. Pillerne bliver knust og kommer i kyllingesalaten, og da Lars og co. snorker på bodegaens beskidte gulv, stikker pigerne af med deres få ejendele i en rygsæk og en bøvlet kuffert.

De finder faktisk Sofias far Adam, men han viser sig at være tidligere soldat med voldsomt posttraumatisk stress-syndrom. Han er derfor ikke bleg for at skyde efter landsbyens smårollinger, når de formaster sig ind på hans gård. Og han vil naturligvis ikke kendes ved datteren.

Men Sofia er ikke kommet så langt og har risikeret så meget for at opgive, og efter at have overnattet i en grisestald bliver hun og Olivia endelig lukket ind i Adams varme hus.

De to piger kryber relativt hurtigt ind under huden på Adam, hvilket igen er urealistisk. Men man tilgiver meget, da ekssoldaten tager et Matador-spil frem fra loftets gemmer. Det er sjovt, da pigerne drillende nægter at give de 4000 kroner, han har krav på, når han passerer ”Start”.

Da Olivias kæreste William (Alan Hyde) finder frem til dem, fordriver de igen tiden med Matador. Og Adam går så vidt, at han trækker en pistol mod den unge fyr, fordi han lander på Rådhuspladsen, hvor William har hotel. De ender dog med at danne en alliance mod de småmanipulerende tøser.

Alt ånder skæv idyl, men så stikker filmen af igen og bliver ren Tarantino med en snert socialrealisme. Hvis bare filmen kunne have været sådan hele vejen igennem og ikke havde startet med at etablere sig som alvorstungt drama af tristeste skuffe.

Julie Brockhorst Andersen og Alexandre Willaume som henholdsvis Sofia og hendes far Adam leverer flotte præstationer med henholdsvis viljestyrke og ironisk humor i mimik og kropssprog.

Men det er debutanten Simone Lykke som Olivia, der er filmens største oplevelse. Hun er smådum og godtroende, men samtidig et så sprudlende livsstykke, at man virkelig har lyst til at være i hendes selskab.

Den debuterende instruktør René Felle Petersen har også selv skrevet manuskriptet. Koblingen mellem socialrealistisk drama og sort komedie fungerer ikke optimalt, men der er potentiale til, at han kan lægge sig stærkt i røven på Anders Thomas Jensen.