The Human Shelter

Billedet står vanvittigt klart. 

Solnedgangens stråler snyder de mørke skyer og lyser den bølgede sne op. Det himmelske snelandskab omridser en lille hytte. Mandens hjem. Han står med en kikkert og ser ud på en flok af rensdyr. Vi er i Kautokeino, en del af Samerland i Norge. 

Manden fortæller, at han bor fire steder. Et sted for hver ny årstid. 

Man tænker, om hytten mon er hans hjem, eller om det er landskabet, der ændrer sig? 

Scenen varer kun få minutter, inden vi pludselig er midt i New York hos nye mennesker og nye måder at leve på. Og sådan fortsætter filmen fra sted til sted. 

Filmen undersøger, hvad hjemmet er for en størrelse. Er det dit hus, dine omgivelser, eller er hjemmet bare dér, hvor du befinder dig lige nu? Filmens pr-buzzwords er begreber som ”klimaforandringer”, ”urbanisering”, ”humanitære katastrofer”, ”migration” og ”globalisering”. 

Det kan lyde højpandet og er det måske også. 

Men faktisk er The Human Shelter i behagelig øjenhøjde med tilskueren. Vi møder så mange inspirerende mennesker fra hele verden. Med meget på hjerte. Det kræver åbenbart ikke mere end få minutter at få et bevægende indblik i deres dagligdag. 

Hver en scene overrasker. 

Vi kommer hele vejen til Mars, hvor seks mennesker har slået sig ned i otte måneder. Det viser sig at være en forskningsekspedition på Hawaii. En test for livet på Mars. Med mennesker, der har drømme om at nå højderne. 

Vi kommer til en flytningelejr i Irak, hvor folk bor i hytter af karton. Og egentlig bare er taknemmelige for at have undsluppet Mosuls krigsmaskiner. Vi kommer til Tokyo, hvor der bor en tolv-tretten ”good-for-nothing”-tabere, som de kalder sig selv. Et kollektiv af unge mennesker, der lever bare for at leve. 

Vi kommer til Uganda, hvor en mand bor oppe i et træ. Helt spirituelt. 

Mest bemærkelsesværdig er måske det nigerianske, meget store slumparadis i Lagos, hvor folk bor i træhuse med pæle ud i havnens kanaler. Her var filmholdet under politibeskyttelse. 

Der er i alt syv kapitler filmet over to år. ’

Det er imponerende, hvor meget tid instruktør Boris Bertram og filmholdet må have lagt i deres arbejde. Fra rejserne til filmtekniske detaljer. Hvilke locations, der er valgt ud, beror tilsyneladende på fascination af anderledes måder at bo på end dem, vi kender fra Danmark. 

Ikke for ingenting kalder den 46-årige instruktør Jørgen Leth for sin mentor. Bertram arbejdede for Leth som instruktørassistent på Det erotiske menneske og er også selv lidt af en globetrotter, når han er hovedmanden bag kameraet. 

Fra Diplomacy om Kofi Annan og krigen i Darfur til Tangograd om den forurenede industriby Tjeljabinsk. Snart er han også aktuel med Krigsfotografen, der handler om Jan Grarup. 

Den Leth’ske globalist og øjet for detaljen går igen i The Human Shelter. Deraf måske også de højpandede elementer. Selvfølgelig slutter filmen med den tyske lyriker Friedrich Hölderlin: 

”Digterisk bor mennesket på denne jord,” står der på lærredet. Det er nok noget med, at vi skaber vores egne fortællinger. Bertram har i hvert fald skabt en fængslende fortælling. 

Når vi besøger så mange mennesker på kort tid, ja, 58 minutter, er det faktisk et paradoks, at filmen tager sig god tid. Der klippes ikke konstant, men nok til, at folk kan få lov til at tale ud. At man kan nå at opfange detaljer som Tokyos neonblinkende storbypuls med hurtigtog på højbanen. 

Og måske vigtigst: nå at nyde omgivelserne og tænke selv. Ofte til tonerne af klassisk, længselsfuld og drømmende musik. 

Filmen kommer i kølvandet på dokumentarinstruktør Sebastian Cordes’ manifest om slow-cinema. Hvis der menes små doku-perler som denne, vil vi gerne have mere af det langsommelige. 

Til sidst er vi på en lille islandsk ø. Engang var der en stor gletsjer. Den er der snart ikke mere. Budskabet er selvfølgelig, at vi er ved at ødelægge vores klode med krig, forbrug og forurening. Vores alle sammens hjem.