Human Race

Human Race er en dokumentarfilm om et liv, et levende menneske. Hovedpersonen er dna-forskeren Eske Willerslev, en af verdens førende inden for sit felt: geogenetiske studier. 

Professor Willerslev undersøger ældgamle menneskelige rester fra hele verden for at forstå, hvem mennesket var i forhistorisk tid. I en central replik understreger han selv, at hans og andre naturvidenskabsmænds grundforskning er afgørende – den udgør fundamentet for det samfund, vi lever i. 

Filmens titel kan forstås på flere måder. 

På den ene side handler Simon Lecs film om forskningen i den menneskelige race, men på engelsk kan titlen også læses som a human race – et kapløb mellem mennesker. Filmen skildrer netop begge dele: jagten på ny viden om menneskets oprindelse og den intense konkurrence forskerne imellem for at komme først til erkendelsen af det allerældste. 

Eske Willerslev har fået et internationalt gennembrud ved som den første at levere et samlet menneskeligt genom fra fortiden. Vi træder ind i hans liv, da han, som midaldrende homo sapiens, sætter sig for at udvide sin forskning ved at gentage processen, men nu i meget stor skala. 

Willerslev og hans team planlægger at sekventere genomer fra hele 5.000 skeletter. Det kan give et helt nyt samlet billede, blandt andet af, hvor gamle de sygdomme, vi kender i dag, egentlig er. Havde vikingerne for eksempel skizofreni og depression? 

Men at indsamle knogler og tænder fra så mange afdøde – svarende til en hel dansk provinsby som Hadsund – rejser udfordringer. Det er ikke uden grund, at mange frygter, hvem der får adgang til deres forfædres rester. Som en taxachauffør fra Ghana fortæller Willerslev under en tur gennem Manhattan: I hans hjemlands landsby er de døde hellige. 

I det hele taget er filmen fuld af mange interessante og spøjse lag. Ikke mindst, fordi den bevidstgør beskueren på en fascinerende måde om netop vores arv og miljø. 

Efter at vi i en times tid har fulgt genforskeren tæt, bliver hans enæggede tvillingebror Rane endelig for alvor introduceret. Det er et slående øjeblik, da Rane Willerslev træder ind på sit elegante kontor på Nationalmuseet for at blive interviewet. Selv som voksne ligner de to hinanden så meget, at man et øjeblik er i tvivl, om det faktisk er den samme mand. 

Bevidstheden om gener og race bliver yderligere konkret, da Eske fortæller om sin familie. Hans hustru er – som han selv bemærker – ”hundrede procent koreaner”. På en restaurant forklarer han sine børn, at han selv er en blanding af dansk, tysk, polsk og muligvis også jødisk herkomst. Det falder dog ikke i god jord hos den yngste søn, der blot insisterer på, at han ”er sig selv”. 

Vekslen mellem de mikro- og makroperspektiver er sømløst eksekveret. Når den private Eske skifter tøj, og kameraet fanger ham halvnøgen, ser man på en måde også hans halvnøgne dna. Men det gør man faktisk også, da hans ærkekonkurrent Svante Pääbo ses modtage Nobelprisen i 2022 for sine opdagelser om genomer hos uddøde homininer og menneskets evolution – lige for næsen af den danske hovedperson.

”Eske Willerslevs far var en hidsig mand,” fortæller hans mor ved et havebord, og man aner, at Eske måske også bærer en vis genetisk disposition for voldsomme reaktioner – en arvelig ild, der brænder under overfladen. 

Filmen når vidt omkring på sin godt halvanden time. Vi rejser verden rundt, bevæger os mellem vidt forskellige miljøer – fra det private hjem til museer, laboratorier og universiteter. Og vi møder en række folk: kolleger, familie og venner, som hver især kaster lys over forskeren og mennesket Willerslev. 

Visuelt er filmen både smuk og stilren. Den konsekvent kølige, blålige tone giver billederne et nordisk, moderne præg – sprødt, distanceret og æstetisk raffineret. 

Human Race er bevidst skabt som et dobbeltportræt. Af mennesket Eske Willerslev og af mennesket som art.