Hugland

Lars Hugorm, Autoophug, Hugtand eller bare H.U.G. er et ganske særligt væsen i den danske popskov. Det er endda nok rigtigt, at han har hjemme i sit helt eget Hugland.

I 70’erne stod han i spidsen for den stilskabende, uniformerede gruppe Kliché, og i 80’erne forvandlede han Søren Ulrik Thomsens digtsamling City Slang til et album.

Det var også i 80’erne, han startede en dansksproget trilogi med pladen Kysser himlen farvel (1987), der blev fulgt op med Blidt over dig (1992). To årtier senere afsluttede H.U.G. trilogien, da 10 sekunders stilhed udkom i 2014.

Dokumentaren Hugland skildrer den hårde undfangelse og dyre fødsel af netop det album ved at zoome ind på dets modsætningsfyldte fædre: H.U.G. og produceren Povl Kristian.

Instruktør Andreas Haaning Christiansen er vant til at omgås musikere i sine film, der tidligere har handlet om Kliché-medlemmet Jens Valo (No God Shadow House Burn), finske 22-Pistepirkko (Sleep Good – Rock Well) og Magtens Korridorer (Strikkeklub på alufælge).

I Hugland er han ikke nogen flue på væggen. Han er en flue, der sværmer rundt i musikstudiet og tiltusker sig udtalelser om det intense arbejde med pladen. Her er ingen opsatte interviews i den helt rette belysning. I stedet fanger han små udbrud rundt om computerskærmen eller kaffemaskinen, og det fremmaner en følelse af at være helt tæt på det arbejde, der endte med at vare fire år.

Trods titlen må den store poparrangør dele hovedrollen i filmen med pladens producer.

Povl Kristian er især kendt som filmkomponist med eminent gehør for stemning. Han har komponeret musik til Pusher, og i 2014 vandt han en Ekko Shortlist Award for musikken til kortfilmen Far.

Produceren er en dedikeret løjtnant, der forsøger at gribe og videreudvikle H.U.G.’s mange idéer. Han sover i studiet og står altid til rådighed.

I starten kommer Povl Kristian med et par floromvundne udsagn, der synes at bekræfte, at fortællinger bag musikproduktion er forfladigende.

”Pop er fedt. Så er man jo sammen,” siger han.

Men som Hugland skrider frem, viser Povl Kristian sig som en sympatisk og hittepåsom excentriker. Han er produktionens musikalske Georg Gearløs, der konstant leder efter nye lyde – og lapper tøfler med gaffatape.

Dokumentarener dog ikke panegyrisk. Især frontmandens lunefulde temperament bliver ikke skånet.

Det interessante ved Lars H.U.G. er hans evne til at balancere mellem det folkelige og elitære med et charmerende ræveudtryk som vægtstang. Han kæmper for at bevise, at han stadig er kunstnerisk interessant mange år efter seneste dansksprogede album, og han veksler konstant mellem skudsikker selvtillid og en frygt for, om det hele nu også er godt nok.

Perfektionisme er ikke kun et krav til ham selv, og Haaning Christiansen fanger med sin sværmende stil, hvordan H.U.G. er både forrygende og frustrerende at arbejde sammen med.

Det charmerende smil kan besnære nærmest alle til at blive et par timer ekstra i studiet, og ofte er Lars H.U.G. en karismatisk, venlig og dygtig chef. Andre gange er han presset. I en scene sidder han og griner med Povl Kristian, men sekundet efter beder han ham holde kæft. Løjtnanten lader sig og aldrig kue.

Det er hårdere for den unge studietekniker, der kommer til at grine, da H.U.G. vil indspille, mens en vandhane løber. Det finder perfektionisten sig ikke i. Vil man være i Hugland, må man acceptere, at her er enevælde.

I løbet af de fire års produktion skaber H.U.G. og Povl Kristian komplicerede labyrinter af forskellige lydspor, de ofte begge farer vild i. Og samtidig er de gået i gang uden at have en aftale med et pladeselskab. Men spændingen om, hvordan det hele dog skal gå, svækkes ved, at 10 sekunders stilhed udkom sidste år.

Alligevel er Hugland et interessant bekendtskab takket være måden, de to idiosynkratiske brikker H.U.G. og Povl Kristian passer sammen på.