How to Talk to Girls at Parties

Vores bette punkhelt forsøger at score den lækre punk-chick. I kender smøren. 

Vi er i London i 1977, nærmere bestemt i forstaden Croyden, dybt nede i en klubkælder sort som kul. Belysningen er mørk, murstenene rå og punkerne i læder. Vores splejs af en hovedperson Enn (Alex Sharp) ser sin gamle folkeskoleflamme stå og lyse op med sit rødfarvede hår. 

Han går over til hende. ”Kan du huske mig?” spørger han. ”Fra dengang i skolestykket.” ”Nååh ja,” svarer hun. ”Kan du huske den der sang? Kan du ikke lige synge den?” spørger hun skælmsk. 

Enn lyser op med sit bedste flødefjæs. Smiler skoledrenget og lægger op til skønsang. Det begynder lavt, men snart når stemmen helt op i James Blunt’ske sukkertoner, til bollerne bliver forvredne, og de falske toner når gennem hele klubben, så alle står og glor på ham. 

Hun bryder ud i latter. Klubben bryder ud i latter. Scenen giver os tre åbenbaringer. 

1) Sådan skal man ikke tale med piger til fester, 2) hovedpersonen er mere poleret end punk, og 3) filmen begynder lige så plat, som den viser sig at være håbløs.

Efter koncerten ender Enn med sine to punkvenner til villafest. Den ene ven er den stereotype tykke klovn, man kun kan holde af. Den anden ven er den lidt for pigeglade, smarte Sid Vicious-lookalike, der lærer sin lektie. 

Villafesten viser sig at bestå af en form for UFO-dødskult, der udfører udsyrede ritualer i et bordellignende, avantgardistisk San Francisco-miljø. Den tykke ven danser til syrede toner, mens den pigeglade-ven bliver rektal-undersøgt i det, han troede var en sexleg. 

Det ville have været sjovt syret, hvis ikke dialog og plot var så usammenhængende. 

Enn ender på et værelse med Zan (Elle Fanning). ”I want further access to punk,” siger hun til ham. Hun sutter på hans finger, men det er hverken sexet eller sjovt. Ikke engang ufrivilligt morsomt. 

Resten af filmen går ud på, at Enn skal score Zan, der viser sig at være et rumvæsen. Snart står rumvæsnerne på den ene side og punkerne på den anden i en fortælling, der ikke giver megen mening. 

Vi kommer aldrig til bunds i noget som helst, og det er en skuffelse med skuespillere som Nicole Kidman og Elle Fanning. Instruktøren John Cameron Mitchell er tilmed kendt for komedier som Hedwig and the Angry Inch og Rabbit Hole. Forlægget til filmen er en atten siders læseoplevelse af horror-forfatteren Niel Gaiman, men filmen overbeviser ikke om mere tid i samme univers. 

Da Zan besøger sin nye svigermor, forvandler hun sig et kort øjeblik og uden videre forklaring til en alien. Hvem de er, må man selv fortolke. 

Rumvæsnerne kan være symboler på det fremmede. Punkbevægelsen i 1977 bestod af fremmede arter i samfundet. Piger kan være endnu mere fremmede, men troede drengene, at de skulle blive klogere på pigerne, med en titel som How to Talk to Girls at Parties, kan de godt gå skuffede hjem. 

Filmen og titel arbejder ikke sammen. 

Filmens bedste kort er de lange, udsvævende musikalske optagelser, som er uden dialog og kan minde om Pink Floyds The Wall. 

Musikken er godt valgt. Blandt andet The Damned med New Rose og The Velvet Undergrounds sjældent hørte ballade I Found a Reason.

Rumvæsener, undergrundsklubber og protopunk er faktisk god smag. Musikkomedien fra 2014 Frank forstod at forene det absurd skæve med underground, dronepunk og humor. Det gør denne film ikke.