A House Made of Splinters

Af den håndfuld forskellige og alligevel ens børneskæbner, man møder i Simon Lereng Wilmonts dokumentar A House Made of Splinters, er det den lille brushane Kolya, der borer sig dybest ind i hjertekulen.

Dokumentaren, der er udvalgt til konkurrence på Sundance-filmfestivalen, viser os et glimt af en udsat virkelighed fra et børnehjem i Lysychansk i Østukraine.

Her er børnene i limbo, mens de sociale myndigheder forhandler med deres alkoholiserede forældre. De har op til ni måneder til at rette op og tage deres børn tilbage. Ellers får de frataget forældreretten, så deres børn kan komme i en plejefamilie eller på et permanent børnehjem.

Det er hjerteskærende at se ungernes nedslåede ansigter, når de ringer hjem og får telefonsvareren. Da elleve-tolvårige Kolya ringer hjem, er moren på en druktur, mens stedfaren ligger beruset på sofaen.

Men Kolya er da bare ligeglad.

Med sit seje side-cut og sine tusch-tatoveringer, som han bliver ved at tegne op og vaske af, når de voksne opdager dem, gør han alt for at ligne en rod. Politiet snupper ham gang på gang for småtyverier, når han stikker af fra børnehjemmet for at vende hjem, så han skriver A-C-A-B på inderarmen.

All Cops Are Bastards, et kendt slogan på husmure fra Detroit til Donbas. Men Kolya er stadig ved at lære at lægge følelserne fra sig, og det er hjerteskærende at se ham skabe de parader, man fornemmer vil være oppe resten af livet.

Hatten af for Simon Lereng Wilmont og hans årvågne kamera, som han selv bærer. Med dårende smukke kompositioner og hudløs autenticitet indfanges de små detaljer, der fortæller et helt barnelivs historie.

Og han ved, at man oftere hører sandheden fra børn end fulde mennesker. ”Din mor har glemt dig,” siger lille Alina til veninden Sasha. ”Hun har glemt sig selv,” lyder det tørre svar.

Børnene er ikke blinde for deres egen skæbne, og i en grum scene spår Alina om veninden: ”Din mor vil dø. Du vil blive adopteret af en plejefamilie, der vil gøre dig til deres slave. Du bliver gift og begynder at arbejde. Du begynder at drikke tæt. Dine børn ender på børnehjem. Du bliver hjemløs, og dit liv vil ende skidt.”

Børn kan være nådesløse.

Dramaet bliver ikke mindre af, at man ser det med den smertelige bevidsthed om, at frontlinjen i separatistkrigen kun er 32 kilomenter fra børnehjemmet, som en indledende tekst minder os om.

Lysychansk var kortvarigt på de pro-russiske separatisters landkort i 2014. Hvis konflikten igen bryder ud i lys lue, kan det samme meget vel ske igen, før filmen når ud til et bredere publikum.

Man kan tænke sig til, hvordan krigen belaster et i forvejen udsat miljø. Men modsat instruktørens debut som soloinstruktør, The Distant Barking of Dogs, er konflikten en uudtalt trussel, man har i baghovedet.

For selv om A House Made of Splinters fortæller om uskyldstab og spirende tragedie, er det ikke trøstesløsheden, man oplever. Eller tager med sig, når rulleteksterne er løbet over skærmen.

I åbningsscenen ser vi en af de ansatte gå morgenrunde for at vække poderne med tant og fjas. Hun kilder dem med fjer, spiller fløjte, drypper vand i hovedet på dem og får alle op med et smil på læben.

Og det er netop de ansattes godhjertede forsøg på at præge børnene i en positiv retning, der er den røde tråd i de forskellige historier. Børnehjemmets leder forklarer, hvordan de gør deres bedste for at føre børnene videre i livet uden at give dem for store traumer med i bagagen.

Kærligheden er ikke til at tage fejl af. Det er frustrationen heller ikke. Men som lederen minder os om i filmens afsluttende bemærkning, er det håbet, der dør sidst.