Hotel Mumbai

Man skal tænke sig godt om, før man begiver sig ud i at skildre og dramatisere et virkeligt terrorangreb.

Stærke og ubehagelige følelser er involveret, og i tilfældet med eksempelvis filmene 22 July og Utøya 22. juli sidder der sørgende og efterladte pårørende tilbage.

Men virkeligheden er jo også effektfuld. Når vi ved, at en film er ”baseret på virkelige hændelser”, kan den føles desto mere voldsom og gribende. For det er jo autentisk.

Det spørgsmål, man som filmskaber dog må stille sig selv, når man skal behandle et ondskabsfuldt terrorangreb, er: Hvad er det egentlig, jeg gerne vil fortælle?

Problemet med græsk-australske Anthony Maras’ spillefilmdebut Hotel Mumbai er, at man undervejs bliver i tvivl om netop dette spørgsmål.

Hvad ønsker han med sin film? Er det en spændingsfilm, der vil underholde, mens vi nyder popcorn? Eller har den noget på hjerte?

Hotel Mumbai handler om det rædselsfulde terrorangreb, der fandt sted i november 2008 i Mumbai. Fra den 26. til den 29. november angreb ti medlemmer af den islamiske terrororganisation Lashkar-e-Taiba fra Pakistan adskillige steder i den indiske millionby. Over 170 døde.

Fire af de ti terrorister angreb det victorianske luksushotel The Taj Palace, som er et yndet turistmål. Det er dette sted, der udgør scenen i Hotel Mumbai, og det er her vi med gru i 123 minutter ser uskyldige mennesker koldblodigt blive skudt som skadedyr.

Filmen spilder ikke ét sekund.

En gummibåd kommer sejlende ind mod Mumbais bugt. Der er ti personer om bord. Gennem solens skær på havoverfladen nærmer de sig.

”Paradis venter jer,” lyder en stemme, som over en telefonlinje orkestrerer angrebet fra Pakistan. Broder Tyr, kalder de ham.

Små tolv minutter inde i filmen starter helvedet. To af terroristerne åbner ild på en tætbefolket togstation. Hurtigt breder infernoet sig til The Taj Palace.

Anthony Maras og manuskriptforfatter John Collee fokuserer på en række personer, som de lader handlingen udfolde sig igennem. Og makkerparret formår med snilde og spænding at sammenflette historierne.

Et amerikansk ægtepar (Armie Hammer og Nazanin Boniadi), hvor konen er indisk, har indlogeret sig på det fine hotel med deres nyfødte baby og en barnepige. Ægteparret beslutter sig for at spise en middag alene, men da skyderierne begynder, må de kæmpe for at forene den nystiftede familie.

Britiske Jason Isaac spiller en noget karikeret gådefuld, russisk rigmand. Han tager som den eneste situationen med ro.

Og så er der de ansatte på hotellet. Dev Patel – bedst kendt for Slumdog Millionaire – spiller en ung tjener med en gravid kone og et lille barn. Anupam Kher, en Bollywood-veteran, der også har gjort sig i Hollywood, spiller den eneste, ikke-fiktive karakter i form af køkkenchefen Oberoi.

Begge vælger heroisk og uselvisk at blive på hotellet for at hjælpe og redde så mange gæster som muligt.

”Gæsten er gud,” er parolen på The Taj.

Filmen er inspireret af dokumentaren Surviving Mumbai, der fortæller historien om de ansattes heltegerninger. Med filmens afslutning in mente, hvor instruktøren filmer mindestenen for de faldne ansatte, står det klart, at det er denne historie, der formentlig har givet ham lyst til at skildre rædslerne.

Men Hotel Mumbai er også god underholdning, og som film betragtet er det en selvsikker og lovende debut for Maras. Han bevarer køligt overblikket mellem de kaotiske scener uden at efterlade tilskueren med en labyrintisk fornemmelse. Og instruktørens glimrende forståelse for spænding gør, at hjertet sidder i halsen i filmens 123 minutter.

Gudskelov forfalder filmen ikke til at blive en unuanceret film om godheden mod ondskaben. I en enkelt scene, hvor en af terroristerne er blevet såret i benet, ringer han hjem til sin familie, der tror, han er i gang med at studere. Han bryder sammen, fortæller han elsker dem og spørger, om de har fået pengene.

Og med Broder Tyr i øret under hele angrebet får man mere fornemmelsen af ti fattige, desperate og hjernevaskede mænd end hjerteløse dræbere. Men det aspekt fylder desværre for lidt under selve kugleregnen.

Man bliver underholdt af filmen og fascineres af den skræk, som den viser. Men alligevel sidder man tilbage og spørger sig selv: Hvorfor skulle jeg se det?