Hot Pursuit

I de senere år er det vitterligt væltet ud med film, hvori modsætninger mødes, skændes og forenes i venskab.

Det er bestemt en sjov idé, og filmhistorien har budt på mange vellykkede kollisioner mellem to håbløst forskellige hovedpersoner.

Men med titler som The Heat, Due Date, Bullet to the Head og Hot Pursuit-instruktøren Anne Fletchers egen The Guilt Trip, har Hollywood efterhånden stopfodret markedet i en sådan grad, at det næsten ikke kan fordøje løjerne længere. Og det bliver helt trist, når mange eksempler blot er blege skygger af klassikere som Gene Saks’ Hvem støver af? og Ridley Scotts Thelma og Louise.

Man skulle jo tro, at publikum havde grinet færdig.

Men det mener Anne Fletcher tilsyneladende ikke, for Hot Pursuit spiller på alle de trætte tangenter.

Den regelrette, neurotiske politibetjent Cooper (Reese Witherspoon) skal eskortere den fyrige latina Daniella Riva (Sofia Vergara) sikkert til Dallas, hvor sidstnævnte skal vidne mod narkobaronen Vincente Cortez.

Intet går som ventet, og snart befinder Cooper og Riva sig på et hæsblæsende, forhindringsmættet roadtrip med korrupte politibetjente og hårde gangstere lige i hælene.

Cooper og Riva kunne ikke være mere forskellige i både udseende og væsen – og det får vi ikke lov at glemme et eneste sekund, for filmens komiske rygrad svinges uafladeligt i gevaldige vink med en vognstang:

Cooper er en lille, lyshåret, tilknappet politibetjent, og Riva er en høj, sexet, colombiansk narkoenke.

Filmen indledes med en montage, der viser Coopers opvækst i etaper på bagsædet af en politibil, hvor hun opmærksomt følger med i sin fars arbejde.

Moren melder historien ikke noget om, så det er måske ikke så mærkeligt, at Coopers interesse for makeup og kjoler kan ligge på et meget lille sted. Den kedelige politiuniform er ikke flatterende for hendes krop, håret er samlet i en lav hestehale og øjenvipperne har ikke set skyggen af mascara.

Men at påstå, at altid yndige Witherspoon ligner en mand, er alligevel ufatteligt langt ude i skoven. Ikke engang ved siden af bombastiske Vergara formår hun at udstråle den testosteron, der skal til, for at løfte filmens gennemgående hovedspøg.

”Du ligner en lille mand med dine små mandesko,” og ”dit overskæg passer perfekt til din forklædning,” siger Riva. Og nyhederne efterlyser ”Daniella Riva, der sidst er set i følgeskab af en lille, lyshåret dreng.”

Alt dette taget i betragtning er det et par overraskende lækre, glatbarberede, brune stænger, Cooper viser frem midtvejs i filmen. Man skulle jo nødigt miste en målgruppe på grund af et par behårede ben.

Hen ad vejen må hun da også løsne håret og hoppe i et par høje hæle. Som en kollega ved siden af i salens mørke tørt konkluderede: ”Ja, så lærte hun at være kvinde.”

Vergara giver den hele armen som Daniella Riva, der ligner en tyveårig, selvom nyhedernes efterlysning konstant hæver hendes alder helt op til 50 år. Hun er naturligvis iført tårnhøje stiletter og stram kjole, så de deraf følgende motoriske problemer bidrager til filmens overflod af dårlig fysisk komik.

Ligesom det var tilfældet med Gloria i Modern Family – som er Vergaras absolut kendteste rolle – spilles der her voldsomt på hendes colombianske aner. Rivas overdrevent højlydte gråd over hendes mands død fastholdes i tåkrummende langdrag (de er jo så følelsesladede, de sydlændinge!)

Dialogen er ukreativ og til tider decideret dum, men Vergara og Witherspoon skal alligevel have en stjerne hver for deres kampånd og gode kemi, der glimtvis formår at hæve det humoristiske niveau et par grader.

Desværre griner man oftest af filmen og ikke med den. Og sørgeligt nok er det sjoveste, Hot Pursuit har at byde på, de fraklip, der akkompagnerer rulleteksterne. Så går man da ikke helt slukøret derfra.