Hør lige her!

Med store, brune øjne og kæmpe togskinner i munden viser femtenårige Mahmoud rundt i den norske boligblok. Her bor han sammen med sin mor, far, søskende og onkel Ji, som er på besøg fra Pakistan sommeren over.

Knægten taler direkte til kameraet nærmest hele tiden og deler ud af alle de tanker, der roder rundt i hovedet på ham. Det er ikke så få!

”Pakistanske tanter er de bedste!” proklamerer Mahmoud, for modsat norske familier kan de nemlig finde ud af at være søde mere end fem minutter ad gangen.

Nordmænd er til gengæld altid søde mod deres hunde, som spiser bedre end mange i den tredje verden, går til tandlæge og får diabetes.

Tempoet er hæsblæsende højt og fiskeøjekameraet helt oppe i hovedet på Mahmouds familie og venner, mens han fortæller om at finde sin egen identitet i en balancegang mellem to meget forskellige kulturer.

Hør lige her! er baseret på Gulraiz Sharifs populære ungdomsroman af samme navn.

Filmen er både skrevet og instrueret af den norskiranske debutinstruktør Kaveh Tehrani. Det er en hylemorsom komedie fyldt med hjertevarme, energi og humor, men også en rørende skildring af livet i indvandrerghettoen for en ung fyr med ben i næsen og krudt i røven.

Mahmoud er altid god for en smart kommentar og ikke kun om sine blege naboer, der skriver på Facebook, at de er bange for udlændinge, mens de selv sidder og spiser kebab.

Han ruller også med øjnene af det kaos, der udspiller sig hjemme i lejligheden. Mahmouds familie er helt umulig, de forstår ingenting, er kiksede og bare så pakistanske.

Nogle af filmens observationer er lidt fortærskede.

Den pakistanske mor slår med sandalen, når hun bliver vred, og den unge indvandrerdreng må skifte navn for at kunne få et job. Men Hør lige her! giver mest sjove og kærlige glimt af en kultur, der er flere grader varmere end hjemme hos Mahmouds norske naboer og skolekammerater.

Som når mødrene står og råber på tværs ad lejlighederne i boligkomplekset. Eller når Onkel Ji stolt viser sin ”Emani”-trøje frem fra Pakistan uden at ænse, at ”Armani” er stavet forkert.

Og så er der Mahmouds ven Arif, som han har eksistentialistiske samtaler med på bænken i parken. Arif har kun har ét øje – takket være hans mors ”ninja-style”, som Mahmoud foruroligende fortæller publikum.

Det er morbidt, grotesk, lige til stregen og virkelig, virkelig sjovt. Foruden de mange skægge og spidse bemærkninger har Hør lige her! også en kerne af alvor, der stikker dybt i den lille familie.

Mahmouds lillebror Ali føler sig som en pige og vil kaldes Alia. Hun leger med lyserøde enhjørningebamser, ser videoer med ponyer og besøger nabopigen, som gør hende fin med kjoler og makeup. Alia betror sig til sin storebror uden den mindste tvivl eller usikkerhed i stemmen.

Men hvordan vil resten af familien mon håndtere det?

Mahmoud ser for sig, hvordan deres far vil få et mentalt sammenbrud og begynde at lægge selvmordsplaner. Og da Alia en dag på familieudflugt stiller sig på en bakketop og råber sin hemmelighed i vilden sky, tager filmen en afgørende drejning.

Indtil da har Mohammed Ahmed holdt publikum i hånden i hovedrollen som filmens vært og omdrejningspunkt Mahmoud, men trans-tematikken bringer resten af familien rørende i spil.

Særligt Kriti Abhishek Thepade er helt og aldeles eminent som den stærke mor, der går i brechen for sit barn, mens de andre slægtninge lige skal vænne sig til en ny virkelighed.

Her ryster Hør lige her! kækheden af sig for en stund, og Kaveh Tehrani finder ind til en medrivende fortælling om at stå ved sin familie gennem tykt og tyndt. For som Onkel Ji siger: ”I Norge kan man få lov at være lige det, man vil.”

”På nær muslim,” tilføjer Mahmoud med et glimt i øjet.