Hooligan

Det er kameraet, der gør Hooligan til noget særligt.

Fotograf Jonas Berlin kan som få fortælle bumlet visuelt. Uanset om det er i de iscenesatte Mads Brügger-dokumentarer Muldvarpen og Cold Case Hammerskjöld eller i Ekko Shortlist-vinderne Daimi, Natasja Jensen og Ude i havet går Berlins kamera virkelig tæt på personerne.

Det samme gælder i den nye DR3-serie Hooligan, der er skabt af flere Ekko Shortlist-talenter.

Emil Falke har instrueret, mens serien er skabt og skrevet af Thor Wissing Lange og Christina Øster. Sidstnævnte var senest nomineret for bedste manuskript ved Ekko Shortlist Awards 2021 med Super16-filmen Krokodilletårer.

Billederne i Hooligan bruser af sted i fortællingen om en ung mand, der er ved at drukne i tilværelsen. Mads er atten år og fodboldspiller. Han er kommet til Aalborg fra København med sin enlige mor i håb om en lovende fodboldfremtid.

Serien begynder på banen, hvor Mads bliver knæskadet. Han kan gå, men ikke spille fodbold. Og han vil for enhver pris tilbage på grønsværen.

Kameraet zoomer ind med små rystelser. Panikken lyser fra øjne og plyshår. Hvis ikke fodbold, hva’ så?

Mads tager arbejde i en garderobe for at spare penge sammen til en operation i udlandet. Her møder han Lasse. Og det sender Hooligan i en voldelig retning.

Mads skifter fra et fællesskab til et andet. Fodbold og intervaltræning byttes ud med bajere og organiserede slagsmål i skovene. Fodboldkarrieren fordufter mellem flækkede øjenbryn og en voldsom blodrus.

Hooligan er en serie, man stryger igennem. Billederne danser omkring persongalleriet og gør én tummelumsk. I centrum for det hele stråler August Carter i rollen som Mads. Carter kendes også fra Ekko Shortlist, men vi har aldrig set ham med så voldsomt et nærvær.

Det er noget af et skift, når man fra at være et sportstalent pludselig skal genopfinde sig selv midt i en usikker teenagetid. Tilværelsen går fra det skemalagte til at blive fyldt med hormoner.

Det kan lyde banalt, men Carter formidler selvhad og tvivl på en nøgtern og rørende måde imellem vold og fester.

Havde Hooligan holdt fast i at hvirvle omkring Mads’ historie og hans røvballetur, ville serien være et guldæg, der kunne udklækkes over flere sæsoner. Men fortællingen falmer undervejs og mangler en stringent tone.

Det er en underlig fryd, at slåskampene mellem fraktioner fra Aalborg og Aarhus ude i skovene er så voldsomme og blodige, mens festerne med nærgående billeder og fordrejet lyd, når gutterne er på stoffer, er eminent forløst.

Men når fortællingen stikker af i montager med moderne hits, forsvinder den charmerende skramlen.

Over syv afsnit går Mads fra spirende fodboldstjerne til voldsparat fanatiker og innovativ kokain-dealer. Det lyder forceret, men det virker, fordi nuancerne er nærmest usagte.

I det første afsnit har Mads et afvæbnende drenget smil og en polyester-T-shirt på. I det sidste sidder han med flækket øjenbryn i en Fred Perry-polo og lynlåsen trukket helt op til adamsæblet.

Han er transformeret i billeder, men når kameraet drejer, taber Hooligan højde.

Det er, som om Lasse (Frederik Emil Mathiasen) bliver en bifigur med storhedsvanvid. Han får lidt solo-skærmtid undervejs, men ikke nok til, at vi mærker ham. Kameraet betragter, men søger ikke ind. Derfor ender Lasse bare med at skygge for Mads.

Når Hooligan fungerer, træder serien netop helt ind i den voldeligt afsporede hovedperson, der i frustration lader sig rive med. Billederne banker af afmagt og vrede. Og vi slår os på dem.