Honey Boy

Det er længe siden, Shia LaBeouf har prydet en idolplakat. Som engageret performancekunstner og med fremragende præstationer i Fury, American Honey og Borg har han forsøgt at lægge ungdommens skandalehistorier bag sig.

I sin personlige erindringsfilm Honey Boy, der startede som en terapeutisk skriveøvelse for skuespilleren, omfavner han dem i stedet.

Her slår den fordrukne, 22-årige Hollywood-spradebasse Otis Lort kolbøtter med sin bil og ender på afvænning, hvor han bliver stemplet med posttraumatisk stress. De velmenende terapeuter beder ham skrive sig ud af vreden ved at fokusere på sin barndom.

Så er vi tilbage i 1995, hvor tolvårige Otis jagter småroller, mens han bor på et lurvet motel med sin psykisk skrøbelige far.

Foruden at have skrevet manuskriptet indtager Shia LaBeouf filmens stormfulde centrum som faren James, en tørlagt alkoholiker, der både har været i Vietnam og i manegen som rodeoklovn. Nu om dage er han manager for sin barnestjerne af en søn, et knæfald for en andens succes, som han har svært ved at forlige sig med.

James læsser arrigt af på sin søn – virkelighedens Shia – der svarer igen med spinkel stemme og samler mod til sig hver gang, han indleder en samtale. De små skred i deres magtkampe, hver lille sejr og retræte, er smerteligt nærværende. Noah Jupe giver en blændende naturalistisk præstation som den følsomme enspænder, der desperat prøver at få fast grund under fødderne.

Al den vrede og uretfærdighed, han bider i sig, har vi allerede set kamme over i nutiden. Dét er filmens ærinde, nemlig at vise, hvordan sjælesorg går i arv fra én generation til den næste. James er nok en hustyran og en rædderlig far, men han er ikke et røvhul – nogle gange opfører han sig bare sådan.

Der er en vis narcissisme indlejret i et projekt som dette og – kunne man frygte – en vis ansvarsfralæggelse. Men Shia LaBeouf viser sig at være en moden fortolker af sit eget liv, og Honey Boy er medrivende selvbekendelse mere end et selvforsvar.

Man mærker, at terapi har filet nogle skarpe hjørner af den vrede unge mand.

LaBeouf er hjulpet godt på vej af sin instruktør. Israelske Alma Har’el – kendt for white trash-dokumentaren Bombay Beach og musikvideoen til Beiruts Elephant Gun (udgivet på Ekko-dvd #20) – spillefilmdebuterer med Honey Boy. Og hun skaber et rørende studie af dysfunktion ved at forankre historien i små kriser.

Som da tolvårige Otis må mægle mellem sin mor i telefonen og sin far, der ikke vil tage røret. Ti år senere skridter han frem og tilbage hos sin terapeut og harcelerer over livets store uretfærdigheder, mens han forsøger at kontrollere sin angst ved at smække med en elastik, han har om håndleddet.

Lucas Hedges er rasende intens i dén rolle, og sætter endnu en streg under sit store talent. Alligevel føles den voksne Otis en kende malplaceret, eller i hvert fald distanceret fra filmens kerne. Det er i fortidssporet, at Honey Boy finder sin rette form.

Aftenrøde billeder af plastic og beton skildrer underklassens Los Angeles som livets venteværelse, oplyst af nøgne lysstofrør og krumbøjet af vidvinkellinser. Natasha Braiers fotografering lægger en melankolsk grundtone, der føres videre af komponist Alex Somers smukke, blide musik.

Der er kræset for lys og lyd, men Honey Boy er gennemæstetiseret uden at skabe sig. Her er højst en snert af den Instagram-humanisme, der nogle gange skal løfte et samlebåndsdrama: intime billeder med dansende lysskær, overstrømmende musik, en fernis af magisk realisme, der hverken er magisk eller realistisk.

Alma Har’el ser tålmodigt på livet med poesi for øje, og hun er klog på mennesker. James søger ængsteligt anerkendelse hos andre, når han overfalder dem med sine dårlige vittigheder – grin! Otis gør det samme, når han klovner for kameraet. Alle kommer et sted fra.

Som metamodernistisk performancekunstner forsøgte Shia LaBeouf at gemme sig et sted mellem ironi og oprigtighed. Honey Boy falder i sidstnævnte kategori. Det føles, som om han er blevet voksen.