Biografanmeldelse
02. dec. 2020
Honest Thief
Tyven Tom Dolan (Liam Neeson) må gribe til våben og kæmpe for livet, da han bliver snydt og skal forsøge at rense sit navn. Foto | Seacia Pavao

Honest Thief

Liam Neeson er begyndt at bevæge sig som en mand i hans høje alder, og med tandløs action kan selv 99 minutter føles som en evighed.

Af Claus Nygaard Petersen

68-årige Liam Neeson har en karriere, der strækker sig over længere tid end de fleste af de skuespillere, vi ser i film nu til dags.

Siden debuten i 1968 er det kun gået opad for den irske supermand og førsteelsker.

Gennembruddet kom i 1993, da han i Spielbergs Oscar-vinder Schindlers liste spiller en tysk fabriksejer, der reddede mere end tusind jøder under Anden Verdenskrig.

Siden da har han både været med i Star Wars, Christopher Nolans Batman-film og haft sin egen action-franchise med Taken-filmene, hvor han knækker nakker og flækker skaller på utallige skurke, der er så dumme at være efter hans familie eller venner.

Den 193 centimeter høje irer har også en fysisk fremtoning, som egner sig til de slå-på-tæven-roller, folk som Clint Eastwood og Bruce Willis også har excelleret i.

Derfor ligger Honest Thief lige til højrebenet for stjernen. Han spiller tyven Tom Dolan, der i løbet af otte år har formået at stjæle lidt over ni millioner dollars fra banker, uden at nogen har fanget ham.

Men da han finder kærligheden i form af den charmerende Annie (Kate Walsh), beslutter Tom at melde sig selv til myndighederne, så han kan udstå sin straf og leve resten af livet med hende.

De to FBI-agenter, som skal verificere, om han er den, han siger, han er, beslutter sig dog for at stjæle pengene selv.

Og så er fanden løs!

De dræber deres overordnede, som har sendt dem ud på opgaven og siger, at Tom Dolan gjorde. Og på flugt fra loven må Tom tonse rundt i Boston for at rense sit navn og beskytte sin elskede.

Det lyder intenst og spændende, men er det skuffende nok ikke.

For det første er action-scenerne sjældent i stand til at få pulsen til at hæve sig over hvilestadiet, og Liam Neeson bevæger sig rent faktisk som en mand, der nærmer sig de 70 år.

Når han løber, ligner det så sløvt luntetrav, at en hvilken som helst rørig person ville kunne indhente ham, hvis de bare gik i et friskt tempo.

Nævekampene er lidt bedre, men alligevel mangler de punch for at give et sug i maven.

Og tilsyneladende lærer man ikke i det amerikanske marinekorps at ramme det, man sigter på med en pistol. Selv på to meters afstand er alle nærmest skudsikre.

Når man lover action, men ikke er i stand til at levere varen, ender de på papiret korte 99 minutter med at føles som en evighed.

Af filmens få lyspunkter er den retskafne og nyskilte FBI-agent Meyers’ (Jeffrey Donovan) lille sidehistorie om, hvordan han har fået myndighed over sin og ekskonens hund sjov. En lille hund og en stor gnaven mand er en formel, som til enhver tid vil fungere, og så er hunden med sit pjuskede fjæs og store brune øjne overhovedet ikke til at stå for.

Men Liam Neeson er milevidt fra den røvsparker, han gestaltede til perfektion i Taken-filmene. Og når hele filmen står og falder med hans præstation, er det beklageligt, at han har glemt det skuespilmæssige gangstativ derhjemme.

Hvad intentionen har været for instruktør og medmanuskriptforfatter Mark Williams kan dog anes.

Skaberen af den prisvindende serie Ozark har en forkærlighed for jævne mænd, der bliver sat i umulige situationer og skal redde trådene ud. Ærgerligt at resultatet er fladere end en crepe.

Titel:
Honest Thief

Land:
USA

År:
2020

Instruktør:
Mark Williams

Manuskript:
Steve Allrich, Mark Williams

Medvirkende:
Liam Neeson, Kate Walsh, Jai Courtney, Jeffrey Donovan, Anthony Ramos, Robert Patrick

Spilletid:
99 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
3. december

Relevante artikler

Biografanmeldelse
27. feb. 2019
Cold Pursuit

Cold Pursuit

Biografanmeldelse
11. jan. 2018
Sidste stop

Sidste stop

Biografanmeldelse
15. apr. 2015
Run All Night

Run All Night

Biografanmeldelse
07. jan. 2015
Taken 3

Taken 3

Biografanmeldelse
09. apr. 2014
Non-Stop

Non-Stop

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
27. nov. 2023
Thanksgiving

Thanksgiving

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten