Honest Thief

68-årige Liam Neeson har en karriere, der strækker sig over længere tid end de fleste af de skuespillere, vi ser i film nu til dags.

Siden debuten i 1968 er det kun gået opad for den irske supermand og førsteelsker.

Gennembruddet kom i 1993, da han i Spielbergs Oscar-vinder Schindlers liste spiller en tysk fabriksejer, der reddede mere end tusind jøder under Anden Verdenskrig.

Siden da har han både været med i Star Wars, Christopher Nolans Batman-film og haft sin egen action-franchise med Taken-filmene, hvor han knækker nakker og flækker skaller på utallige skurke, der er så dumme at være efter hans familie eller venner.

Den 193 centimeter høje irer har også en fysisk fremtoning, som egner sig til de slå-på-tæven-roller, folk som Clint Eastwood og Bruce Willis også har excelleret i.

Derfor ligger Honest Thief lige til højrebenet for stjernen. Han spiller tyven Tom Dolan, der i løbet af otte år har formået at stjæle lidt over ni millioner dollars fra banker, uden at nogen har fanget ham.

Men da han finder kærligheden i form af den charmerende Annie (Kate Walsh), beslutter Tom at melde sig selv til myndighederne, så han kan udstå sin straf og leve resten af livet med hende.

De to FBI-agenter, som skal verificere, om han er den, han siger, han er, beslutter sig dog for at stjæle pengene selv.

Og så er fanden løs!

De dræber deres overordnede, som har sendt dem ud på opgaven og siger, at Tom Dolan gjorde. Og på flugt fra loven må Tom tonse rundt i Boston for at rense sit navn og beskytte sin elskede.

Det lyder intenst og spændende, men er det skuffende nok ikke.

For det første er action-scenerne sjældent i stand til at få pulsen til at hæve sig over hvilestadiet, og Liam Neeson bevæger sig rent faktisk som en mand, der nærmer sig de 70 år.

Når han løber, ligner det så sløvt luntetrav, at en hvilken som helst rørig person ville kunne indhente ham, hvis de bare gik i et friskt tempo.

Nævekampene er lidt bedre, men alligevel mangler de punch for at give et sug i maven.

Og tilsyneladende lærer man ikke i det amerikanske marinekorps at ramme det, man sigter på med en pistol. Selv på to meters afstand er alle nærmest skudsikre.

Når man lover action, men ikke er i stand til at levere varen, ender de på papiret korte 99 minutter med at føles som en evighed.

Af filmens få lyspunkter er den retskafne og nyskilte FBI-agent Meyers’ (Jeffrey Donovan) lille sidehistorie om, hvordan han har fået myndighed over sin og ekskonens hund sjov. En lille hund og en stor gnaven mand er en formel, som til enhver tid vil fungere, og så er hunden med sit pjuskede fjæs og store brune øjne overhovedet ikke til at stå for.

Men Liam Neeson er milevidt fra den røvsparker, han gestaltede til perfektion i Taken-filmene. Og når hele filmen står og falder med hans præstation, er det beklageligt, at han har glemt det skuespilmæssige gangstativ derhjemme.

Hvad intentionen har været for instruktør og medmanuskriptforfatter Mark Williams kan dog anes.

Skaberen af den prisvindende serie Ozark har en forkærlighed for jævne mænd, der bliver sat i umulige situationer og skal redde trådene ud. Ærgerligt at resultatet er fladere end en crepe.