Holy Motors

Det er – sikkert helt bevidst – svært at få regnestykket til at gå op i Leo Carax’ terroristisk episodiske film om en mand (godt brugte og skrammede Denis Levant), der er/spiller flere andre personer eller om flere personer, der er/spilles af den samme mand.

På rollelisten er Levant krediteret for elleve roller: Hr. Oscar, Bankmand, Tiggerkvinde, Motion Capture-specialist, Hr. Lort (Monsieur Merde), Faren, Harmonikaspilleren, Morderen, Offeret, Den døende mand, Manden i huset.

Filmen starter med en selvstændig intro-scene, som jeg ikke vil fortolke nærmere lige her, hvor instruktøren Carax vågner op i et soveværelse og gennem et forhæng forvilder sig ud foran et biografpublikum som os (hvilket jeg som sagt virkelig ikke vil fortolke nærmere, men måske har det noget at gøre med Carax’ genopstandelse som auteur efter ti års tavshed, hvor publikum har siddet og ventet!).

Derefter møder vi Levant som den person, der må være Bankmanden. Iklædt et nydeligt jakkesæt forlader han morgenligt et stateligt palæ i en forstad til Paris, siger han farvel til sin familie og sætter sig ind i den limousine, der forbliver hans og vores faste holdepunkt filmen og dagen igennem, inklusive den omsorgsfulde, kvindelige chauffør Celine, der tiltaler Levant Hr. Oscar og udleverer instrukserne for de i alt ni aftaler, han har den dag.

Inde i bilen gemmer sig et omklædningsrum med sminkebord og kostumer, hvor Levant forvandler sig til Tiggerkvinden, som i en ganske kort sekvens vandrer haltende rundt på gaden. Ergo er en aftale lig med at blive eller spille en anden person og Hr. Oscar navnet på ham, der er og spiller de andre personer. Men for at nå op på ni bliver Bankmanden, som Hr. Oscar jo var, før han fik dagens aftaler præsenteret, nødt til at være den første person, ligesom Hr. Oscar går til ro om aftenen som den sidste og niende person, Manden i huset, som jeg i den grad ikke vil eller bør røbe mere om.

Vi er dermed ude i en blanding af Svend Åge Madsens sci-fi-roman Se dagens lys – tv-filmatiseret af Wikke og Rasmussen – hvor borgerne hver morgen vågner op i et nyt hus med en ny ægtefælle og et nyt job, og Madsens generationskollega Hans-Jørgen Nielsens identitetsopløsende 60’er-begreb attituderelativisme: Vi er alle mange personer på én gang med tilhørende endnu flere attituder.

Ligesom Madsen og modsat Nielsen skildrer Carax person-flerheden som i højere grad melankolsk og fremmedgørende end euforisk og frigørende. Kun harmonikaspilleren i et musikalsk intermezzo og den stumfilm-atavistiske Hr. Lort, som i filmens stilistisk mest veloplagte og egensindige sekvens kidnapper selveste Eva Mendes og med fallisk begejstring agerer hendes kostumier, kan siges at være i højt humør.

Ramt af seriøst dårlig karma er til gengæld både Tiggerkvinden, den Sisyfos-agtige Motion Capture-specialist, den skuffede Far, Morderen og Offeret, der begge spilles af Levant/ Hr. Oscar (og i regnestykket dermed er én person) og naturligvis Den døende mand, plus Hr. Oscar som sig selv (og udenfor nummer) i selskab med en gammel flamme (selveste Kylie Minogue). Jeg tier stadig om Manden i huset!

Holy Motors er vildest som helhed, som en sært og efter sin egen hemmelige logik selvkørende og selvavlende karakter-revy og skuespiller-toue de force. Flere af sekvenserne er i sig selv temmelig konventionelt og bare proft (fransk) film, knuget skænderi, patetisk dødsleje, hjertesmertende gensyn. Det er sikkert meningen, men kostelige, skræmmende Hr. Lort burde have fået mere konkurrence fra de andre, synes jeg nok.

Al ujævnhed tilgives imidlertid – og de fem stjerner er sikret på stedet – da vi når frem til Manden i huset og hans familie … og de yderligere lige så fantastiske slutninger, der foregår i garagen, hvor firmaet Holy Motors’ limousiner opbevares, og om hvilke min mund er lukket med syv forskærme. Her går identitetskonflikten omsider sublimt gak, på Pegasus-hestekræfter!