Biografanmeldelse
20. aug. 2016
Holy Hell
”Michel” kaster frugter til sine fanatiske følgere. ”Det gør noget ved én, når man er omringet af 100 personer, der dag ud og dag ind fortæller, hvor fantastisk man er,” fortæller et af hans ofre efter tyve års psykisk misbrug. Foto | Whitewater Films

Holy Hell

Historien om, hvordan en ung instruktør endte op i en sygelig skønhedskult, er både fascinerende og frustrerende.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Will Allen har altid villet lave film. ”For mig var det en måde at udforske verden på,” lyder hans fortællerstemme. ”Jeg ville altid vide: Hvorfor er jeg her?”

Det er den eksistentielle søgen, der i midten af 80’erne fører Allen til Buddhafield, et fællesskab af ligesindede unge i udkanten af Los Angeles – derude, hvor Hollywood-skiltet fortaber sig i tågerne, men drømmen om at blive opdaget lever videre i bedste velgående. De bor sammen, støtter hinanden, passer have, mediterer og træner sammen som fitness-fikserede Hollywood-hippier.

Og så tjener de en falleret filmstatist og pornoskuespiller, Michel Rostand, der har overbevist dem om, at han er deres direkte bindeled til Gud.

Det er udgangspunktet i Holy Hell, der er lavet af Will Allen, efter at han forlod, hvad han langt om længe – 22 år! – måtte erkende, var en kult.

En af kvinderne forklarer, at de plejede at joke: ”Hvis det er en kult, så er det en god kult.” Og den er da også milevidt fra Manson-modellen, der byggede på sex, stoffer og trusler.

Det er en spændende indfaldsvinkel: Hvor går grænsen mellem fælles udforskning af verden, livet og selvet – og så destruktiv massetænkning, for da ikke at sige massepsykose? Desværre trænger Allen ikke dybt ned i problemstillingen.

Historien udfoldes i et mix af talking heads og klip fra de rekrutteringsvideoer, han lavede som gruppens uofficielle dokumentarist.

Man ser med i fascineret foragt: Hvordan kan denne 80’er-guru, der først kalder sig Michel, siden Andreas og endelig ”Reyji”, og som prædiker sort snak iført Speedos, Ray-Bans og six-pack, overbevise en så stor skare af mennesker om, at han er deres frelser?

Der går en lige linje fra Hollywoods skønhedsbesatte kultur til kultens sygelige insisteren på at træne sig til en smuk krop og sjæl. Hvis pigerne bliver gravide, tvinger Michel dem til at få en abort. Han bliver selv mere deform, efterhånden som han bliver ældre og strækker sit ansigt med plastikkirurgi for at udligne sine rynker.

”Det er svært at acceptere, at man er hjernevasket,” bliver der sagt på et tidspunkt, og det er netop en nøglereplik. Kernegruppen vil holde fast i fællesskabet og rutinen og tør ikke erkende, hvad de egentlig er rodet ind i.

Det gælder særligt det sexmisbrug, der afsløres i en interessant drejning halvvejs inde i filmen. Halvdelen af hovedpersonerne har været udsat for overgreb, men har fortrængt det i årevis, mens det stod på.

Alligevel er det noget besynderligt, at Allen springer hen over sin egen og andres delagtighed i at holde kulten kørende og rekruttere nye folk til lederen, der på sit højeste havde 150 disciple at forgribe sig på.

Will Allen gør i det hele taget ikke noget stort indtryk som filmskaber. Hans monologer er dumpt sentimentale og musikvalg overtydeligt, og hans snæversynede fokus på kulten og dens medlemmer får fortællingen til at virke indelukket og selvsmagende.

Faktisk føles filmen til tider som gruppeterapi for de tidligere kultmedlemmer, en måde for dem at uddrive dæmonerne på ved at lufte dem.

Det gælder særligt den opbyggelige afslutning, hvor ofrene pædagogisk fortæller, hvordan oplevelsen har gjort dem til stærkere og mere afrundede personer, lige indtil slutteksterne ruller akkompagneret af en pivfalsk slutsang lavet af andre i gruppen.

Som et mindeskrift om en uhyggelig masseforførelse er Holy Hell ikke desto mindre et stærkt dokument. Havde Allen lukket en dygtigere filmskaber ind i klipperummet, kunne den også have været en stærk dokumentar.

Titel:
Holy Hell

Land:
USA

År:
2016

Instruktør:
Will Allen

Manuskript:
Will Allen

Medvirkende:
Amy Allen, Cristala Allen, Will Allen, David Christopher, Michel Rostand

Spilletid:
100 minutter

Premiere:
Ikke offentliggjort

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
01. dec. 2025
No Other Choice

No Other Choice

Biografanmeldelse
11. nov. 2025
Jay Kelly

Jay Kelly

Biografanmeldelse
19. okt. 2025
Frankenstein

Frankenstein

Oscar 2026
17. dec. 2025
Dansk Putin-film i hård Oscar-kamp

Dansk Putin-film i hård Oscar-kamp

Mr. Nobody mod Putin blev indstillet som Danmarks bud på en Oscar-nominering for bedste internationale film, men i stedet er den shortlistet til prisen for bedste dokumentar.

Nyhed
16. dec. 2025
Trump sagsøger BBC for dokumentar

Trump sagsøger BBC for dokumentar

Nyhed
15. dec. 2025
Disney indgår stor AI-aftale

Disney indgår stor AI-aftale

All Her Fault
Serieanmeldelse
17. dec. 2025

All Her Fault

Avatar: Fire and Ash
Biografanmeldelse
16. dec. 2025

Avatar: Fire and Ash

Skolens tabte børn
Serieanmeldelse
16. dec. 2025

Skolens tabte børn

King
Serieanmeldelse
16. dec. 2025

King

Den gode stemning
Serieanmeldelse
14. dec. 2025

Den gode stemning

Mest læste

Rob Reiner er død
Nekrolog
15. dec. 2025

Rob Reiner er død

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten