Hobbitten: Femhæreslaget

Peter Jacksons væsentligste kvalitet er, at han trods sin modne alder på 53 år stadig tænker som en tolvårig. Han ser sine film som en legeplads, og det passer så godt til Tolkiens sære verden, hvor mytologi af den tunge, dybtstikkende slags går hånd i hånd med den allermest muntre, selvironiske humor.

Selvfølgelig havde man mistænkt ham for at ville malke Hobbitten, da han valgte at lave en trilogi over denne ene bog. Men det er ikke gjort med venstre hånd, og det legende gennemsyrer den tredje film, så man skal være stålsat sur for ikke at lade sig rive med.

Oprindeligt skulle trilogiens sidste kapitel have haft Tolkiens undertitel Ud og hjem igen, men når man ser filmen, forstår man, at denne Tolkien’ske underdrivelse er misvisende, for det er rettelig femhæreslaget, det handler om – en del af Hobbitten, som Tolkien fortæller retrospektivt, men som Jackson har valgt at lægge lineært ind i historien som et opgør af episk størrelse.

Og i Jackson får man en fortæller, der med utrolig og nærmest selvfølgelig sikkerhed holder styr på tropperne og giver os den ene hæsblæsende kampscene efter den anden, når mennesker, dværge og elvere tørner sammen med orkerne ved det ensomme bjerg Erebor.

Det er krigsfilm, når det er bedst – svælgende i kampelementet, uden forsigtighed og til tider nærmest vellystigt på den helt særlige måde, som kun fantasy-genren kan tillade sig at fremstille krig i dag.

Orker må godt hakkes i stykker, og det bliver de. For selvom både Tolkien og Jackson sørger for at fortælle, at krig er frygtindgydende, tør de også begge hævde, at det kan blive nødvendigt at kæmpe, og at den slags kampe kræver helte.

Sideløbende med det voldsomme action-krigsbrag får vi den ensomme dværge-prins Thorin Egeskjolds langsomme opløsning på toppen af det bjerg af rigdomme, han har generobret. Han er desperat i sin jagt efter den dyrebare juvel, som Bilbo har fundet, men klogeligt gemmer.

Kontrasten mellem Thorins uhyggelige personlighedsændring – et klassisk Tolkien-tema – og de storslåede krigsscener er enkel, effektiv og sørger for en vis balance, så man holder vejret i begge scenerier, men af vidt forskellige grunde.

Peter Jackson har helt tydeligt fået mere hold på personinstruktionen. Hvor han i Ringenes herre-filmene lod Viggo Mortensen og Elijah Wood løbe løbsk, har han mere styr på det store galleri her. Skuespillet er knapt så højtideligt, måske fordi Martin Freeman er en bedre hobbit end Elijah Wood. Hans tøvende pauser er netop så ærke-engelske og konfliktsky, som en hobbit skal være, og han bærer filmen med sin afdæmpede tapperhed.

Til gengæld er der er stadig problemer med Orlando Bloom som Legolas. Bloom har desværre slet ikke format til så meget tid på lærredet, og han fremstår nærmest uengageret. Man tager sig i at ønske, at Jackson havde droppet idéen om at bringe Legolas ind i sagaen om Hobbitten, når han hos Tolkien først optræder i Ringenes herre.

Man kan finde mange fejl og uklarheder i Femhæreslaget, men Peter Jacksons fantasi er smittende, og i løbet af de to første film er det lykkedes ham at etablere alle figurerne så sikkert, at man er nødt til at følge dem til enden på historien.

Der er mange effekter – fra fabelagtige miniaturer og lige så imponerende dekorationer til frådende CGI-monstre, inklusive dragen og motion capture-vidunderet Smaug. Og Jackson gør dem alle nærværende ved at lade sit kamera bevæge sig reportage-agtigt nede på jorden, inde mellem masserne og de væltende bygninger.

Han forstår effekterne og deres brug bedre end de fleste instruktører, og han blander de forskellige effektkategorier, så de smelter sammen til en velfungerende helhed. 3D-teknikken er gennemgående vellykket, og i en enkelt kampscene lader Jackson på nostalgisk 1950’er-maner et våben svinge ud imod publikum. Det er helt hyggeligt.

Femhæreslaget er således en ret forrygende afslutning på Peter Jacksons efterhånden mangeårige romance med Tolkiens univers. Jeg tror, det er tid til en maraton med alle seks film.