Biografanmeldelse
12. dec. 2012
Hobbitten: En uventet rejse
Virkningen af Peter Jacksons nyskabende 48 billeder i sekundet er som et tveægget elversværd i første del af Hobbitten. Foto | Todd Eyre

Hobbitten: En uventet rejse

Peter Jacksons filmatisering er mageløst flot, men kan Hobbittens enkle eventyr bære en trilogi?

Af Kristian Ditlev Jensen

Hobbitten er en klassiker i mere end én forstand. Dels er bogen, som udkom, inden professoren, forfatteren og filologen J.R.R. Tolkien skrev trilogien om Ringenes herre, omtrent standardværket for etableringen af den litterære fantasy-genre. Dels er den et moderne skoleeksempel på dannelsesromanen – om en helt, der starter hjemme, rejser ud og atter vender hjem. Ja, originalen har ligefrem undertitlen There and Back Again.

”En helt” er måske så meget sagt. For Hobbitten, der hedder Bilbo Sækker, er faktisk mest af alt en tøffelhelt. Han kan bedst lide, at der ikke sker så farligt meget og især ikke så meget farligt. Han er med andre ord ligesom os andre, så ham kan vi for alvor identificere os med.

I løbet af bogen bliver Bilbo, der lokkes på eventyr, imidlertid udsat for lidt af hvert. Men i filmen bliver han faktisk kun udsat for ret lidt. Peter Jackson har valgt at dele fortællingen, som i sin originale bogform fra 1937 kun er på 310 sider, op i hele tre film på tre stive klokketimer hver.

Det er, ganske enkelt, for meget. Der findes noget, der hedder plot, og der findes også noget, der hedder spændingskurver. Og når man efter en god times tid stadig ikke er kommet stort uden for havelågen, bliver det altså for langmodigt.

Bilbo kontaktes af troldmanden Gandalf, der præsenterer ham for en flok dværge ledet af Thorin Egeskjold. Sammen drager de til dværgkongeriget Erebor, hvis hovedsæde ligger inde i et stort bjerg, og som skal tilbageerobres fra dragen Smaug. Vi skimter bjerget, men længere når vi ikke i denne første del af Hobbitten.

Til gengæld kan man sige, at de mange indædte fans, der allerhelst så sig selv inde i Tolkiens fantasiverden, for alvor får chancen blandt elegante elverfolk, djærve dværge, ordentligt ulækre orker, vamle varger og tryllende troldmænd. Historien hales så meget i langdrag, at en simpel opvask omtrent afvikles i realtime.

En anden måde, publikum kan komme helt ind i filmens virkelighed på, er gennem Peter Jacksons nye, tekniske greb. Og nye er de virkelig: Man får hele 48 billeder i sekundet med hans optagelser i HFR (High Frame Rates), og virkningen er som et tveægget elversværd.

På den ene side er det mageløst. Man sidder der med sine 3D-briller på og bliver fuldkommen blæst væk af bjergtagende, lydefri panoramaer. I en central scene i elverslottet i Kløvedal risler en lille bæk ude i siden af billedet – så ægte, så knivskarp, at man næsten løfter fødderne for en sikkerheds skyld.

Men den virkelighedsnære stil er også bagsiden. Flere steder virker det lidt som de gamle, ferske BBC/Thames-formater, hvor alt pludselig forekom ”for virkeligt” på et dansk tv. Mange kampscener, modeller og masseoptrin virker pludselig slemt kunstige, fordi man kan se, at det er folk i sløj forklædning, der render omkring på et film-set. Illusionen, filmkunstens adelsmærke, ødelægges af ambitionen om at nå en ny realisme – fordi den faktisk nås. For man gider jo ikke se rouge – man gider se røde kinder.

Ret skal dog være ret. Der skal nok mere erfaring til, inden den nye teknik helt kan indfries. Lovende er den virkelig: Skarp, nærværende, ja, intimiderende.

Det virker, som om Peter Jackson har forsøgt at gentage sin storslåede succes med Ringenes herre ved igen at lave en trilogi, der skal fængsle verden i flere år. Den helt afgørende forskel er forlægget. Ringenes Herre er en veritabel buffet af fortællinger, mens Hobbitten er et enkelt eventyr. Det svarer til at gøre Snehvide til 1001 Nats Eventyr. Selv med næsten dobbelt så mange dværge virker det udtrukket og fortyndet.

Hvordan skal det dog ikke ende? Tja, det har vi cirka seks lange timer i Hobbitten 2 og Hobbitten 3 til at finde ud af …

Instruktør:
Peter Jackson
USA / New Zealand 2012

Manus:
Peter Jackson, Fran Walsh, Philippa Boyens, Guillermo del Toro

Medvirkende:
Martin Freeman, Ian McKellen, Cate Blanchet, Richard Armitage, Christopher Lee, Ian Holm, Hugo Weaving, Andy Serkis 

Spilletid:
169 min.

Premiere:
12. december 2012

Fra samme skribent

Tv-anmeldelse
04. dec. 2025
Hvem passer på grisene?

Hvem passer på grisene?

Serieanmeldelse
01. dec. 2025
Valdes jul – Vintermiraklet

Valdes jul – Vintermiraklet

Serieanmeldelse
28. nov. 2025
Blossoms Shanghai

Blossoms Shanghai

Serieanmeldelse
24. nov. 2025
The Beast in Me

The Beast in Me

Fra samme instruktør

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten