Hjemmebane

VM løber i disse dage af stablen, og fodboldfeberen har for alvor ramt verdenen. Hvilken timing kunne være bedre for NRK’s nye serie Hjemmebane, som lige nu er tilgængelig på DR TV? 

Serien er skabt af Johan Fasting og følger et lille norsk klubhold, der efter mange år i de lavere divisioner endelig er rykket op i Eliteserien – Norges pendant til den danske Superliga. 

Tretten dage før sæsonstart får holdets træner en blodprop i hjernen, og han er ikke længere i stand til at arbejde. Klubben må nu gøre alt, hvad de kan for i lynets hast at finde en ny til trænerposten. 

Valget ender overraskende på den kvindelige træner Helena Mikkelsen (Ane Dahl Torp), der med en stærkt kvalificeret baggrund og en nøje gennemtænkt spillerstrategi får overbevist klubbens daglige leder om, at hun er den rette til jobbet. 

Hun bliver den første kvindelige cheftræner i Eliteserien – et faktum ikke alle har lige nemt ved at vende sig til. 

I en tid, hvor der også på dansk jord kæmpes hårdt for, at kvinder bliver mere anerkendt i den historisk mandsdominerede fodboldverden, kunne fortællingen i Hjemmebane ikke være mere relevant. 

Helena flytter sammen med datteren Camilla til en by fyldt med fodboldfanatikere og må kæmpe med fordommene om, at fodbold for piger mest er en social fritidsaktivitet. At resultaterne ikke kommer prompte, gør det ikke ligefrem nemmere. Helena får sexistiske bemærkninger og dødstrusler, og hun møder modstand fra bestyrelse og fans, som ikke er enig i hendes fodboldfilosofi. 

Helena er et fremmedelement i det lille lokalsamfund, men men med tiden vinder hun respekt gennem sit talent og engagement. 

Som Barcelona-fan blødte mit fodboldhjerte, da jeg i seriens begyndelse hørte, at Helenas vision ikke bare er at spille defensivt, men hun er også fan af Mourinhos Chelsea. Det betyder dog mindre, og man behøver bestemt ikke være fodboldfanatiker for at nyde serien. 

Seriens store force er nemlig især de aldeles elskværdige og afrundede karakterer, som man sidder og hepper på. 

Foruden den målrettede, dygtige og ambitiøse træner er fodboldholdet fyldt med charmerende personligheder – fra den overbeskyttende familiefar og anfører Eivind til den humoristiske Mons, der altid er klar med en kæk bemærkning og går til fest med lidt for unge mennesker. Og selv assistenttræneren Michael, der føler sig forbigået og gør livet svært for Helena, har sympatiske træk og en interessant baggrundhistorie. 

Serien er båret af mange formidable skuespilpræstationer, men særligt den unge Axel Bøyum stjæler spotlyset. Han leverer en eminent præstation i rollen som det unge stortalent Adrian, der døjer med tvangstanker og klør ryggen til blods, hvis han har et forkert nummer på trøjen. Med nervøse antræk og smertefyldte, stirrende øjne fremstiller Axel Bøyum et turbulent sind. Det er fængende at følge med i Adrians historie og kamp for at få glæden til fodboldspillet tilbage igen. 

Adrian udvikler et tæt venskab med Helenas datter Camilla, som har opgivet alt for at flytte med moren, og man bliver varm om hjertet, når man følger de to unge hjælpe hinanden med at finde sig tilrette. 

Hjemmebane rammer bredt og kan ses på tværs af aldersgruppe, fordi konflikterne er realistiske. Det er en fortælling, om, hvordan vi ofrer os for hinanden og nogle gange må tage svære beslutninger for at opnå et større mål. Serien tager fat i vigtige og aktuelle problemstillinger som kønskamp, ligestilling, seksuel chikane og mentale problemer, og det bliver berørt yderst elegant, uden at det på noget tidspunkt bliver overgjort. 

Sæson to af Hjemmebane er allerede i produktion, og hvis Johan Fasting formår at dyrke samme nerve, aktualitet og menneskelighed, som præger første sæson, er der stort håb for serien.