Hitchcock/Truffaut

Fra 1954 til 1960 skabte Alfred Hitchcock Dial M for Murder, Rear Window, Vertigo, North by Northwest og Psycho.

Bare én af de film ville have gjort den trinde, sort-humoristiske flegmatiker til en betydningsfuld instruktør. Men den britiske ”Master of Suspense” instruerede over 50, hvoraf et flertal har bestået den ultimative test og trodset tidens tand.

Selvfølgelig skal der laves en dokumentarhyldest til mesteren, og heldigvis har den amerikanske kritiker Kent Jones skabt en veldrejet en af slagsen med Hitchcock/Truffaut.

Som titlen afslører, er rammen for dokumentaren den ugelange samtale, François Truffaut havde med Hitchcock i 1962. Fire år senere blev maraton-interviewet til bogen Hitchcock om Hitchcock, der i dag nærmest betragtes som en filmbibel, hvori disciplen får svar fra profeten.

Alfred Hitchcocks status som stor filmkunstner har ikke altid været uomtvistelig. Mange opfattede ham i lang tid som en dygtig håndværker og potent entertainer. Men ikke som en kunstner.

Det skulle et skælv med Frankrig som epicenter dog ændre på. Nybølgens senere instruktører skrev for magasinet Cahiers du Cinéma, og de plæderede for, at nogle instruktører var i stand til at bruge kameraet, som forfattere bruger pennen.

Auteur-teorien blev født og Hitchcock udråbt som en kunstnerisk kraft, der er til stede i alle filmene. Det er ikke tilfældigt, at værkerne hver gang kredser om voyeurisme, skyld, ødipale forviklinger og det tiltrækkende ved skræk og rædsel. Men alene ved at se et par minutter af en film, kan man ifølge Truffaut afgøre, om det er en Hitchcock-film, for hans måde at placere kameraet på, hans kompositioner og hans rytme er helt personlige.

Hitchcock/Truffaut iscenesætter Truffaut som dygtig kirurg, der trepanerer den grandiose instruktørs hjerne, så det flyder ud med vedkommende, prægnante betragtninger om filmskabelse. Det er en fængslende samtale, der med sans for humor og konkrete eksempler styrer uden om prætentiøse abstraktioner.

Men samtalen fungerer bedre på skrift. Der eksisterer desværre kun lydoptagelser fra mødet mellem franskmanden og englænderen, og rytmen i nogle af dokumentarens sekvenser forpurres af det prosaiske faktum, at de ikke taler samme sprog. Der er en tolk mellem dem, som bryder den naturlige samtale, skriften kan snyde sig til.

På billedsiden har Kent Jones valgt at supplere lydoptagelserne fra 1962 med stillfotos fra mødet. Det er spændende at træde med ind i rummet, men hvor ville man dog gerne have set levende billeder af den sindige Hitchcock, når han dypper sine sylespidse svar i subtil sarkasme.

For at trække tråde til nutiden indeholder dokumentaren også interviews med nogle af de største nulevende filmskabere. Og Kent Jones har dygtigt castet stjerneinstruktører, som har noget relevant at sige om Hitchcock.

Som uddannet ingeniør arbejdede Hitchcock nærmest matematisk med geometrien i sine billedkompositioner. Det får en velklædt Wes Andersson i pastelfarver lov til at sætte ord på.

Richard Linklater (Boyhood) beskriver Hitchcocks udvidelse og komprimering af tid, David Fincher kommenterer på klippemønsteret i Sabotage, og filmnørderiets distingverede kejser, Martin Scorsese, gennemanalyserer Vertigo og Psycho.

Af og til forfalder Hitchcock/Tuaffaut til auteurteoriens faldgrube: biografisk læsning. Det virker reducerende, når filmenes rædsel for drakoniske autoriteter forklares ved, at Lille Alfred engang blev spærret inde i en fængselscelle i ti minutter for at have været uartig.

Andre anekdoter står knivskarpt og morsomt. Som den om method-skuespiller Montgomery Clift, der ikke er sikker på, at hans karakter vil kigge derhen, Hitchcock kræver. Instruktøren bryder sig ikke om skuespillere, der udfordrer de sirligt udtænkte scener, hvilket får ham til at komme med den famøse og drilske sammenligning af skuespillere og kvæg.

Det skal næppe forstås gravalvorligt. Det kommer fra samme mand, der til et middagsselskab forklarede sin borddame: ”I don’t use my cock.” Da hun havde kigget chokeret på ham tilpas længe, tilføjede han: ”So you can just call me Hitch.”

Hitchcock/Truffaut er en ukritisk hyldestfilm. Bogen Hitchcock om Hitchcock tog kampen for at anerkende den ikoniske instruktør som kunstner. Den kamp er for længst vundet, og dokumentaren bidrager egentlig ikke med noget nyt.

Men den bekræfter en simpel sandhed fra bogen: Det er bare elementært interessant at høre dygtige menneskers holdninger til noget, de ved noget om.