Hitchcock

2012 var et sandt Hitchcock-år. Instruktøren, der aldrig fik en Oscar, oplevede den triumf, at Vertigo officielt blev kåret som verdens bedste film, og med fuld ret. Desuden er der udsendt hele to fiktionsfilm om Hitchcock, nemlig Julian Jarrolds tv-film The Girl om Hitchcocks erotisk frustrerede forhold til Tippi Hedren under indspilningen af Fuglene samt Sacha Gervasis Hitchcock om tilblivelsen af Psycho.

Den tidligere filmjournalist, englænderen Sacha Gervasi, får sin spillefilmdebut med dette Hitchcock-portræt, efter at han tidligere har instrueret dokumentarfilmen Anvil! om et canadisk heavy metal-band samt skrevet et par filmmanuskripter, blandt andet Steven Spielbergs The Terminal.

Sacha Gervasi har skabt et lidt gammeldags, men også meget troværdigt kammerspil, hvor hovedvægten er lagt på Hitchcocks efterhånden noget rutineprægede ægteskab med Alma Reville. Og hvor man normalt hører om Hitchcocks besættelse af skuespillerinderne i sine film, er rollerne her byttet om. Der er lagt op til, at Alma har en affære med en manuskriptforfatter, som gerne vil i kontakt med Hitchcock, mens Hitchcock til gengæld har et helt anstændigt forhold til Janet Leigh, der spiller den kvindelige hovedrolle i Psycho.

Scenerne fra Hitchcocks ægteskab er helt opdigtede, hvorimod arbejdet med Psycho er baseret på kendsgerninger. Det er virkelig forbavsende, at Hitchcocks faste produktionsselskab Paramount nægtede at producere filmen, så han selv måtte finansiere den og sætte sin luksusvilla på spil. Det viser som så ofte før og siden, at filmproducenter ikke har forstand på filmkunst, men altså heller ikke kan vurdere en kassesucces, end ikke af Hitchcock.

Det er virkelig også forbavsende, at Hitchcock så sent som i 1960 måtte slås med filmindustriens censurkomité for at få lov at lave det berømte brusebadsmord. Censorerne var ikke blot imod den nøgenhed, som er ret naturlig, når man står under bruseren, de kunne heller ikke acceptere, at han viste et toilet i nærbillede! Det første toilet i en Hollywood-film kom kun i kassen ved, at Hitchcock indgik en regulær studehandel om at reducere filmens indledende elskovsscene. Og selv i dag er ”toilet” jo et uartigt ord på amerikansk: Man spørger i stedet om vej til ”the bathroom”, skønt man ikke har til hensigt at tage et bad.

Filmen er fornemt besat med Anthony Hopkins i hovedrollen, og han brillerer især med en stemmeføring, der ligger utrolig tæt op ad Hitchcock. Også Helen Mirren er fortræffelig som Alma. Jeg har dog svært ved at forestille mig, at Alma var så frimodig, som Mirren spiller hende – men hun har den udfordring, at der ikke findes filmoptagelser, der viser os den virkelige Alma som andet end en skygge bag Hitchcock. Som Janet Leigh ses en charmerende Scarlett Johansson, der dog ikke har fået en rigtig rolle af kød og blod. Hun er nærmest statist i disse scener fra et ægteskab.

Desuden er det fuldstændig utroværdigt, at Hitchcock ude i foyeren begejstret ”dirigerer” publikums reaktioner på brusebadsmordet, og endnu mere utroværdige er selve reaktionerne: Så overdimensioneret reagerede man altså ikke på den scene. Utroværdig er også slutningens sløjfe på Alma og Alfreds ægteskab.

Det er overraskende så få film, der er lavet om filmskabere. Til næste år er planlagt en film om Rainer Werner Fassbinder af den tyske instruktør Marco Kreuzpaintner, og man kan mene, at der er en særlig poetisk retfærdighed i, at Hollywoods og den europæiske kunstfilms to betydeligste instruktører nu portrætteres samtidig.