Hit the Road

Hit the Road er en film, jeg aldrig troede, jeg skulle komme til at opleve fra Iran.

Hvor vi er vant til at se socialrealisme og symbolisme i sofistikerede, men ofte tunge gangarter, er her en dybt elskelig og legesyg roadmovie-musicalkomedie. Og så oven i købet fra et land, hvor præstestyret lægger tunge lænker på både film og musik.

Filmen skildrer en familie på færd gennem Irans forskellige landskaber.

I midten af bilen plaprer den fuldskæggede familiefar løs om sit brækkede ben og livsens ondskab. Moren er træt og grånende. Den voksne søn har voldsomme humørsvingninger og er central for familiens hemmelige mission. Bagi ligger deres døende hund.

Samlet spejler de et Iran, der har mistet livsgnisten.

Alligevel sitrer bilen af uregerligt liv takket være familiens yngste, et kuglelyn på seks år. Han stiller spørgsmål, der udstiller livets paradokser og autoriteters hykleri. Han tumler og skramler rundt og skaber håb for ungdommen.

Jeg tog mig undervejs i at ønske, at Lille-Per i den danske filmskat havde haft Rayan Sarlaks charme og vildskab.

Hit the Road er samfundskritik og ønsketænkning i kæk vekselvirkning.

Mangler man et klaver, tegner man tangenterne på farmands gipsbelagte ben. Og savner man at skråle til en 70’er-schlager for fuldt orkester, skrevet af en for længst eksileret popmusiker, lægger instruktøren sådan én på lydsiden.

Midt i vejstøv, depression og paranoia er effekten så vild, at personerne slet ikke behøver kommentere skiftene i tonefald. Det er ægte musicalmagi.

Filmen kunne ikke komme herhjemme på et bedre tidspunkt.

De iranske folk demonstrerer i gaderne. Og for få måneder siden protesterede den regimekritiske Jafar Panahi over to instruktørkollegers fængsling – og blev prompte selv smidt i brummen.

Det var ikke hans første fængsling, og egentlig har han forbud mod at lave film. Det har bare ikke virket. Instruktøren har blandt andet lavet Taxi Teheran og Tre kvinder, mens Hit the Road er instrueret af hans søn, Panah Panahi.

Skal man vinkle dette positivt, passer moralen til filmen: Når de gamle er immobile, finder ungdommen en vej.

Eller som filmens far siger til sin yngste: ”Hvis du fanger en kakerlak, må du endelig ikke skylle ham ud i lokummet. Husk, at hans forældre har sendt ham ud i verden med masser af håb.”

Men virkeligheden er ikke så romantisk.

Panah Panahi måtte indsende falske manuskripter for at få produktionstilladelser, og filmen kommer stensikkert ikke i de iranske biografer.

Den virkelighed er også med i filmen som en årsag til familiens rejse. Den ulmer som en mystisk motor under kølerhjelmen. Kun langsomt lettes der på låget.

Indtil da fremstår plottet herligt flagrende, som det ofte er tilfældet i roadmovies.

Når bilens køler svigter, sender rastepladsens tilfældige skæbner familiekriserne på nye veje. Her bandes og svovles på lokummet, mens skæve figurer skaber skøn situationskomik.

For eksempel en cykelrytter, der under et løb stjæler sig til et lift med familien og dukker sig for konkurrenterne i vejkanten.

Det er slående, hvor filmisk den unge Panahi gør sit kammerspil på hjul. Åbningsbilledet kommer elegant 360 grader rundt i bilen, bruger dybde-uskarphed medfortællende og leger overskudsagtigt med publikums begrænsede viden.

På den måde hvirvles vi med af familiens dynamik – fra lavpraktik over regimekritik til refleksioner over eksistensen.

Især det sidste indkapsles på en bakke under stjernerne, hvor faren ligger i en astronautlignende sovepose med sin yngste søn på maven. Campingtelte omgiver dem som futuristiske svampe. Det er et Iran, de færreste har set før. Et Iran, man kan drømme om, mens man nynner med på sange om frihed og lighed.

Hit the Road er et hit.