Historien om Saga Studio – Saga Film A/S

I sin anmeldelse af første bind skrev Morten Piil: ”Man ser frem til anden del af Saga-sagaen, selv om det bliver uden den farverige hovedperson John Olsen.”

Nu er den her, andet bind af historien om filmselskabet Saga Studio, det er Morten desværre ikke. Men han ville utvivlsomt have været glad for resultatet.

For selv om John Olsen ikke længere er hovedperson, er hans tilstedeværelse markant. Det er i høj grad den vellidte filmkøbmands bedrifter, som den fortsatte historie om Saga holdes op imod.

Selskabets logo forestiller som bekendt et vikingeskib, der bryder bølgerne. Og det er et godt billede på de sytten år, John Olsen stod ved roret for Sagas succestogt i dansk film.

Kulminationen var den eviggrønne folkekomedie Baronessen fra benzintanken, som Olsen ikke selv nåede at opleve premieren på. Han afgik ved døden i 1959, 71 år gammel.

Her kunne historien være endt. Men de efterladte kunne ikke bringe det over deres hjerter at sælge John Olsens livsværk, der både omfattede produktions-, udlejnings- og biografvirksomhed. Det forstår man godt, for Saga-konstruktionen var et guldæg, der havde bidraget væsentligt til familiens høje levefod.

Historien om Saga Studio – Saga Film A/S beskriver i detaljer, hvordan Saga Studio blev omdannet fra et enkeltmandsfirma til et familieejet aktieselskab. Sønnen Flemming John Olsen videreførte respektfuldt den folkelige produktionslinje, som var Sagas varemærke, men uden farens tæft for forretning og samme føling for det brede biografpublikums smag.

Og til en vis grad med hænderne bundet bag ryggen, fordi det var hans mor, som sad på pengekassen!

Inger John Olsen og John Olsen var aldrig blevet skilt, selv om de levede hver for sig – det kunne bedre betale sig at være separeret. Derfor kom fru Olsen til at sidde som enke i uskiftet bo med den endelige beslutningsmagt i Saga-anliggender.

Et tidligt forsøg på at afsøge nye retninger med den amerikanske co-produktion Reptilicus endte grueligt galt, både kunstnerisk og pekuniært.

Det er morsomt at læse om, hvordan den skøre amerikaner Sidney Pink fik overbevist de blåøjede Saga-folk om, at han havde kvalifikationerne i orden til at stå i spidsen for en international monsterfilm.

Oplevelsen bestyrkede kun Flemming John Olsen i at satse på hygge- og familiefilm. Ligesom i farens tid var de gerne instrueret af Sagas førsteinstruktør Annelise Reenberg. Peters baby, Frøken Nitouche og Han, hun, Dirch og Dario.

De største succeser blev til serier: Støv-filmene og Min søsters børn-serien og Sven Methlings friske pust af en krimikomedie 5 Mand og Rosa, der fik én efterfølger.

Studierne på Annettevej i Charlottenlund lagde også hus til Knud Leif Thomsens statsstøttede Knud Sønderby-filmatisering Midt i en jazztid fra 1969. Den var der dog ingen penge i, konstaterede Flemming John Olsen.

På det tidspunkt havde konkurrencen fra tv, faldende billetindtægter og stigende produktionsomkostninger kastet samtlige danske filmproducenter ud i krise.

Selv folkekomedier var ikke længere noget sikkert kort, og Saga stod svagt, fordi flere af selskabets uundværlige kræfter var faldet fra eller på vej væk.

Manuskriptforfatterne Børge og Arvid Müller døde i 1963 og 1964, kun 53 og 58 år gamle. Og Sagas trofaste produktionsleder Poul Bang, der i sin tid havde været med til at opbygge studierne, døde pludseligt under filmoptagelser i Østrig i 1967 – af en blodprop i hjertet. 

Bang nåede kun at være gift med Annelise Reenberg i et par måneder. Efter en dags pause fortsatte hun optagelserne til Min søsters børn på bryllupsrejse. Men i 1971 trak hun sig tilbage. Hun befandt sig ikke længere vel i en stærkt forandret produktionskultur.

Sagas medvind var brugt op, og perioden 1965-76 blev en regulær overlevelseskamp.

Som led i en rationalisering nedlagde selskabet i 1965 studierne i Charlottenlund og fusionerede sine produktionsfaciliteter med det ligeledes kriseramte Palladium i Hellerup. Siden overtog man sammen med Rialto Novaris Films studier i Risby – de blev nu til Rialto-Saga Studierne.

Det faste personale blev opsagt, og man overgik fra en fast produktion i studieregi til at producere enkelttitler på konsortialbasis.

For at sikre kapitaltilførsel solgtes der ud af Sagas aktiebeholdning, og familieandelen svandt ind. De nye aktionærer var skuespilleren Dirch Passer og hans manager Sven Borre. Og i 1976 blev selskabet overtaget af et shippingfirma.

Med til historien hører dog også, at det lykkedes Sven Borre at få Flemming John Olsen til at sælge sig producentrettighederne til de gamle Sagafilm, som han siden spandt guld på.

Det er en krimi værdig, hvordan der også i dette tilfælde er blevet handlet og vandlet med rettighederne til den danske filmarv på kant med ophavsretsloven – og med de kunstneriske ophavsmænd som evige tabere.

Alt dette – og meget mere – skildres over 600 (!) tætskrevne og velresearchede sider. Takket være en velstruktureret disposition og et register fungerer bogen også som opslagsværk.

Paw Kåre Pedersen og Niels Jørgen Clement trækker på, hvad der er skrevet om filmene og menneskene bag dem i alt fra ugeblade til filmvidenskabelige fremstillinger, suppleret med nye oplysninger fra velunderrettede kilder som Anders Sandberg, Anders Refn og Peter Refn (som har efterladt sig et interview med Flemming John Olsen).

Også sønnen og barnebarnet Finn John Olsen er en central kilde. I efterordet takker forfatterne generøst et utal af mennesker, inklusive denne anmelder, selv om mit meget beskedne bidrag mest var til bind ét og primært bestod i at gøre opmærksom på eksisterende viden og kildemateriale.

Jeg noterede mig, at det et sted hævdes, at producenten og instruktøren Johan Jacobsen gik fallit – det gjorde han ikke, trods alvorlige økonomiske problemer. Og jeg køber ikke en fremsat formodning om, at det ville have glædet John Olsen, at Saga-filmene i dag kan ses på danskfilmskat.dk.

Han ville snarere, tror jeg, rotere i sin grav, hvis han var klar over, at konkurrenten Nordisk Film i dag har indtægter på dem.

Men det er meget små indvendinger.

Der er nok dem, der vil mene, at fremstillingen kunne være skåret mere ind til benet. På den anden side kan det dog være ganske rart at få historien fra flere sider, så læseren kan danne sig sit eget helhedsindtryk. Navnlig når der – som her – er tale om vigtig grundforskning i dansk film.

Historien om Saga Studio er et prisværdigt arbejde i en tid, hvor filmforskning behandles stedmoderligt af Det Danske Filminstitut, og faget Filmvidenskab synes under afvikling på Københavns Universitet.